Jeg har været på tøseweekend! Det hedder det, når jeg mødes med mine 5 gamle seminarieveninder. Vi har kendt hinanden, siden vi gik på børnehaveseminariet i 1970 - 73, d.v.s. i 44 år. Vi har mødtes mindst 2 gange årligt på skift hos hinanden, og til runde fødselsdage og andre mærkedage, og enkeltvis hos hinanden ind imellem. Vi har rejst sammen og har ind imellem også de forskelliges mænd med.
Det er en fantastisk stor ting at have mennesker i sit liv, som man har historie sammen med. Vi har set hinanden helt oppe i skyerne - ved forelskelser, bryllupper, børns fødsler, når karrieren kørte på skinner, når alt gik eventyragtigt og skønt. Og vi har set hinanden helt nede under gulvbrædderne - ved skilsmisser, dødsfald, fiaskoer, når det gik børnene skidt, ved sygdomme. Vi har grinet og grædt sammen. Vi har givet hinanden kærlige spark og ind imellem temmelig hårde spark. Og vi har støttet hinanden med loyalitet og omsorg. Vi kender hinanden på godt og ondt, kender hinandens "ømme tæer" og skarpe kanter, og hinandens særlige egenskaber og kvaliteter.
Og vi griner sammen. Har en særlig - undertiden temmelig sort - humor. Og vi har evnen til at gribe de skæve udsagn. Når én fremkommer med et udsagn, og de andre hurtigt og træfsikkert brygger videre på det. Som engang i en meget sen nattetime, hvor vi næsten var gået i seng, men hvor vi alligevel sad og drak det sidste glas vin, røg den sidste smøg og småfilosoferede. Og hvor en af os - en, der altid har været rødhåret - udbrød: "I virkeligheden er jeg slet ikke rødhåret"! Der gik lige 4 sekunder, hvorefter jeg (noget overvægtig kvinde) udbrød: " Og i virkeligheden er jeg 1,80 høj og meget slank"! Og så kørte den bare i hurtigere og hurtigere vendinger...
Vi spiser altid godt! Og drikker en del vin, om end det bliver mindre med årene. Og vi beslutter os næsten altid for et eller andet kulturelt indslag, museumsbesøg, eller lign. Denne weekend, hvor vi var i Strib, tog vi til Fredericia, hvor vi så den meget smukke og interessante Christianskirken, og hvor Bjørn Nørgårds altertavle, glasmosaikker og sølvlysestager især gjorde indtryk. Og hvor vi fik genopfrisket bl.a. Jobs bog, fik diskuteret det ondes problem og fik grinet af Bjørn Nørgårds usentimentale insisteren på at have kvinder i Jesu selskab ved bordet under den sidste nadver på altertavlen.
Jeg har hele livet været begavet med gode venner og veninder, - og det er jeg uhyre taknemmelig for. For jeg har også en anden tøsegruppe i mit liv (samt deres mænd). Også kvinder, jeg har kendt lige så længe, den ene endda en gammel skolekammerat. Og andre igen: Gamle kolleger og andre, især piger, jeg har mødt på vej gennem livet.
Min fortælling om mine seminarieveninder har en morale: Jo ældre jeg er blevet - og især efter at jeg blev alene for 22 år siden - er det gået mere og mere op for mig, hvor vigtigt det er og har været at have disse mennesker i mit liv. Hvor meget man skal dyrke og passe på sine gode venner og veninder. At man skal investere i dem, ikke glemme dem i livets travlhed - heller ikke mens man er småbørnsfamilie og/eller karrieren skal plejes. For nok kan man få nye venner og veninder, og nok kan man hele livet igennem træffe nye mennesker, men dem, der har været vidne til ens liv i mange år, er uerstattelige.
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar