onsdag den 28. februar 2018

James Joyce's Ulysses - læst af en novice!

I flere år har jeg tænkt, at jeg ville læse James Joyce's bog "Ulysses". Mest fordi jeg gang på gang støder på forfattere, som viser tilbage til ham som inspirationskilde. Sidst Karl Ove Knausgård, hvis 6 binds værk "Min kamp" jeg også er i gang med. (Som godnatlæsning! - det egner Ulysses sig ikke til, alene p.g.a. tyngden af bogen!)

Og så sker der jo det, som så ofte sker, når noget har rumsteret i baghovedet, underbevidstheden, eller hvor sådan noget nu rumsterer - at jeg fra forskellige sider bliver gjort opmærksom på et kursus i netop Ulysses og James Joyce. Det har jeg været på de sidste tre dage à godt 2 timer. Frantz Leander Hansen har undervist. Den mand har jeg hørt meget godt om, og jeg skal da lige love for, at han levede fuldt ud op til mine forventninger. Sikke da en vidende mand udi litteratur i det hele taget.

Jeg har været så dumdristig at love nogle venner, bekendte og facebookvenner, at jeg ville referere, hvad jeg så havde lært. Hvordan gør man det? Et værk på små 800 sider, skrevet af en mand, som blev banebrydende for nærmest al efterfølgende litteratur. Hvis man vil have nogle fakta om Joyce og Ulysses, kan man med fordel gå på nettet, der er et hav af alskens artikler, resuméer, biografier osv.

Her vil jeg skrive om, hvilken oplevelse det har været for MIG at dykke ned i JJ og Ulysses - som en ren novice heri. Jeg begyndte med at købe bogen i den nyeste oversættelse (Iversens), og så læste jeg ellers en del på nettet om JJ og hans Ulysses. Og så gik jeg  i gang med bogen forfra. Og forstod meget meget lidt. Men jeg blev jo hurtigt klar over, at JJ's måde at skrive på er vidt forskellig fra al anden litteratur, jeg har læst.

Frantz Leander Hansen havde forudsat, at vi havde læst 8. og 18.(sidste) kapitel, men ikke at vi havde læst hele bogen. Det var selvfølgelig også en kæmpe fordel, hvis vi havde læst Odysséen, som jo er JJ's forlæg.(På græsk hedder helten Odysseus, på latin Ulysses ). Jeg husker da lidt fra min skoletid og min søns gymnasietid, men ellers har jeg ikke beskæftiget mig med  Odysséen. Og så er det også en fordel, hvis man er hjemme i bibelen, teologi (JJ er ateist), filosofi, og verdenslitteraturens store forfattere, - og selvfølgelig Shakespeare, for der er et hav af mere eller mindre skjulte inputs og spil med ord og begreber fra alverdens videnskaber og litterater. Jow jow!!

Det lyder sågu da skide afskrækkende!! Så læste jeg heldigvis i en befriende artikel fra Politiken, at man blot skulle gå på med krum hals, og ikke lade sig afskrække af, at man ikke forstod alt. Hm, tænkte jeg - det er da det, jeg gør! Det var også sådan, jeg i sin tid begyndte at læse Søren Kierkegaard.

Jeg fik læst de første 5 kapitler samt kapitel 8 og 18, før kurset begyndte. Og jeg forstod da NOGET: At hvert kapitel har sin egen stil, skrivemåde, stemning. Og at hele bogen handler om een dag, d. 16. juni 1904, som i al eftertid kaldes Bloomsday efter hovedpersonen. Denne ene dag, hvor Bloom foretager en spadseretur gennem Dublin med alle sanser åbne.

Hvad lærte jeg?

 * JJ skrev bogen fra 1914 til 1921, altså er den blevet til i tidsrummet fra før 1. Verdenskrig, hvor man troede, at "det kun kunne gå fremad", og at mennesket grundlæggende var godt. Krigen og tiden efter var en kaotisk og forvirringens tid, hvor alt brød sammen. Overordnet kommer det til at betyde en tvivlen på menneskets godhed, og på hvilken mening der er med tilværelsen. Dette SAMMENBRUD afspejler JJ i sin frakmenterede skrivestil. Ofte fulføres sætninger ikke, enkeltord står for sig selv, indre monologer kører med mange emner i spil samtidig.

* JEG har lært, at "de store fortællinger" er døde. I min tid lærte jeg det via Thomas Ziehe, fordi det var HAM, der satte ord på de pædagogiske betydninger heraf. Men når jeg dykker ned i JJ's værk, ser jeg sammenbruddet her. Religion, ideologi, de store ismer, meninger i det hele taget. MEN JJ er en JA-nihilist. Han siger ja til verden. Meningen findes ikke i de store, åndelige bevægelser. Meningen findes i hverdagen, i erotik, mad, sansninger. Ulysses vrimler med madscener, erotiske forestillinger af enhver slags, beskrivelser af toiletbesøg - JJ siger tingene ligeud, og det var helt nyt og kontroversielt i 1922 i Irland, så der gik mange år, før hans bog kunne udkomme i hjemlandet.

* Bevidsthedsstrømmen (Stream of consciousness) kommer til at spille en helt central rolle. De indre monologer, - afbrudte, frakmenterede - bliver vigtigere end beskrivelser af, hvordan en eller anden går klædt eller ser ud.

* Mennesket er i sin inderste kerne et dyrisk væsen. I besiddelse af en bedragerisk natur. Og filosofisk set er der ingen mening. Men hos Joyce er det netop ægtheden at vedkende sig dette, og at sige ja til mennesket, for heri ER meningen. 

Sat ind i min historie- , religions- og litteraturforståelse, så har det meste af det 20. århundrede været kendetegnet ved dette sammenbrud - som kun bliver endnu mere accentueret med 2. verdenskrig - men i et stadigt forsøg på at finde mening. I min tid i en brydning mellem på den ene side eksistentialismens både teistiske (Kierkegaard) og a-teistiske (Sartre) tydning - og på den anden side ismerne med marxismen, socialismen og senest nyliberalismen.

Og teologisk har det 20. århundrede i vores del af verden været kendetegnet ved en fokusering på "hovedet", intellektet, hvor "hjertet", det spirituelle og åndelige, har haft trange kår. Man skulle ikke FØLE noget, blot modtage i tro. Det bærer store dele af vores teologiske litteratur præg af.

JJ's Ulysses giver mig en enorm udvidelse af min forståelse af historien - på alle niveauer: Politisk, filosofisk, religiøst, litterært, - menneskeligt. Jeg er især blevet udfordret af det store spørgsmål: Hvad det vil sige at være menneske, og om mennesket til alle tider forbliver det samme, eller om mennesket i sin kerne udvikler sig - enkeltvis og som art eller "blot" er et højerestående DYR!!!! 






Ingen kommentarer:

Send en kommentar