Gruppearbejde - og demokrati

Jeg havde næsten helt glemt, hvor lærerigt - og ikke mindst sjovt - gruppearbejde kan være.

Jeg er fra en årgang, hvor det der nymodens gruppearbejde liiige var begyndt at titte op i skolen.  Jeg HADEDE det! Det tog alt for lang tid. Der blev snakket alt for meget udenom. Resultatet blev ikke, som jeg syntes, det burde blive. Og nogen gange kom jeg i gruppe med nogen, jeg ikke var så vild med. Jeg var dygtig i skolen, og havde det ikke godt med, at skulle vente på de mere langsomme, og at resultatet ikke afspejlede, hvad jeg syntes, jeg kunne. Næ, lad mig SELV, så bliver det godt!

Lige indtil jeg kom på højskole. Så lærte jeg værdien af gruppearbejde. Og da så sandelig helt og aldeles, da jeg kom på børnehaveseminariet. Og det gik op for mig, hvor meget JEG havde at lære - af de andre, af gruppearbejde. Jeg lærte,  at dem, jeg anså for at være "langsomme", havde noget at bidrage med, som jeg slet ikke havde med i mine overvejelser. Og at dem, der var "hurtige" kunne mene noget, der var total modsat af, hvad jeg selv mente. Og VÆRDIEN i det. - Og en hel masse mere.

I det meste af mit arbejdsliv skulle jeg arbejde i gruppe. Selvfølgelig, jeg er jo pædagog. Og da ikke mindst som leder lærte jeg en hel masse om, - godt nok at gå foran og at inspirere og motivere, - men at jeg overhovedet ingen "steder" kom hen, hvis jeg ikke kunne det der gruppearbejde. Jo jo, - jeg opnåede fantastisk store ting, havde kæmpesucceser - og knusende fiaskoer.

Gruppearbejde fascinerer mig - sådan som studieobjekt. For jeg må tilstå, at jeg her i mit pensionistliv er vendt tilbage til "gør-det-selv-metoden". Der kommer sgutte nogen og gør tingene for mig, eller i hvert fald sjældent - medmindre jeg direkte beder om det, og ofte betaler for det.

Men i aften var jeg til et møde, som handlede om udnyttelse af grønne områder i min bydel. Der mødte rigtig mange mennesker op, og efter et inspirerende oplæg skulle vi i grupper. 10 i hver gruppe. Og der skulle arbejdes, nedfældes, prioriteres og vælges en referent.

Og her er det, at min analytiske hjerne begyndte at komme på overarbejde - og tænke sjove tanker. Vi var langt over 100 mennesker, så vi var en del grupper. Her i kort form, hvad jeg oplevede/lærte:

- 10 personer om et firkantet bord, - ca 15 bordfulde i samme lokale! Det er svært at høre, hvad dem i ens egen gruppe på den anden side af bordet siger. Hvad gør man ved det? - I min gruppe var vi overvejende høflige, bad folk gentage, men kun én gang! Samtalen bar præg af, at vi ikke havde hørt hinanden - ak ja!
- En tog rollen som leder i min gruppe - det er der altid en, der gør! Jeg morer mig altid med at sidde og "udpege" lederen, inden han/hun tager lederskabet, bare sådan for at more mig med, hvor god jeg selv er til at spotte en leder.
- Da den selvbestaltede leder blev modsagt med fakta, trak han sig med korslagte arme tilbage - det er OGSÅ en måde at reagere på modstand på. En mand på ca min egen alder! Jeg undrer mig!
- To kvinder ved siden af mig sad og snakkede indbyrdes. Så det var svært at høre, hvad de andre sagde.  Jeg holder aldrig op med at undre mig over, hvad der foregår inde i disse menneskers hoveder. Måske har de bare aldrig lært gruppearbejdets velsignelser at kende! 
- Ingen ville referere! Det er almindeligt! Og hvis man har påtaget sig hvervet som den, der nedskriver, kan man nærmest blive tvunget til at være referent, af alle vi andre! Med mindre "lederen" beholder sin rolle.
- Der kan også fremkomme en spontan referent. Det er altid interessant, hvorfor DEN situation opstår. En person, som måske ikke har ytret sig særligt i selve gruppearbejdet, kan pludselig stå frem som den, der refererer.
- I en af de andre grupper var referenten en, der hele tiden måtte sikre sig, at hun ikke sagde noget forkert. Hver gang hun sagde noget, skulle hun have gruppens accept. Ja, det kender vi godt! Interessant, hvordan netop HUN så er blevet referent!
- Efter de første par gruppers referat, var der en tilbøjelighed til at sige: Vi mener stort set det samme som de andre grupper. Nogle vælger så at holde ved det. Andre vælger at sige det samme, som de andre grupper, selv om de intet nyt har at tilføje. Ja, det er genkendeligt. Og dødkedeligt!

- Herefter blev der spurgt til, om nogen havde noget at tilføje. Og SÅ kom der nye, kreative, anderledes forslag frem - FRA ENKELTPERSONER. - Interessant!!! Var de ikke fremkommet med disse ting i grupperne? Hvorfor var disse ting ikke blevet refereret? Eller var ideerne måske dukket op i løbet af aftenen?

Og her fra min pind sidder jeg så og overvejer:

- Går "kommunen" nu hjem med en klar mening om, hvad der skal laves, og hvordan der skal prioriteres?
- Selv om mange grupper mente det samme, havde de forskellige prioriteringer. Hvad gør kommunen ved det?
- Eller bruger kommunen de kreative, enkeltpersoners forslag?
- Eller gør de, som de hele tiden havde tænkt?

Hvad er mest demokratisk? Hvis det da overhovedet er DET, det hele handler om???