søndag den 9. august 2015

Mennesker i mit liv 28 - Sara

Hun var et helt særligt menneske, som jeg lærte meget af, og kom til at holde af. Hun var så helt, helt forskellig fra, hvad jeg hidtil havde kendt til - i sin personlighed, sine holdninger til livet, sin tro - og hvordan hun så på det at være leder. For hun var min leder i nogle år, da jeg lige var blevet uddannet.

Hun havde været pioner på sit felt, havde trodset den tids politikere med sin vilje og viden, og var i det hele taget årsag til, at denne institution overhovedet eksisterede.  Men nu var hun ved at nærme sig pensionsalderen, og hun var også ved at være træt af at arbejde. Jeg var hendes souschef, så også derfor kom vi tæt på hinanden. Og så havde hun i disse år en sygdom, som holdt hende hjemme i sengen i ret stort omfang. Derfor lagde jeg tit min vej forbi hendes hjem, når min arbejdsdag var færdig. Hun skulle underskrive bilag, og vi drøftede forskellige problemstillinger.

Og så fortalte hun. Om sit liv. Sit ægteskab. Kærligheden. Sine børn. Sine forældre. Sin tro. Især det sidste fandt jeg yderst interessant, for hun var spiritist, og troede derfor bl.a. på reinkarnation, som jeg som kristen - og en temmelig dogmatisk af slagsen - jo slet ikke kunne gå ind for. Men vi diskuterede egentlig ikke særlig meget, jeg var mere interesseret i at lytte og lære. Langt senere var jeg bl.a. med til et af hendes børnebørns spiritistiske konfirmation, hvor konfirmanden bl.a. via et medie fik kontakt til sin skytsånd, og fik navnet på denne skytsånd at vide.

Lad mig kalde hende Sara her. Hun var som sagt et sjældent spændende menneske for en ung, nyuddannet pædagog som jeg. Men hun havde altså også nogle sider, som jeg havde svært ved at forlige mig med. Dog er det mest de humoristiske og dejlige situationer, jeg - heldigvis - husker. Og jeg vil fortælle om et par af dem her.

Vi skulle have besøg af nogle mennesker fra socialstyrelsen, som institutionen dengang hørte under, idet vi var en børnehave under Åndssvageforsorgen. Det var en slags tilsyn og derfor kom der både embedsfolk og politikere. Vi var ikke helt klar over, hvad tid de ville komme, blot at det var denne dag. Der skete imidlertid det, at der samme dag kl. 10.00 skulle komme en tandplejer, som skulle fluorskylle vore børns mund. Sara så nogle mennesker træde ind i fællesrummet, og råbte fra den anden ende af lokalet: "Vore børn kan altså ikke spytte"! Stor forbavselse spredte sig blandt gæsterne, som nok har tænkt, at hun var "en af klienterne"! For Sara havde troet, det var tandplejeren, - men det var altså socialstyrelsens folk, der kom. Flovhed - som heldigvis endte med store grin, da misforståelsen blev opklaret.

En dag sad Sara og jeg inde på kontoret og snakkede og røg - det gjorde man altså dengang!! Pludselig kigger Sara ud af vinduet, og ,udbryder: "Gud, der kommer revisionen! Skynd dig at gå rundt og saml alle de penge ind, du kan,  blandt personalet". Der var ikke tid til yderligere forklaringer, men jeg vidste, at Sara ikke gik så meget op i, om hun brugte at sine egne eller institutionens penge, sådan i månedens løb, for når vores kontordame kom, kunne hun jo altid finde ud af, hvad der skulle være i kassen, og så udlignede Sara en evt. mango eller overskud af egne midler. Ergo gik jeg rundt og samlede nogle hundrede kroner ind. Efter gennemgang af regnskab m.v. spurgte revisoren Sara: "Nå, hvor mange penge er der i kassebeholdningen". "Giv et bud", svarede Sara, for hun vidste jo ærlig talt ikke, hvor mange der BURDE være. Han kiggede noget måbende på hende, men sagde så, hvad der skulle være. Så talte han kassebeholdningen sammen, og det viste sig, at der manglede ganske få kroner. "Nå ja", sagde Sara, "Jeg har lige været ude at handle, og har ikke lagt byttepengene tilbage endnu". Da revisoren var gået, gik jeg så rundt og delte penge ud til de respektive personaler, som havde "bidraget".

Ak ja, det var dengang, og dengang kunne sådan noget godt lade sig gøre. Der var jo ingen, der snød, og Sara var et gennemhæderligt menneske, så der kom altid det i kassen, som der skulle ligge, og hun har også brugt af egne midler til institutionen, ved jeg. Men jeg forstod bare ikke, at hun turde!

Sara var som sagt af og til syg, og hun gik også ind for diverse alternative metoder. Engang var hun på en kur, som bestod af noget pulver, der skulle i kogt vand, og heraf skulle hun drikke en slurk ca hver halve time hele dagen, så hun havde naturligvis sine flasker med på arbejde. Men da hun ikke lige kunne finde andre flasker, brugte hun snapseflasker. De stod så nede på gulvet ved hendes plads på kontoret. Og naturligvis kom vores pædagogiske konsulent en af disse dage. Han må have bemærket disse flasker, for han spurgte diskret: "Sig mig, har Sara et alkoholproblem"? Jeg så jo noget uforstående på ham, indtil sammenhængen gik op for mig, og så skrupgrinede jeg, og forklarede ham sammenhængen.

Jeg har ikke haft kontakt med Sara i mange år, og hun er sandsynligvis også død nu. Men flere af mine kolleger fra dengang er jeg stadig veninde med. For det var en dejlig dejlig tid, vi havde frihed til at prøve mange spændende pædagogiske ting, som vi havde lært. Alt kunne lade sig gøre - og vi brændte for dette arbejde, og udviklede en - til tider temmelig sort - humor.

Der er især én ting, jeg husker Sara for: Hun mente, at disse åndssvage børn, som de dengang kaldtes, var store og viise ånder, som havde valgt at reinkarnere som dybt åndssvage FOR AT SKABE KÆRLIGHED!  For den eneste måde, man kan forholde sig til dem på, er i kærlighed, sagde hun. Og DET har jeg aldrig glemt!

5 kommentarer:

  1. anna marie høimark12. august 2015 kl. 07.41

    Kan kun sige at denne Sara havde så ret i at KÆRLIGHEDEN er bare så stor hos de mennesker --bære ikke nag --hvor har jeg meget at lære af dem.

    SvarSlet
  2. Ja, du har helt ret. Har du selv arbejdet med handicappede, eller du har måske familiemæssig kendskab?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja jeg er så heldig at have et barnebarn med Doovns---fantastisk familie liv at være midt i.
      Gustav er 13 år. Jeg er meget benovet og taknemlig over hvad pæd/lærer kan få de kære børn til at opfatte---lære dem .--annamarie@bramtech.dk

      Slet
    2. Kære Ingrid --har læst alle dine stykker fra Mennesker på din ve meget spændendej---jeg er een af dem du også har mødt ---Theodor & Anna Marie -Nørregade i Esbjerg

      Slet
    3. Kære Anne Marie. Hvor dejligt at møde dig her. Og tak for dine kommentarer. Håber at du og din familie har det godt.
      Kærlig hilsen
      Ingrid

      Slet