Ovenstående citat er hentet fra en artikel i Kr. Dagblad om mad. Men da jeg for tiden er temmelig optaget af temaet "fornuft versus følelser", blev jeg fanget af det. For kan det nu passe? Er det ikke næsten at sætte fornuften i skammekrogen?
Jeg har læst oceaner af litteratur om forskellighederne i mandlige og kvindelige værdier. Jeg ved ikke, om jeg er et særlig "mandig"t eksemplar af kvinderacen, men jeg får, når jeg læser det indledende citat, lyst til at finde ud af, om det kan have sin rigtighed med de 99 procent. Og er det ikke en mandlig egenskab at ville efterprøve den slags "fakta"?
Faktisk er jeg ret ligeglad med, om føleser relaterer sig mere til kvinder end til mænd. Men jeg er ikke ligeglad, når jeg hører mennesker argumentere i retning af, at fornuften bør være det overordnede princip, og følelser nærmest er kvindagtige og upassende - ikke blot for en mand, men også for enhver kvinde, der vil tages alvorlig.
Jeg troede også, at det længe har været god tone at fremhæve betydningen af de kvindelige værdier på arbejdsmarkedet. Kvinders fortrin skulle være empati, samarbejdsevner, intuition osv, hvor mænds hævdes at være mere dynamiske, målrettede og konkurrencebetonede. Og jeg troede også, det var et faktum, at det er kvinderne, som i øjeblikket "kører med klatten" - og det helt fra skoletiden, op gennem uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Det viser sig så ved et nærmere studium, ikke at holde vand. Det er f. eks. ca fifty fifty hvor mange af hvert køn, som går på universiteterne, og det er stadig kun 20 procent af erhvervsledere, som er kvinder. Bestyrelsesposter domineres også af mænd.
Er det bare de bagstræberiske mænd, som holder fast i, at FØLELSER er underlagt fornuften? Og at vi - og her mener jeg især "vi kvinder" - bør lægge os lidt mere efter fornuften?
Jeg køber ikke den præmis. For jeg mener udgangspunktet: At dele fornuft og følelser op, som om det er to adskilte emner, er forkert.
NÆæææ - må jeg be' om følelser med fornuft i. Og fornuft med følelser i. Fra både mænd og kvinder!!!
Jeg troede også, at det længe har været god tone at fremhæve betydningen af de kvindelige værdier på arbejdsmarkedet. Kvinders fortrin skulle være empati, samarbejdsevner, intuition osv, hvor mænds hævdes at være mere dynamiske, målrettede og konkurrencebetonede. Og jeg troede også, det var et faktum, at det er kvinderne, som i øjeblikket "kører med klatten" - og det helt fra skoletiden, op gennem uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Det viser sig så ved et nærmere studium, ikke at holde vand. Det er f. eks. ca fifty fifty hvor mange af hvert køn, som går på universiteterne, og det er stadig kun 20 procent af erhvervsledere, som er kvinder. Bestyrelsesposter domineres også af mænd.
Er det bare de bagstræberiske mænd, som holder fast i, at FØLELSER er underlagt fornuften? Og at vi - og her mener jeg især "vi kvinder" - bør lægge os lidt mere efter fornuften?
Jeg køber ikke den præmis. For jeg mener udgangspunktet: At dele fornuft og følelser op, som om det er to adskilte emner, er forkert.
NÆæææ - må jeg be' om følelser med fornuft i. Og fornuft med følelser i. Fra både mænd og kvinder!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar