mandag den 18. september 2017

Mirakler, under og hemmeligheder 3 - Et hverdagsmirakel


"Der findes kun to måder at leve livet på. Den ene er, som om ingenting er et mirakel. Den anden, som om alting er".

I dag handler om denne dags transformation - fra ingenting til alting.

Jeg sov, sov sov - og hvis ikke min sædvanlige rengøringsdame skulle komme kl. 12.30, var jeg ikke stået op. Jeg var IKKE udsovet. Havde INGEN energi. Var gået i seng, som jeg plejer (og skal, iflg. min personligt konstruerede døgnrytme) kl. 0.30, og læste til kl. 01.30. Vågnede et par gange, som jeg også plejer, men sov igen.

Ca. 9.00 vågnede jeg, (og skulle normalt stå op) men var total ikke-vågen, og lagde mig til at sove igen. Vågnede igen ca. 11.Stillede uret til 12, hvis jeg skulle falde i søvn igen. Meningen var, at jeg ville ligge og lige så langsomt vågne.

Ja, jeg skal ikke belemre jer med mine trælsheder i øvrigt, men ...

Som dagen skred frem, indtraf det ene glædelige efter det andet:

* Læsning i min daglige bønnebog, lille bøn
* Nødtørftig morgenmad og kaffe
* Erkender, at energien er på lavblus, beslutter at meditere under tegning/maling
* Min datter sender sms'er og ringer. Hun bestilte en dejlig rejse for os to. Det var aftalt i forvejen, at hun skulle gøre det, men hvad hun fandt ud af, glædede mig meget.
* Min havekvinde kom, vi fik en kop kaffe, og jeg beklagede mig lidt.Hun er dejlig at snakke med.
* Jeg havde bøwl med min pc, men det ordnede sig
* Der var stadig mange blommer, som blev plukket ned.
* Tømte opvaskemaskine og satte på plads
* Tømte tørretumbler og lagde tøj sammen
* Ryddede op i en kæmpepapirstak, og fik arkiveret forskelligt.

På dette tidspunkt er jeg forbavset og glædelig overrasket over, at jeg dog har fået lavet LIDT i løbet af eftermiddagen.

* Tager til min "personlige" boghandler, det er "en event", når jeg kommer der, hvad han godt ved.

Jeg siger: "Hvis du kan gætte, hvilken bog jeg skal have i dag, får du 10 kr mere, end bogen koster"
Boghandleren: "Du skal selvfølgelig have Brinkmanns nye"!
Jeg: "Guuud, den havde jeg helt glemt! Jamen, den må jeg da hellere få med"! Jeg går hen og hiver Sørine Gotfredsens bog, som udkommer i dag, ud af en reol. "Bare ærgerligt", siger jeg "men denne her"!

Jeg: "Og jeg skal også have Peter Tudvads bog Manteuffel"!
Boghandleren: "Hvorfor kommer du først nu og skal have den"?
Jeg: "Ja-e, fordi jeg har haft rigeligt at læse i. Men nu vil jeg læse den".
Boghandleren: "Jeg havde en masse af dem, men de solgte ikke, - så nu har jeg ingen. De er sendt retur".
Jeg: "Jamen, så bestiller jeg et eksemplar" -

...og så følger en længere samtale om Peter Tudvad. Jeg skrev til ham på et tidspunkt og spurgte, hvornår hans 2. værk om Dietrich Bonnhoeffer udkom. Han skrev tilbage, at han lige skulle have råd til at koncentrere sig en rum tid om den, så derfor havde han skrevet romanen Manteuffel i mellemtiden, for at tjene nogle penge.Men der havde han forregnet sig. Anmeldelserne var MEGET forskellige, men dog overvejende dårlige. Jeg ved ikke, om det har haft afgørende betydning. De positive skrev, at det var utroligt, hvor meget viden den mand har historisk - og det samme skrev de negative, som irriteredes over det. Jeg bliver jo nysgerrig over den slags dobbelthed, så bl.a. derfor - men også fordi jeg er stor ynder af Tudvads nærmest petitesseagtige tilgang til hans bøgers soberhed og korrekthed MÅ jeg jo læse den.

Hjemme igen får min "gartner" og jeg kaffe og jeg er nu helt på toppen. Helt mit "sommerjeg"

Hvad er der sket?
* Solen skinner
* Jeg blev mere og mere vågen, som dagen skred frem
* Jeg fik "sneget" mig ind i dagen
* Jeg lavede ting, der glæder mig
* Jeg snakkede med to positive mennesker - min gartner og min boghandler

Det KUNNE også være fortsat med at være en dårlig dag - en INGENTING-dag. Nu blev det en ALTING-dag. Hvorfor????

Ja, det er sådan noget, jeg kan grunde længe over. Og der kan findes simple forklaringer a la overnstående. Men JEG kalder det et mirakel. Et af Guds undere, at han dog gav mig denne dag. Måske fik JEG ikke gjort så meget for nogen, men jeg fik så ret så meget af andre. Og det er jeg taknemmelig for.

Nu er det så ikke længere nogen hemmelighed. For nu ved DU det også - at jeg fik en ALTING-dag som et mirakel!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar