Ondt i sjælen

Der er ikke noget, der må gøre ondt på vi mennesker i dag. Ikke fysisk og slet ikke psykisk. Vi må have smertelindring for enhver pris.

Der har været flere situationer i mit liv, hvor jeg har tyet til denne smertelindring. Jeg har fået medicin og har gået i terapi - det, som vor tids læger kan anbefale. Der har ikke været nogen læge, som har anbefalet mig at søge hjælp hos en præst. Og der har ikke været nogen terapeut, som har fortalt mig noget om skyld, ansvar, angst, eksistens, set i kristendommens perspektiv. Jeg er ikke "kirkefremmed", men de præster, jeg dengang kendte, havde jeg ikke lyst til at tale fortroligt med. De var ophøjede intellektuelle, som talte på et plan, jeg slet ikke forstod, følte jeg.  Først langt senere i mit liv fandt jeg præster og andre veje indenfor kristendommen, som hjalp mig i min smerte.

For hvad er smerten når den er eksistentiel? Er det en smerte, som skal dulmes? Eller er det en smerte, som skal gennemleves? En af de få behandlere, som jeg stødte på i mine første mange år med behandlersystemet, og som jeg kunne bruge til noget, var en psykiater, som insisterede på, at jeg skulle græde. "Man kan da ikke bare sådan græde", sagde jeg. Det påstod hun, at jeg kunne. Hun planlagde, hvordan jeg skulle gøre. Min smerte på det tidspunkt var en skilsmisse, som jeg ikke ønskede, men som jeg var nødt til at gennemføre. Så jeg planlagde: Punkt 1: Send børnene  i skole og børnehave. Punkt 2: Sæt dig op i din seng. Punkt 3: Fremkald dig situationer, hvor din mand har gjort dig virkelig ondt. Punkt 4: Græd! Og tænk - det virkede. Jeg græd i timer. Og på et tispunkt blev jeg træt og udmattet og lagde mig måske til at sove, eller stod op - udtømt. Hver dag i 5 uger!

Det hjalp! Det hjalp så meget, så jeg kunne genoptage mit arbejde og begynde mit nye liv. Men det var smertefuldt. Det mest smertefulde, jeg nogensinde har oplevet. Og nu sidder jeg her, 20 år efter, og er sikker på, at hvis jeg ikke havde gennemlevet denne proces, var jeg blevet et bittert menneske. Det er jeg sluppet for. Og hvor er jeg taknemmelig for det!

Jeg kom til at tænke på denne situation, da jeg for nylig talte med et menneske, som var blevet skilt for et par år siden. Hun gik ned med flaget og blev henvist til en psykolog. Men så sagde hun til mig: "Denne psykolog rådede mig til at gøre lige det modsatte af, hvad jeg har lært via min tro. Jeg skulle til at tænke på mig selv, ikke hele tiden være til for mand og børn, gå efter hvad jeg selv ville og kræve min ret. Jeg har via min tro lært at tænke på andre, ikke at være egoistisk, at se andre menneskers behov, og - ikke mindst - at hvis et forhold ikke kører godt, så kan jeg ikke lave den anden om, men kun ændre mig selv".

Til ingens undren hjalp denne psykologs metode hende ikke. For mig at se var det også at give hende stene for brød. Men det ligger "i tiden": Du må ikke glemme dig selv. Har du det dårligt er det ofte, fordi du har sat dig selv til side, så du må begynde at ændre på det. Men store kriser i livet løses ikke derved. Det kan godt være, at årsagen til krisen har været en skilsmisse, et dødsfald, en fyring f. eks. men de ydre årsager forårsager indre forstyrrelser i form af eksistentiel angst, skyld, ansvar og deslige.

Selv om det er smertefuldt, bør vi være taknemmelige for at få givet anledninger til at lade den eksistentielle angst vågne, hvis vi ikke har været ude for det før. Eller få rusket op i livsdybderne igen. For  processen med bearbejdningen af disse tanker  kan gøre livet til et (mere) autentisk liv.