Livsfortælling.

Der er mange måder at forstå sit eget liv på.
Der er mange måder, ens livsfortælling kan tolkes på.
Man skal til enhver tid KUNNE sin livsfortælling.

Hvorfor det?

Da jeg var 5 - 6 år gik jeg i børnehaveklasse. Det gør alle i dag, men dengang var der kun få kommuner, som havde børnehaveklasser. Men det har vi her i Esbjerg haft siden 1912. Vi var tre hold á ca 30 elever, to timer til hvert hold, som den samme børnehaveklasseleder havde. Og hun var et unikum. Det syntes jeg dengang, og senere, da jeg selv blev børnehavepædagog, kan jeg endnu bedre se, at det var hun. Det skal så også siges, at der kun var én dreng, som var "uartig", vi andre opførte os "pænt", kunne modtage en kollektiv besked, kunne arbejde selvstændigt, ville gerne lære, - lyttede og lærte.

Hver dag, når jeg kom hjem (vi boede 2 minutters gang fra skolen), spurgte mine forældre: "Hvad har du så lavet i dag"? Det var af reel interesse, de spurgte, og jeg fortalte glad og gerne. Jeg husker, at langt de fleste dage blev hele klassen sat til at lave en ting. Fletteark, syning på papkarton, rammevævning, forskellige slags papir-tegning og -maling og -klip. Og der blev spillet og sunget, og der blev læst højt. Hver eneste dag kunne jeg komme hjem og fortælle, hvad jeg havde oplevet og lavet.

Der var også fri leg, hvor vi selv kunne vælge, hvad vi ville lave, noget af tiden.

Men en dag havde jeg ikke lavet noget. Syntes jeg selv. Der var flere ting, jeg tænkte på at gå i gang med. Men den røde farve var optaget, og så var der ikke noget ved at tegne. De gode puslespil var også taget, så det gad jeg heller ikke. Så jeg gik lidt rundt på må og få og fik ikke rigtig lavet noget. I mine egne øjne.

Pinligt! Jeg tænkte allerede henne i skolen, hvor pinligt, det var. Og på vej hjem tænkte jeg på, hvad jeg dog skulle sige derhjemme, når de spurgte, hvad jeg havde lavet. Frygtelig pinligt! Jeg husker ikke, hvad jeg sagde, men højst sandsynligt har jeg sagt noget med, at vi bare havde leget eller fået læst højt.

Tænk engang, at jeg husker det endnu! Men det hører med til min livsfortælling, at jeg blev opdraget til og med, at man ikke spildte tiden. Indtil jeg kom i skole (har mine forældre fortalt, det husker jeg ikke selv) kunne jeg gå en hel formiddag og tusse rundt, hvis der ikke var nogen, der sagde, at jeg f. eks. skulle tage tøj på. Mine forældre, som meget af tiden begge to stod i butikken, som lå lige ved siden af vores lejlighed, sagde engang imellem, når de lige kom ind i privaten: "Ingrid, få nu tøj på"! Så kunne jeg tage én sok på, og blev så optaget af noget andet.

Jeg tror, jeg var en drømmer. Jeg fantaserede. Tænkte over alting. Hvad folk havde sagt. Hvad det betød. Legede med alting omkring mig. Sang og fantaserede.

Altså indtil jeg kom i skole. Jeg havde en helt klar forestilling om, at nu forventedes der af mig, at jeg trådte ud af min drømmeverden, og forholdt mig til omverdenen på en anderledes medvirkende måde, end jeg hidtil havde gjort.

Og sådan fortsatte jeg med at opfatte min pligt til at være i verden sammen med mine omgivelser. At jeg altså havde en PLIGT til at bruge tiden, dagen, på noget. Næsten ligegyldigt hvad. Det måtte da meget gerne være noget, jeg holdt af, men selvfølgelig var der også ting, jeg SKULLE.

Jeg har været så heldig at arbejde med noget, jeg holdt utrolig meget af. Andre mennesker, det meste af tiden handicappede børn og senere voksne. De allermest multihandicappede. Jeg har haft dejlige interesser, og har altid været omgivet af venner/veninder og familie, som jeg holdt af, og de af mig.

Der har været svære perioder. Rigtig, rigtig svære, hvor jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle overleve. Nære mennesker og min tro har båret mig igennem det. Og så dette, at jeg havde PLIGT til at bære det, udføre mit arbejde, tage mig af mine børn. Jeg kunne ikke bare give op, for nogen var afhængig af mig, og jeg vidste også, at jeg SELV ikke ville have det godt, hvis jeg ikke udførte min PLIGT.

Min livsfortælling har da ændret sig, efterhånden som mit liv er vokset frem. Men at spilde tiden, slå tiden ihjel, få tiden til at gå, er ikke noget, som har fyldt meget i mit liv. Ikke fordi jeg nu om dage hele tiden udfører noget fornuftigt, eller i det hele taget laver noget. Men når dage, hvor jeg ikke laver noget, kommer - så har jeg også lært, at DET også hører med til mit liv. For det har jeg været tvunget til af forskellige sygdomme og handicap.

Og det insisterer jeg på at give værdi og fylde. Det er ikke spildte dage. Måske er jeg kommet tilbage til min barndoms fabuleren og drømmeagtige tilværelse. Der er ALTID noget, jeg er optaget af, lader min dag fylde af. Hvis ikke andet, så tyr jeg altid til litteraturen. Og det er ikke så lidt, jeg - også på den konto - har fået læst.

Men det insisterer jeg også på at give værdi og lade mit liv fylde af. Jeg lærer SÅ meget af litteraturen. Mest om andre mennesker, måder at være til på, som jeg slet ikke kendte til i forvejen.

Mit liv beriges så meget af det. Det hører i høj grad med til min livsfortælling!