Tanker fra en midaldrende

Mor og jeg står ved kantstenen og kigger os for, inden vi går over gaden. Mor stikker lige sin højre hånd hen over min krop - jeg skulle jo nødig gå over, før der er fri bane. Mor er på dette tidspunkt ca 80, jeg er 52. Nå, men vi kommer da over gaden, og jeg siger med et stort grin:  "Det er godt nok mærkeligt, at jeg selv klarer mig i trafikken,  når du ikke er med! Hun smiler, er lidt flov og brødebetynget!!

Jeg har aldrig glemt det, skønt det nu er mange år siden, og mor har været død i 7 år. (Hun døde som 90 årig).

Jeg har tænkt en del over, hvad denne episode er et udtryk for. Selvfølgelig det helt oplagte, at man aldrig holder op med at være mor; med at bekymre sig om sine børn, uanset hvor gamle de og en selv er.

Men det er alligevel tankevækkende, at mor - som aldrig fik kørekort - som altid var lidt nervøs for at færdes i trafikken, som ikke kunne finde rundt, hvis hun var bare lidt uden for sine vante omgivelser, mener, at hun er bedre til at passe på, end jeg er.

Og så er det jo, at jeg kommer til at tænke: Er jeg selv sådan i forhold til  mine egne voksne børn? Og hvis vi ser bort fra emnet trafik, og breder det ud: Tror jeg, at jeg stadig er bedre end mine børn, til at leve i denne verden? Fordi jeg er ældre? Mere erfaren? Klogere?

Absolut og aldeles nej, når det kommer til at færdes i trafikken. Well, jeg har da kørekort, og klarer mig fint - har aldrig haft selvforskyldte nævneværdige uheld. Og Gud ske tak og lov for GPS'ens opfindelse, for ellers var jeg virkelig på den, jeg kan nemlig heller ikke finde rundt.

Og helt sikkert nej, når det kommer til at færdes på internettet, sociale medier, gøre brug af teknologien generelt, at kunne finde ud af og kunne gebærde sig i alt det nye, som indenfor den genre dukker op.Nej, der har JEG brug for DEM. Eller endog mine børnebørn. Selv om jeg da klarer mig til husbehov.

Jeg læser meget, følger med i nyheder, prøver i det hele taget at være opdateret med, hvad der sker i verden. Min yngste kalder mig intellektuel, skønt jeg ikke er akademiker, som hun selv er. Men jeg er begyndt at mærke, når vi alle er sammen, (jeg har tre voksne børn i trediverne), at DE taler indforstået om en del ting, hvor JEG må spidse ører, eller spørge, hvad de taler om. De bruger også ord og vendinger, som jeg ikke er bekendt med, skønt jeg kalder mig selv sprognørd.

Af og til, når vi så taler indenfor områder, som jeg synes er mit gebet, så bliver jeg irettesat: Ikke ubehøvlet eller noget i den retning, men bare konstaterende: Nej mor, i dag har man forladt denne teori (når vi f. eks. taler om psykologi. - )

Det er jo tankevækkende! Jeg vil stadig gerne lære nyt. Jeg prøver at følge med i, hvad der kommer. Jeg lytter glad og gerne til deres viden, deres holdninger. Og må konstatere, at jeg ikke længere ER bedrevidende, i ordets bogstaveligste mening.

Langt hen af vejen taler vi som ligeværdige, synes jeg da. Men mange gange opdager jeg, at de har overhalet mig. Og for det meste gør det mig glad, for er det ikke også det, der er meningen? Jeg har kloge børn, dygtige børn, som alle klarer sig glimrende i deres liv.

Og så sidder jeg alligevel tilbage med små tanker: Jo-o - men jeg HAR jo større erfaringer, jeg HAR jo gennemgået dit eller dat. Det ER jo ikke sikkert, at alt hvad der er nyt er det bedste. Og jeg VED jo da, at der indenfor rigtig mange emner "intet nyt er under solen", - det får bare andre navne, ny iklædning.

Tjah - bare sådan nogle tanker fra en godt og vel midaldrende kvinde!!!