Sladder

Jeg kender mennesker, som forsvarer sladder med, at det er en nødvendig måde at omgås hinanden på. Jeg vil derfor godt skelne mellem sladder og almindelig interesse for sine omgivelser. For selvfølgelig snakker man om andre mennesker nu og da når man mødes.

Men hvornår er det så sladder?

Sladder er nyfigenhed. Noget, som ikke kommer mig ved. Sensationel. Som har indbygget at godte sig. Rygter. Har tvivlsom sandhedsværdi. Hænger mennesker ud. Fodrer den indre svinehund. Erstatter spænding i mit eget liv. Gør mennesker kyniske. Handler om folks privatliv. Nedsættende omtale. Har ofte til hensigt at skade nogen. Handler ofte om sex, utroskab, og mennesker, som har opført sig uacceptabelt.

Hvorfor er det af det onde? Ja egentlig er jeg af den mening, at det giver sig selv, når man ser på ovenstående. Men det gør det så ikke, har jeg erfaret, og man kan jo da også se, at såkaldte sladderblade trives ret så godt.  Er det harmløst at sladre?

Det mener jeg absolut ikke, det er. Det fører så megen ondskab med sig. Man kan jo til en begyndelse spørge, om man selv gerne ville udsættes for sladder. Nej vel? Jamen, hvorfor så udsætte andre for det? Bør man ikke afholde sig fra noget, man ikke selv gerne vil udsættes for?

Hver gang man bringer sladder på bane, bringer man en eller flere af mine ovenstående definitioner på bane. Sætter man et menneske i et dårligt lys. Jamen herregud, det er jo ikke en, jeg kender, og hun bor da så langt væk, kan du indvende. O.k. - men er du først begyndt i den boldgade, bliver det let et tema i dit liv, og bliver det mere og mere ligegyldigt, om det er en, der bor langt væk, der sladres om, eller en, du kender. Måden at snakke med andre mennesker på, er afgørende. Er du en, der sladrer? Er det sladder, du diverterer andre mennesker med? Og sommerfugleeffekten fungerer også her. Hver gang du udtaler noget ondt om et andet menneske, breder det sig som ringe i vandet.

Og det vil jeg ikke være med til. Jeg vil forsage det onde, vise det bort, ikke have med det at gøre. Der, hvor jeg kan se det. Der er steder nok, hvor jeg ikke ser det, så jeg har nok at gøre med at opdage det. Men jeg kan da nægte at købe sladderblade og sladderaviser, og jeg afviser sladder, hvor jeg bliver opmærksom på den. Eller også giver jeg mig til at forsvare vedkommende. Jeg har endda påtaget mig at bevise, at sladderen var falsk i visse tilfælde, hvor jeg blev særlig harm.

Min kære mor, som nu er død, har jeg jo lært denne holdning af. Hun var engang til kaffeslabberas i nabolaget - det var dengang man brugte at byde på kaffe, hvis naboerne havde givet til f. eks. en konfirmation - og her var hun vidne til nedsættende bemærkninger om en kvinde. Det ene ord tog det andet, og den ene vidste noget værre om pågældende kvinde, end den anden. Indtil min mor fik nok. Så sagde hun: "Ja, jeg har nu oplevet hende anderledes". Og så fremkom hun med flere situationer, hvor kvinden havde været hjælpsom og omsorgsfuld. Og så vendte stemningen fuldstændig. Nu fremkom der flere episoder, som de øvrige deltagere i kaffeslabberasen havde oplevet, hvor omtalte kvinde havde opført sig eksemplarisk.

Morale: Der skal somme tider så lidt til at standse det onde. Og tænk efter, hvor stor betydning det har, om du siger noget godt eller noget ondt = sladder. Man kan øve sig i at tage mennesker i forsvar, når man støder på sladder. Det kan blive en hel sport!! Held og lykke med det!!