Er et handicappet liv værd at leve?

For nylig havde jeg en snak med nogle kære mennesker om, hvad vi ville gøre, hvis vi kom ud for en ulykke, som gjorde os lam fra halsen og ned. De sagde begge, at så ønskede de ikke at leve længere. Sådan  et liv er ikke et værdigt liv, og det vil blive alt for ulykkeligt.

Jeg har hørt det før. Faktisk siger de fleste mennesker, som jeg har snakket med om den slags det samme. Livet som svært handicappet er ikke værd at leve, så hellere få nogen til at hjælpe sig med at dø.

Men jeg er ikke enig. Nu ved jeg selvfølgelig godt, at jeg som nogenlunde mobil person med alle lemmer og sanser i fuld duelighed, sagtens kan sige det. Og måske mener jeg noget andet, HVIS jeg skulle komme i en situation, som ovenfor beskrevet. Men det strider imod alt det, jeg tror på, at man selv kan bestemme, hvad man vil være med til eller ej. Livet er mig givet, og jeg har at leve det med det gode og onde som tilskikkes mig. Jeg vil da gøre, hvad jeg kan, for at holde det onde fra døren, men jeg skal leve mit liv, som det nu engang er og bliver.

Jeg synes, der er en tendens til, at livet ikke må gøre ondt. Og hvis det alligevel gør det, må vi se at komme af med smerten i en fart. Der er så meget, vi selv kan og vil bestemme i livet, men at vi må bøje os for skæbnen, Gud, eller hvad vi vil kalde det, som kommer til os udefra, det er vi ikke meget for.

Jeg har som pædagog arbejdet med handicappede mennesker det meste af mit erhvervsaktive liv, og jeg kan ikke med nogen som helst rimelighed sige, at disse mennesker har et dårligere liv end alle andre. Det kan sagtens være, at de ikke kan det samme som ikkehandicappede kan, men deres liv kan have dyb mening endda, og de kan være elsket og selv elske som alle andre. Deres forældres liv fik en brat drejning, da de fik et handicappet barn, og det er jo ikke det, man ønsker sig, når man går og glæder sig til et barn. Men hvem siger, at livet ikke blev godt og rigt endda, på trods af - eller endda muligvis på grund af det handicappede barn? Det blev ikke som planlagt, men hvem siger, at det du selv planlægger er bedre, end det som du får skænket i livet?

Næ, vi vil selv være herre over vort liv. Og ja, naturligvis skal vi være herre i eget liv og selv tage valgene og ansvaret. Men vi må huske, at livet selv er os givet, at vi er skabte.

HVIS jeg blev lam fra halsen og ned, vil jeg håbe, at jeg ville blive rigtig god til at bruge øjne, ører, mund, ansigtsmuskler - ja, alt, hvad der var tilbage til at kommunikere med. Der er opfundet meget, så man kan kommunikere på mange forskellige måder og med forskellige dele af sig. Jeg kunne endda forestille mig, at jeg selv ville være med til at opfinde og/eller afprøve forskellig ny teknik til "sådan nogle som mig". Og hvis jeg kunne kommunikere med omgivelserne, kunne læse bøger, kunne høre musik, kunne komme ud - og hvis jeg kunne få hjælp til alt det, som jeg ikke selv kan, hvorfor skulle livet så ikke blive godt alligevel?

Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, - men jeg vil ikke i min nuværende situation sige, at jeg ikke ville leve. Måske kunne det endda blive et spændende liv. Fuldstændig anderledes end før, javist. Men måske ville jeg lære noget, som jeg ellers ikke ville få lært. Måske ville jeg kunne hjælpe andre handicappede på en eller anden måde. Jeg kan ikke vide det, og det vil uden tvivl blive rigtig rigtig svært at vænne sig til et sådant liv, og der vil nok også være en lang periode med sortsyn osv. Men jeg ville komme over det.

Ja, sådan tænker jeg i dag. For jeg kan ikke lide tendensen til ikke at ville finde sig i det, man kommer ud for i livet, og for enhver pris selv vil bestemme, hvordan og hvornår livet er værd at leve!