Har du fået dit GRIN i dag?

En god ven sagde på et tidspunkt til mig, at han syntes, jeg opførte mig meget ukvindeligt, når jeg slog en ordentlig skvalder op! Jeg blev temmelig overrasket, for jeg har aldrig tænkt på, om mit store grin var kvindeligt eller ej, og da slet ikke, om jeg derved forhindrede mig selv i at score.

Når jeg tænker tilbage, har jeg altid grinet meget - og stort. Med åben mund og dobbelthager, og så tårerne randt. Da jeg gik i 6. klasse var jeg mere optaget af de omkringfuttende hormoner hos begge køn end af fysik- og kemitimerne, og kunne heller ikke rigtig tage timerne  helt alvorligt. Hvilket fik min, ellers overbærende, fysiklærer til at udbryde: "Ingrid, KAN du ikke lære at LE lidt behersket"! Samme fysiklærer besøgte jeg en hel del år senere sammen med en ven, som var i familie med ham. Min ven spurgte, om han kunne kende mig. Næ-æ, han syntes ikke rigtig, der var nogen klokke, der ringede. Indtil jeg åbenbart grinede. "Ingrid", sagde han så!!
Ak ja - men det er vel ikke det værste at kendes på.

Da jeg blev 30 og boede i Silkeborg, ringede min mor for at ønske tillykke. Vi havde en gemytlig snak, og hun spurgte, hvordan det så var at være blevet 30. "Tjah, sagde jeg. Det værste er nok, at jeg nu nok er blevet så voksen, så jeg ikke længere kan tillade mig at slå en skvalder op"!. "Hvorfor dog det"? svarede mor. Se på far og mig. Vi er 58 og 60 og vi griner da begge, så tårerne triller. Og det var helt i overensstemmelse med sandheden. Mor kunne grine, så hun blev helt rød i ansigtet og langt ned på halsen, hendes øjne fik en helt anden form, og hun kunne slet ikke holde op. Og far grinede, så han først smed brillerne og tørrede øjnene, og bagefter måtte slipset også af.

Jeg er også sådan én, som griner af mine egne vittigheder. Det synes mine børn ikke altid er sjovt! Og heller ikke altid mine vittigheder. Jeg har tidligere begået et blogindlæg om far- og morvittigheder, så jeg skal spare jer for flere.

Mine tre brødre griner også højt og larmende. Dog har de hver deres måde at gøre det på. Min ældste bror er nok den mindst larmende. Hvor de to andre helt kommer op på siden af mig. Og når vi er sammen, så griner vi også rigtig meget. Og vi snakker også højt og i munden på hinanden. Andre mennesker synes nogle gange, at vi afbryder hinanden. Det lægger vi ikke selv mærke til, og derfor bliver vi ikke sure på hinanden. Smart, ikke?

Jamen altså! Er det ikke GODT? Det har altså aldrig generet mig, at de (eller jeg selv) grinede højt og larmende. Men det HAR måske generet andre? Det har jeg heldigvis glemt. Og det er bestemt ikke noget, jeg nu i min høje alder har tænkt mig at lave om på. Nærmest tværtimod. Ethvert godt og hjerteligt grin af enhver størrelse, er jeg helt sikker på, er livsforlængende. Og jeg er også ganske sikker på, at det smitter. Og det er vel GODT, ikke? Jeg har efterhånden fået en del rynker, og det er ikke kun SMILE-rynker, men så sandelig også GRINE-rynker. Og de må gerne være der!

Har du fået dit grin i dag? Hver dag skal man have MINDST et! Og er der ikke andet indenfor rækkevidde at grine af, kan du altid grine af dig selv! Det er OGSÅ sundt!!!