Bøn "til senere brug"!

Der er en bøn, som jeg har gemt "til senere brug" - hø hø!!! Dette "senere" er måske ved at være tid.

 

Jeg oplevede for nylig, at jeg meget tydeligt kunne huske, at min søn havde lånt min trappestige, og den havde jeg så brug for, da mine tagrender skal renses. Han mindedes ikke at have lånt den. Men jeg var temmelig insisterende, for jeg kunne TYDELIGT huske, hvor han stod, hvor jeg sad osv. da han ville låne den.

Men et par dage efter fandt jeg den i mit redskabsskur. Til min store undren, for jeg HAVDE kigget alle vegne, også der. Der var jo intet andet at gøre, end at give ham min uforbeholdne undskyldning. Men jeg undrer mig stadig. For hvordan kan jeg huske noget, der IKKE er sket. Jeg kan bedre forstå det, hvis jeg ikke kan huske ting, der ER sket.

Så - det er på tiden med denne bøn, skrevet af en nonne eller munk:

Kære Gud! Du véd bedre end jeg selv, at jeg er ved at blive ældre og snart er gammel. Bevar mig fra den skrækkelige vane at tro, at jeg nødvendigvis må udtale mig om enhver sag ved enhver lejlighed. Fri mig fra trangen til at forsøge at ordne alle andres affærer. Gør mig eftertænksom, men ikke trist, hjælpsom, men ikke nævenyttig. Når jeg tænker på mit uhyre forråd af visdom, kan det synes en skam ikke at bruge det fuldt ud, men Herre, jeg skulle helst beholde nogle få venner til det sidste. Fri mig fra altid at ville remse endeløse rækker af detaljer op, og giv mig evnen til hurtigt at komme til sagen. Forsegl mine læber for ord om mine bekymringer og smerter; de vil blive flere og flere, og lysten til at beklage sig over dem vokser, som årene går. Jeg vover ikke at bede om bedre hukommelse, men om større ydmyghed, når mine erindringer synes at være i modstrid med andres. Lær mig den sunde indstilling, at jeg også kan tage fejl. Hold mig nogenlunde omgængelig. Jeg nærer ikke noget ønske om at være helgen - nogle af dem er svære at holde ud – men et surt og tvært gammelt menneske er et af Djævelens mesterværker. Giv mig evnen til at se noget positivt, hvor jeg ikke har ventet det, og gode sider hos mennesker, jeg ikke har ventet det hos. Og giv mig endelig den nåde, at jeg kan sige det til dem. Fundet i året 1610 bag på indgangsdøren til en engelsk kirke