I en gruppe på facebook, blev ordet rabarberkvarter nævnt, og der blev spurgt, om folk kendte dette ord. Det fik mig til at tænke tilbage. For jeg er født i et rabarberkvarter.
Mine forældre var forlovede i 3 år, inden de havde råd til at blive gift. For min far var uddannet uddeler, som det dengang hed. Senere kaldtes det vel kommis. Selv kaldte han sig købmand, skønt han også havde haft et ismejeri og en brød og konfektureforretning; men havde en købmandsbutik de sidste mange år af hans erhvervsaktive liv. Men i 1948 havde mine forældre penge nok til at kunne købe sig en lille "brød og konfekturebutik" i det rabarberkvarter, jeg vil berette om.
Året efter blev jeg født, og vi boede her til jeg var 4 år. Jeg husker rigtig meget, og meget langt tilbage. Velsagtens fordi jeg talte tidligt, far fotograferede meget, og der altid er blevet talt meget om denne tid i min familie.
Op til butikken boede vi i en lille et-værelses lejlighed. Man gik fra butikken ind i køkkenet, som også var en lille gang ind til stuen. Mor bankede altid på køkkenlågerne, inden hun åbnede dem, så musene kunne nå at forsvinde. I stuen stod bl.a. den sovesofa, som mine forældre sov på de første 2 år. Selv havde jeg en lille bambusseng, som man brugte det dengang. Ca. på det tidspunkt, hvor min ældste bror blev født, fik mine forældre et rum ovenover vores lejlighed, og det blev nu brugt som soveværelse.
I huset boede desuden 2 familier på 1. sal, og 2 familier på 2. sal. Men i hele karreen boede mange familier. Min mor var det, man kaldte "medhjælpende hustru" i butikken. Men ellers var de fleste "koner" hjemmegående, i hvert fald mens børnene var små. Mændene arbejdede, en del af dem på gasværket, som lå bag vores karre. Og en del på havnen, "i fisk", som vi sagde.
Der var ingen i hele området, som havde særlig mange penge. Men man klarede sig, som man nu kunne. Biler havde ingen, men cykler havde de fleste voksne. Om søndagen kørte en del af disse familier i samlet flok til stranden eller i skoven, eller en sjælden gang i et sommerhus, som en eller andet havde lånt. Det foregik ofte med et barn i cykelkurv på styret, og et andet på bagagebæreren, enten i en stol, eller også direkte på bagagebæreren.
Ved stranden legede vi børn jo i sandet og vandet. Men de voksne legede også. Vi og de sprang buk, legede "to mand frem for en enke", slog kraftspring, spillede rundbold og lignende. Vi havde selvfølgelig selv mad med og kaffe til de voksne og saftevand til børnene. Flere havde også bagt kage.
Det var et enkelt liv, til tider et hårdt liv. Men også et glad liv. For alle var i samme båd. Ingen var mere end andre, eller havde mere end andre. Dog husker jeg et tilfælde, hvor mine forældre skilte sig ud. Det normale var jo at købe på klods/afbetaling. Men mine forældre havde den holdning, at de først sparede op til det, de gerne ville have, og ingen af dem røg cigaretter eller pibe. Det var ellers almindeligt. Men så købte min far en radio. Og det gik som en løbeild gennem hele området: "Har I hørt det? At Basses har købt en radio - KONTANT" ???
Tonen i karreen var venlig, hjertelig - og man lånte gerne af hinanden, hvis én var udgået for et eller andet. Men, som sagt, pengene var små. En af konerne førte regnskab, hver gang manden kom hjem med penge, og når alt det faste var betalt, kunne der lige blive til cigaretter (det skulle til!), et rugbrød, margarine og en pose sukker eller puddersukker. Og måske et franskbrød. Det fortalte hun selv.
Selvfølgelig blev der også sladret. Min far havde fra bl.a. sin uddannelse og sine tidligere jobs som uddeler lært IKKE at deltage i den slags. Og også fra sin egen familiebaggrund, men det er en anden historie. Han gled gerne af overfor evt. sladder. Og mor havde med sig fra sit hjem, at der helst ikke skulle siges noget dårligt om andre. Men helt undgå det kunne de ikke. Der var f. eks. en kone, om hvem man sagde at hun var hypokonder. Desværre for sladderen døde konen efter nogle år. Jeg husker min egen mors beskæmmelse, da hun måtte erkende, at denne kone jo havde været reelt syg.
Man hjalp hinanden hvor man nu kunne. Vidste, hvem der var dygtige fødselshjælpere, f. eks. Passede også hinandens børn, hvis det var påkrævet - og det var det kun i helt særlige tilfælde, man brugte ikke sådan noget fint noget som babysittere.
Mine forældre fik venner for livet. HELE livet. Selv begyndte jeg jo at komme hos flere af dem, der boede der, uanset om de havde børn eller ej. Jeg var yderst velkommen. Og som en del af dem blev mine forældres venner, blev jeg selv veninde med nogle af deres børn. Vi bankede på hos hinanden, og man blev altid lukket ind, sådan husker jeg det i hvert fald.
Og selv om der ser helt anderledes ud nu, end der gjorde dengang for næsten 70 år siden, bor jeg nu i selv samme rabarberkvarter, og har gjort det i 27 år. Men i dag regnes området ikke som et rabarberkvarter. Dog - de ældste esbjergensere ved jo nok, at når man bor øst for banen, er man ikke så fin, som dem der bor vest for. Mærkeligt, eftersom esbjergensere ellers regnes for temmelig usnobbede. Og huspriserne er stadig lavere her, end i vesterbyen. Det griner jeg noget af nu, og jeg kan ikke få øje på andre grunde, end lokalhistoriske. Men de kan åbenbart hænge længe ved.
lørdag den 28. september 2019
mandag den 2. september 2019
Har du fået dit GRIN i dag?
En god ven sagde på et tidspunkt til mig, at han syntes, jeg opførte mig meget ukvindeligt, når jeg slog en ordentlig skvalder op! Jeg blev temmelig overrasket, for jeg har aldrig tænkt på, om mit store grin var kvindeligt eller ej, og da slet ikke, om jeg derved forhindrede mig selv i at score.
Når jeg tænker tilbage, har jeg altid grinet meget - og stort. Med åben mund og dobbelthager, og så tårerne randt. Da jeg gik i 6. klasse var jeg mere optaget af de omkringfuttende hormoner hos begge køn end af fysik- og kemitimerne, og kunne heller ikke rigtig tage timerne helt alvorligt. Hvilket fik min, ellers overbærende, fysiklærer til at udbryde: "Ingrid, KAN du ikke lære at LE lidt behersket"! Samme fysiklærer besøgte jeg en hel del år senere sammen med en ven, som var i familie med ham. Min ven spurgte, om han kunne kende mig. Næ-æ, han syntes ikke rigtig, der var nogen klokke, der ringede. Indtil jeg åbenbart grinede. "Ingrid", sagde han så!!
Ak ja - men det er vel ikke det værste at kendes på.
Da jeg blev 30 og boede i Silkeborg, ringede min mor for at ønske tillykke. Vi havde en gemytlig snak, og hun spurgte, hvordan det så var at være blevet 30. "Tjah, sagde jeg. Det værste er nok, at jeg nu nok er blevet så voksen, så jeg ikke længere kan tillade mig at slå en skvalder op"!. "Hvorfor dog det"? svarede mor. Se på far og mig. Vi er 58 og 60 og vi griner da begge, så tårerne triller. Og det var helt i overensstemmelse med sandheden. Mor kunne grine, så hun blev helt rød i ansigtet og langt ned på halsen, hendes øjne fik en helt anden form, og hun kunne slet ikke holde op. Og far grinede, så han først smed brillerne og tørrede øjnene, og bagefter måtte slipset også af.
Jeg er også sådan én, som griner af mine egne vittigheder. Det synes mine børn ikke altid er sjovt! Og heller ikke altid mine vittigheder. Jeg har tidligere begået et blogindlæg om far- og morvittigheder, så jeg skal spare jer for flere.
Mine tre brødre griner også højt og larmende. Dog har de hver deres måde at gøre det på. Min ældste bror er nok den mindst larmende. Hvor de to andre helt kommer op på siden af mig. Og når vi er sammen, så griner vi også rigtig meget. Og vi snakker også højt og i munden på hinanden. Andre mennesker synes nogle gange, at vi afbryder hinanden. Det lægger vi ikke selv mærke til, og derfor bliver vi ikke sure på hinanden. Smart, ikke?
Jamen altså! Er det ikke GODT? Det har altså aldrig generet mig, at de (eller jeg selv) grinede højt og larmende. Men det HAR måske generet andre? Det har jeg heldigvis glemt. Og det er bestemt ikke noget, jeg nu i min høje alder har tænkt mig at lave om på. Nærmest tværtimod. Ethvert godt og hjerteligt grin af enhver størrelse, er jeg helt sikker på, er livsforlængende. Og jeg er også ganske sikker på, at det smitter. Og det er vel GODT, ikke? Jeg har efterhånden fået en del rynker, og det er ikke kun SMILE-rynker, men så sandelig også GRINE-rynker. Og de må gerne være der!
Har du fået dit grin i dag? Hver dag skal man have MINDST et! Og er der ikke andet indenfor rækkevidde at grine af, kan du altid grine af dig selv! Det er OGSÅ sundt!!!
Når jeg tænker tilbage, har jeg altid grinet meget - og stort. Med åben mund og dobbelthager, og så tårerne randt. Da jeg gik i 6. klasse var jeg mere optaget af de omkringfuttende hormoner hos begge køn end af fysik- og kemitimerne, og kunne heller ikke rigtig tage timerne helt alvorligt. Hvilket fik min, ellers overbærende, fysiklærer til at udbryde: "Ingrid, KAN du ikke lære at LE lidt behersket"! Samme fysiklærer besøgte jeg en hel del år senere sammen med en ven, som var i familie med ham. Min ven spurgte, om han kunne kende mig. Næ-æ, han syntes ikke rigtig, der var nogen klokke, der ringede. Indtil jeg åbenbart grinede. "Ingrid", sagde han så!!
Ak ja - men det er vel ikke det værste at kendes på.
Da jeg blev 30 og boede i Silkeborg, ringede min mor for at ønske tillykke. Vi havde en gemytlig snak, og hun spurgte, hvordan det så var at være blevet 30. "Tjah, sagde jeg. Det værste er nok, at jeg nu nok er blevet så voksen, så jeg ikke længere kan tillade mig at slå en skvalder op"!. "Hvorfor dog det"? svarede mor. Se på far og mig. Vi er 58 og 60 og vi griner da begge, så tårerne triller. Og det var helt i overensstemmelse med sandheden. Mor kunne grine, så hun blev helt rød i ansigtet og langt ned på halsen, hendes øjne fik en helt anden form, og hun kunne slet ikke holde op. Og far grinede, så han først smed brillerne og tørrede øjnene, og bagefter måtte slipset også af.
Jeg er også sådan én, som griner af mine egne vittigheder. Det synes mine børn ikke altid er sjovt! Og heller ikke altid mine vittigheder. Jeg har tidligere begået et blogindlæg om far- og morvittigheder, så jeg skal spare jer for flere.
Mine tre brødre griner også højt og larmende. Dog har de hver deres måde at gøre det på. Min ældste bror er nok den mindst larmende. Hvor de to andre helt kommer op på siden af mig. Og når vi er sammen, så griner vi også rigtig meget. Og vi snakker også højt og i munden på hinanden. Andre mennesker synes nogle gange, at vi afbryder hinanden. Det lægger vi ikke selv mærke til, og derfor bliver vi ikke sure på hinanden. Smart, ikke?
Jamen altså! Er det ikke GODT? Det har altså aldrig generet mig, at de (eller jeg selv) grinede højt og larmende. Men det HAR måske generet andre? Det har jeg heldigvis glemt. Og det er bestemt ikke noget, jeg nu i min høje alder har tænkt mig at lave om på. Nærmest tværtimod. Ethvert godt og hjerteligt grin af enhver størrelse, er jeg helt sikker på, er livsforlængende. Og jeg er også ganske sikker på, at det smitter. Og det er vel GODT, ikke? Jeg har efterhånden fået en del rynker, og det er ikke kun SMILE-rynker, men så sandelig også GRINE-rynker. Og de må gerne være der!
Har du fået dit grin i dag? Hver dag skal man have MINDST et! Og er der ikke andet indenfor rækkevidde at grine af, kan du altid grine af dig selv! Det er OGSÅ sundt!!!
onsdag den 14. august 2019
Bøn "til senere brug"!
Jeg oplevede for nylig, at jeg meget tydeligt kunne huske, at min søn havde lånt min trappestige, og den havde jeg så brug for, da mine tagrender skal renses. Han mindedes ikke at have lånt den. Men jeg var temmelig insisterende, for jeg kunne TYDELIGT huske, hvor han stod, hvor jeg sad osv. da han ville låne den.
Men et par dage efter fandt jeg den i mit redskabsskur. Til min store undren, for jeg HAVDE kigget alle vegne, også der. Der var jo intet andet at gøre, end at give ham min uforbeholdne undskyldning. Men jeg undrer mig stadig. For hvordan kan jeg huske noget, der IKKE er sket. Jeg kan bedre forstå det, hvis jeg ikke kan huske ting, der ER sket.
Så - det er på tiden med denne bøn, skrevet af en nonne eller munk:
Men et par dage efter fandt jeg den i mit redskabsskur. Til min store undren, for jeg HAVDE kigget alle vegne, også der. Der var jo intet andet at gøre, end at give ham min uforbeholdne undskyldning. Men jeg undrer mig stadig. For hvordan kan jeg huske noget, der IKKE er sket. Jeg kan bedre forstå det, hvis jeg ikke kan huske ting, der ER sket.
Så - det er på tiden med denne bøn, skrevet af en nonne eller munk:
tirsdag den 13. august 2019
Ingrids provoblog: Om at sige undskyld.
Ingrids provoblog: Om at sige undskyld.: Så blev ordet sagt fra landets statsminister, efter at flere af de foregående IKKE ville udtale det: UNDSKYLD! Hvorfor er det/har det være...
Om at sige undskyld.
Så blev ordet sagt fra landets statsminister, efter at flere af de foregående IKKE ville udtale det: UNDSKYLD!
Hvorfor er det/har det været en omstridt sag? Ikke kun i denne, men også i en del andre sager, f. eks. Thulesagen, og sagen om Danmarks rolle på De Vestindiske Øer.
Overfladisk set kan man sige: Når nu ofrene - og i dette tilfælde oveni købet nogle nulevende - åbenbart ønsker en undskyldning, skal de så ikke have det? Hvad kan der være i vejen for det?
Men hvad betyder UNDSKYLD? Ja, det handler jo om begreberne skyld, tilgivelse og ansvar. Da jeg var barn, forlangte min far engang, hvor jeg havde gjort noget forkert overfor min lillebror, at jeg skulle sige: Om forladelse. Ikke at man kunne få mig til at sige det. Og det var slet ikke, fordi jeg ikke erkendte min egen fejl. Nej, det var selve ordene "om forladelse". For det var så fremmedartede ord, som jeg heller ikke helt forstod, så sådanne ord kunne jeg da umuligt tage i min mund.
Hvad så med undskyld? Hurdelen ligger for mig i, at ordet bruges i personlige relationer, - det ene menneske overfor det andet. At den enkelte kan bede skadevolderen om en undskyldning, for dermed at få fastslået skadevolderens ansvarlighed, og hans indrømmelse heraf. Eller at skadevolderen med ordet undskyld kan bede offeret om tilgivelse for den ugerning, der er begået imod ham, eller den uret, han har lidt.
Og det er også en af argumenterne for IKKE at kunne give en undskyldning, at "staten" ikke kan undskylde på andres vegne. Det bliver så blot en udvendig manifestation.
Men i sagen om godhavnsdrengene, hvem er da den skyldige? Når vi går videre fra forstandere, lærere, pædagoger, tilsynsførende osv osv - ja, så ER det i sidste ende staten, som bærer ansvaret. Det ville langt have været at foretrække, at de krænkere, som stadig lever, havde været dem, som sagde undskyld. Om nogen har gjort det, ved jeg ikke. Og det ville næppe heller komme til offentlighedens kendskab.
Men det er jo ikke nok, for i denne sag er der MANGE krænkere - som i sidste ende fører til staten, som ikke har forvaltet sit ansvar ordentligt.
Hvis staten, med sit undskyld, udtalt af statsminister Mette Frederiksen, virkelig MENER sit undskyld, så må "den" også mene, at den skal føre sagen til dørs. Der ville være substans i dette undskyld, hvis Mette Frederiksen så i samme ombæring ville udtale, at staten selvfølgelig gør, hvad den har pligt til, når/hvis de skadelidte efterfølgende ville stille retslige krav om erstatning - nemlig at imødekomme disse krav, efter rettens anbefalinger.
Der har været talt meget om, at en af grundene til det hidtil manglende undskyld er, at dette ville kunne danne præcedens. Hertil er der kun at sige: Nå - men hvis det er det rigtige at gøre, så må det være sådan. Også selv om man aldrig med økonomi vil kunne læge de sår, som mange års krænkelser har medført. Men det ville være et substantielt bevis på, at staten MENER dette UNDSKYLD - mere end at det blot bliver en udvendig manifestation, som ser godt ud!
Hvorfor er det/har det været en omstridt sag? Ikke kun i denne, men også i en del andre sager, f. eks. Thulesagen, og sagen om Danmarks rolle på De Vestindiske Øer.
Overfladisk set kan man sige: Når nu ofrene - og i dette tilfælde oveni købet nogle nulevende - åbenbart ønsker en undskyldning, skal de så ikke have det? Hvad kan der være i vejen for det?
Men hvad betyder UNDSKYLD? Ja, det handler jo om begreberne skyld, tilgivelse og ansvar. Da jeg var barn, forlangte min far engang, hvor jeg havde gjort noget forkert overfor min lillebror, at jeg skulle sige: Om forladelse. Ikke at man kunne få mig til at sige det. Og det var slet ikke, fordi jeg ikke erkendte min egen fejl. Nej, det var selve ordene "om forladelse". For det var så fremmedartede ord, som jeg heller ikke helt forstod, så sådanne ord kunne jeg da umuligt tage i min mund.
Hvad så med undskyld? Hurdelen ligger for mig i, at ordet bruges i personlige relationer, - det ene menneske overfor det andet. At den enkelte kan bede skadevolderen om en undskyldning, for dermed at få fastslået skadevolderens ansvarlighed, og hans indrømmelse heraf. Eller at skadevolderen med ordet undskyld kan bede offeret om tilgivelse for den ugerning, der er begået imod ham, eller den uret, han har lidt.
Og det er også en af argumenterne for IKKE at kunne give en undskyldning, at "staten" ikke kan undskylde på andres vegne. Det bliver så blot en udvendig manifestation.
Men i sagen om godhavnsdrengene, hvem er da den skyldige? Når vi går videre fra forstandere, lærere, pædagoger, tilsynsførende osv osv - ja, så ER det i sidste ende staten, som bærer ansvaret. Det ville langt have været at foretrække, at de krænkere, som stadig lever, havde været dem, som sagde undskyld. Om nogen har gjort det, ved jeg ikke. Og det ville næppe heller komme til offentlighedens kendskab.
Men det er jo ikke nok, for i denne sag er der MANGE krænkere - som i sidste ende fører til staten, som ikke har forvaltet sit ansvar ordentligt.
Hvis staten, med sit undskyld, udtalt af statsminister Mette Frederiksen, virkelig MENER sit undskyld, så må "den" også mene, at den skal føre sagen til dørs. Der ville være substans i dette undskyld, hvis Mette Frederiksen så i samme ombæring ville udtale, at staten selvfølgelig gør, hvad den har pligt til, når/hvis de skadelidte efterfølgende ville stille retslige krav om erstatning - nemlig at imødekomme disse krav, efter rettens anbefalinger.
Der har været talt meget om, at en af grundene til det hidtil manglende undskyld er, at dette ville kunne danne præcedens. Hertil er der kun at sige: Nå - men hvis det er det rigtige at gøre, så må det være sådan. Også selv om man aldrig med økonomi vil kunne læge de sår, som mange års krænkelser har medført. Men det ville være et substantielt bevis på, at staten MENER dette UNDSKYLD - mere end at det blot bliver en udvendig manifestation, som ser godt ud!
søndag den 11. august 2019
Den onde mor!
Det er gået op for mig, at jeg nok ikke lever evigt - i hvert fald ikke her på jorden.
Så bl.a. derfor er jeg i gang med oprydning i mine mange papirer.
Jeg fandt denne her, som jeg synes er interessant - af flere grunde:
Når jeg bliver gammel:
Når jeg bliver gammel, og mine børn har fået mand/kone, hus og børn, så vil jeg besøge hver af dem et helt døgn, og jeg vil smide mit overtøj i kurven til huer og vanter og stille skoene midt på gulvet..
Før de går i gang med at tilberede en lækker middag til mig, vil jeg lægge mig på sofaen for at se en film. Indimellem vil jeg spørge om, hvad vi skal have, og hvornår vi skal spise eller tale i telefon med mine venner.
Efter middagen vil jeg stille min tallerken oven på opvaskemaskinen, for derefter at læse ugeblade.
Næste morgen vil jeg gå i bad før alle de andre, og jeg vil lægge make-up og rigtig nusse om mig selv, mens de andre står og tripper for at komme til at tisse. Naturligvis vil jeg lade det våde håndklæde ligge på gulvet sammen med mit snavsede undertøj.
Når de er taget på arbejde og posten kommer med dagens avis, vil jeg nyde at rode rundt i sektionerne og måske tage en af dem med mig.
Inden jeg går, vil jeg lade morgenbordet stå, kyle teposen ned i vasken, træde ud af sutskoene midt på køkkengulvet, undlade at smide katten ud, lade alt lyset brænde og glemme at låse døren.
Så¨kan det være, de kommer i tanke om, hvorfor jeg var så sur, da de var teenagere.
Mor
Den er jo sjov og tankevækkende. Og det er sandelig ikke, fordi jeg ikke godt kan nikke genkendende til en del.
MEN: Jeg har været en rigtig ond mor!!!
Når min søn tog laaaange bade, så der ikke var mere varmt vand (det var før vi fik genvex), kunne jeg godt finde på at lukke for vandet midt i hans bad.
Hver af mine tre børn havde maddage, hvor de skulle hjælpe til.
Overtøj havde kroge, så det var nemt at hænge det op, og skoene havde bestemte hylder til at stille dem på. Og jeg forlangte det hængt op og stillet på rette plads, ellers blev de beordret ud af få det gjort.
Kræsenhed var ikke et ord, vi kendte til. Der blev spist det, der blev sat på bordet, og der blev ikke serveret andet. Og de lærte IKKE at være kræsne.
De måtte gerne gå i køleskabet for at finde noget at spise, når de kom hjem fra skole, men ikke efter kl. 16.00. Jeg holdt på, at det var til grin at stå og lave aftensmad, hvis de så allerede havde spist sig mætte.
Indtil de var 18, skulle de være hjemme senest kl. 01.00, hvis de var til fest i weekenden. Og de skulle komme ind til mig og sige, at nu var de hjemme.
Jeg forlangte, at de lavede budget og de lærte at føre regnskab. De fik tøjpenge, og de skulle slå til. Gjorde de ikke det, måtte man ønske sig tøj og sko i fødselsdags- og julegaver.
De havde arbejde efter skoletid, så de tjente til egne lommepenge.
Og der var sikkert flere ordninger, hvor jeg var den onde moder.
Man kan jo sagtens bare lade stå til og lade sine teenagebørn gøre, hvad de vil. Det har ikke været min stil, og er slet ikke min holdning. Det kan godt være, at det koster nogle diskussioner, men det kommer så rigeligt igen som goder. Så frem for at gå og være sur, skal man tage kampen op og lære sine børn nogle gode vaner, og at vi hænger sammen som familie, og at ingen kører på frihjul. Det er i hjemmet, de primært skal lære ordentlige værdier.
Med andre ord: Jeg syntes jo ikke selv, at jeg var ond! Tværtimod. Jeg har lært mine børn noget. At lade stå til, fordi man ikke orker at tage kampene, DET er ondt. Og det ser da ud, som om der er blevet nogle gode, søde og fornuftige børn ud af det!
lørdag den 16. marts 2019
Ghita Nørby - Ægte møde eller pænhed?
Kan det da ikke være totalt ligegyldigt at kaste sig ind i denne diskussion? Alle medier har en mening om dette interview, og tager stilling for eller imod Ghita Nørby. Er det ikke bare "dagens sladder" og "dagens forargelse", der her er på spil?
Når jeg får lyst til at skrive om det, hænger det sammen med, at der er langt mere på spil, end dagens sladder og forargelse. For mig at se handler det meget mere om, hvad det vil sige at være til stede overfor et andet menneske.
Når jeg får lyst til at skrive om det, hænger det sammen med, at der er langt mere på spil, end dagens sladder og forargelse. For mig at se handler det meget mere om, hvad det vil sige at være til stede overfor et andet menneske.
En af de filosoffer, jeg vender tilbage til gang på gang, er den østrigsk-jødiske filosof Martin Buber. Bubers vigtigste værk hedder "Jeg og du". Det, Buber vil sige med denne titel, er, at et menneske først bliver til et "jeg" eller en person, i og med at det opfattes og accepteres af andre mennesker som den, det er.
Det er farligt at give sig i lag med andre mennesker. Tryggere og sikrere at blive inden døre, ikke at skulle forholde sig til nogen. Og sådanne dage kan vi alle have brug for nu og da.
Men livet bliver først til i samvær med andre. Livet skal sættes på prøve og leves mellem mennesker. Der skal ikke spares på livet bag nedrullede gardiner. Livet skal bides i låret, som Benny Andersen udtrykker det.
Når et jeg møder et du kan der ske mirakler. Hvis vi sætter livet på spil. Ikke hvis vi lever det sikre liv, hvor vi ikke lader os ophidse, hvor vi blot er pæne og korrekte, aldrig bliver vrede, aldrig overstadige, går over gevind, eller risikerer at forløbe os. Hvor intet virkeligt kan røre os, fordi vi HAR besluttet, hvad vi mener om livets store spørgsmål.
Men der kan ske det mirakel, at der opstår et møde. Et ægte Bubersk møde. Som forandrer vort liv. Som ændrer vejen. Som rykker ved vore fastmonterede holdninger. Som kommer ind til kernen i livets saft og kraft. Som tvinger os til at tænke om igen. Eller gør os klogere. Eller får blodet i os til at rulle lidt lettere og hurtigere. Som får træernes blade til at synes grønnere.
Når to mennesker snakker med hinanden, er det ikke en relation, men et forhold, der opstår, siger Martin Buber. Hvis vi vel at mærke tør betragte den anden, du'et, som andet og mere end et det. Det er ikke længere et subjekt, der betragter et objekt, men der er to subjekter, der fører en fælles samtale. De åbner for sig selv, og lader den anden komme ind i deres subjektive rum. Man kan undertiden have et jeg-det-forhold til et andet menneske, men man kan kun blive et ægte jeg i relation til den anden som et du, hvor jeget helt er udleveret til den anden i fri og åben dialog. Det specifikt menneskelige er ikke jeget, men forholdet mellem jeget og duet.
Og ja - det kan være farligt, i betydningen at det kan rykke ved noget, som vi måske helst ville have skulle slumre sødt og uberørt. Vi udsætter os selv derved. Vi gør os også sårbare. Og vi slipper frivilligt kontrollen, og det er der rigtig mange af os, som absolut ikke er vant til.
Det betyder ikke, at vi ikke må være besindige, afbalancerede mennesker, og at vi bare kan vade ind over andre menneskers grænser. Slet ikke. Men det betyder, at vi kommer med alt det, som er os selv, og at vi tror på, at hvis vi vil leve et autentisk liv, så møder vi den anden i åbenhed og tillid og med hele vort væsen.
Det er ikke ethvert menneske, man kan det overfor, men som Løgstrup siger, er vi alle født med en grundlæggende tillid til andre mennesker. Det er først, hvis vi får grund til at være forbeholdne, at vi bliver det. Og det er heller ikke ethvert samvær med en anden, der bliver til et Bubersk møde.
Men når det sker, er det en salighed. Det er dér, livet bliver til. Det er dér, troen på livet genopleves. Det er dér, meningen med livet kan udfolde sig. Det har aldrig noget at gøre med at få RET, og det har heller ikke noget at gøre med at ville omvende den anden. Nej, det er mødet selv, der bliver det overraskende og uforudsigelige - og det jublende glade.
Men det kræver, at vi tør!
Form og indhold hænger sammen. Man kan ikke få et "ægte møde" i stand, under de forhold, som Iben Maria Zeuthen møder Ghita Nørby med. Og det øjner Ghitas trænede kunstnerblik på et splitsekund.
Men Iben forstår det ikke! Hun har tænkt sig at NØJES! Ak, hvor sørgeligt, når hun kunne have fået ALT!!!!!
Det er farligt at give sig i lag med andre mennesker. Tryggere og sikrere at blive inden døre, ikke at skulle forholde sig til nogen. Og sådanne dage kan vi alle have brug for nu og da.
Men livet bliver først til i samvær med andre. Livet skal sættes på prøve og leves mellem mennesker. Der skal ikke spares på livet bag nedrullede gardiner. Livet skal bides i låret, som Benny Andersen udtrykker det.
Når et jeg møder et du kan der ske mirakler. Hvis vi sætter livet på spil. Ikke hvis vi lever det sikre liv, hvor vi ikke lader os ophidse, hvor vi blot er pæne og korrekte, aldrig bliver vrede, aldrig overstadige, går over gevind, eller risikerer at forløbe os. Hvor intet virkeligt kan røre os, fordi vi HAR besluttet, hvad vi mener om livets store spørgsmål.
Men der kan ske det mirakel, at der opstår et møde. Et ægte Bubersk møde. Som forandrer vort liv. Som ændrer vejen. Som rykker ved vore fastmonterede holdninger. Som kommer ind til kernen i livets saft og kraft. Som tvinger os til at tænke om igen. Eller gør os klogere. Eller får blodet i os til at rulle lidt lettere og hurtigere. Som får træernes blade til at synes grønnere.
Når to mennesker snakker med hinanden, er det ikke en relation, men et forhold, der opstår, siger Martin Buber. Hvis vi vel at mærke tør betragte den anden, du'et, som andet og mere end et det. Det er ikke længere et subjekt, der betragter et objekt, men der er to subjekter, der fører en fælles samtale. De åbner for sig selv, og lader den anden komme ind i deres subjektive rum. Man kan undertiden have et jeg-det-forhold til et andet menneske, men man kan kun blive et ægte jeg i relation til den anden som et du, hvor jeget helt er udleveret til den anden i fri og åben dialog. Det specifikt menneskelige er ikke jeget, men forholdet mellem jeget og duet.
Og ja - det kan være farligt, i betydningen at det kan rykke ved noget, som vi måske helst ville have skulle slumre sødt og uberørt. Vi udsætter os selv derved. Vi gør os også sårbare. Og vi slipper frivilligt kontrollen, og det er der rigtig mange af os, som absolut ikke er vant til.
Det betyder ikke, at vi ikke må være besindige, afbalancerede mennesker, og at vi bare kan vade ind over andre menneskers grænser. Slet ikke. Men det betyder, at vi kommer med alt det, som er os selv, og at vi tror på, at hvis vi vil leve et autentisk liv, så møder vi den anden i åbenhed og tillid og med hele vort væsen.
Det er ikke ethvert menneske, man kan det overfor, men som Løgstrup siger, er vi alle født med en grundlæggende tillid til andre mennesker. Det er først, hvis vi får grund til at være forbeholdne, at vi bliver det. Og det er heller ikke ethvert samvær med en anden, der bliver til et Bubersk møde.
Men når det sker, er det en salighed. Det er dér, livet bliver til. Det er dér, troen på livet genopleves. Det er dér, meningen med livet kan udfolde sig. Det har aldrig noget at gøre med at få RET, og det har heller ikke noget at gøre med at ville omvende den anden. Nej, det er mødet selv, der bliver det overraskende og uforudsigelige - og det jublende glade.
Men det kræver, at vi tør!
Form og indhold hænger sammen. Man kan ikke få et "ægte møde" i stand, under de forhold, som Iben Maria Zeuthen møder Ghita Nørby med. Og det øjner Ghitas trænede kunstnerblik på et splitsekund.
Men Iben forstår det ikke! Hun har tænkt sig at NØJES! Ak, hvor sørgeligt, når hun kunne have fået ALT!!!!!
torsdag den 7. februar 2019
Ingrids provoblog: Forårsmoden 2019!!!!!
Ingrids provoblog: Forårsmoden 2019!!!!!: Hvor er det godt, vi har ugebladene! Jeg ville simpelthen ikke kunne komme med ind i foråret, hvis det ikke var for Femina! Men det blad hjæ...
Forårsmoden 2019!!!!!
Hvor er det godt, vi har ugebladene! Jeg ville simpelthen ikke kunne komme med ind i foråret, hvis det ikke var for Femina! Men det blad hjælper mig på alle tænkelige måder.
Tag nu denne uges Femina: Her får jeg heldigvis fortalt, hvad de 7 største tendenser til foråret er. Og hvis der skulle sidde en eller anden ignorant og ikke vide, hvad jeg snakker om med TENDENSER, så gælder det naturligvis TØJ!!! Altså det, vi går med! Har på kroppen!
Nu fremlægger jeg tendenserne i en anden rækkefølge, end den, der står i bladet. Nemlig efter hvor stort indtryk de gjorde på mig - og min undren.
Printmix: "Tørklæde- , blomster- og abstrakte print mixet med EXCENTRISKE mønstre og stærke farver, alt er tilladt" Hold nu da helt op! EXCENTRISKE mønstre, hva'beha'r!! Tøjmoden har godt nok opfanget, hvordan virkeligheden ser ud. I den er vi excentriske!! Enere. Individer. Individualister (som alle skal være excentriske) Det minder mig for øvrigt om Monty Pytons film Life of Brian. "Look, you've got it alle wrong! You don't need to follow me! You don't need to follow anybody! You're all individuals"! Frelseren belærer mængden om, at de skal være sig selv, og ikke blindt følge ham. De skal gøre, hvad de selv synes er rigtigt. Hvortil mængden svarer med én stemme: "Yes, we are all individuals", bortset fra Dennis, der siger "I am not"!
Og derudover: I forårets tøjmode ER ALT TILLADT! Hvad jeg har lært om god smag - glem det! Hvad der passer sammen i farver - er helt yt! Og hvad man holder sig til i farve- og mønstervalg, når man sætter ting sammen - outdated! Her kommer jeg til at tænke politik. Og politiske partier, og her passer tøjmoden FULDSTÆNDIG ind, og har fanget de væsentligste trends: Glem alt om god smag, god stil, hvad der passer sammen - det er OUTDATET!!!
"Hold dog fast i, at de samme nuancer/farver går igen som en lille rød tråd i dit eklektiske look"! Nå dog!!
En LILLE rød tråd - akkeja, igen tænker jeg politik. Dit EKLEKTRISKE look? En eklektriker er én, som
uden at have en selvstændig anskuelse udvælger det, han finder bedst i andres (filosofiske, kunstneriske el. videnskabelige idéer og sammensætter det til et hele. Jeg må le!!! Men det er moden her i foråret! Tænk, at "de", altså trendsætterne, har kunnet SE det!!!
Sporty: Det er muligt, du ikke mener, at du er "sporty". Det er lige meget, for nu skal vi tilbage til 90'ernes oversizeblazere og boucléjakker, SOM GIVER ET COOL BUSINESSLOOK!!! Aha!! Det er altså DET, det kommer an på! Du skal have et cool businesslook! Hvad nu hvis man er børnehavepædagog? WHAT? Har du ikke fanget den endnu? Cool businesslook, det er DET, du skal lære børnene. Altså her i foråret, og du skal selvfølgelig gå forrest, bl.a. med dit outfit. Så kan du altid ændre pædagogik til efteråret!
Cykelshortsene er også nævnt! Mon ikke den trend er opsamlet efter Kronprinsesse Marys tale til sin mands 50-års fødselsdag sidste år? Mary ER jo lidt af en trendsætter, hende kan vi godt lide! Og den ironiske distance, der lå i hendes billedtegning af kronprinsen i cykelshorts - jo, DET kan vi helt bestemt godt lide, vi elsker ironi, så har vi nemlig både sagt for og imod, helt uden omkostninger.
Det inderste yderst: Her er vi også tilbage i 90'erne, hvor vi gik med underkjolen udenpå tøjet. Altså nogen af os! Men 2019-udgaven er en DELIKAT fortolkning med romantiske slip-dresses. Dette sidste ord måtte jeg slå op, og endda have Google til at oversætte. Jow jow, det er en glidekjole, der ligner en underslip, skåret på forspændingen. Så ved du det!
Jæ ve snart ik'? Sku' jeg vove en hypermoderne udgave og tage BH'en udenpå skjorten? Der ville blive kigget på mig, det er helt sikkert. For jeg er en 85D! Men er det ikke også det, det kommer an på, når vi følger moden? At blive kigget på!
Så rummer dette også blondetoppe og nederdele med smukke kanter. Og bladet anbefaler: "Brug dette som en del af et RENT OG USKYLDIGT lag på lag-look..." Nå for sørensen da! Rent og uskyldigt? Sammen med det cool businesslook? Det føles lissom det stikker i hver sin retning. Men det passer måske meget godt ind i printmix-look'et, hvor man også blander ting, man troede ikke kunne blandes.
Tie-dye: Efter lidt søgning, fandt jeg ud af, at det betyder "bundet og farvet". Jo, det kunne jeg vel have sagt mig selv, men hvad mener man sådan nærmere? Det gør bladets tekst rede for: "Det elskede (eller måske forhadte) hippieprint ..." O.k. så er det næsten lissom jeg føler mig mere hjemme, og det ER ganske rigtigt en gammel 70'er stil, der er "en moderne upgrade til smukt print i mere rene farvekombinationer". Nå! Hvad var der nu i vejen med mine batikfarvede sweatshirts og tørklæder? Måske skulle jeg finde noget frem, jeg har vist et par ting liggende. Det ville sikkert gøre sig ned over min uden-på-BH! Det skal mixes med denim (det kan jeg klare) eller bare ben (det klarer jeg også) i korte støvler (o.k. - må det være med hæl?) "og få det skønne afslappede boho-look". Jeg gætter på, det betyder bohemeagtige look. Boho lyder godt nok bare smartere. Lidt ligesom buh huh. Eller bøh(mand)
Mon det skal sættes sammen med det cool businesslook?
Jeg holder her. Anyway - dette forår bliver en virkelig udfordring for mig, kan jeg læse i Femina. Men jeg må vel hænge på, hvis jeg skal nå at blive et INDIVIDUELt, EXCENTRISK, COOL BUSINESS-LOOK-ALIKE, DELIKAT, RENT OG USKYLDIGT EKLEKTISK væsen, bevægende mig ud i foråret - i øvrigt iført gult i alle farvenuancer, som også hører med til det hotte her i foråret. Jeg får travlt!
Tag nu denne uges Femina: Her får jeg heldigvis fortalt, hvad de 7 største tendenser til foråret er. Og hvis der skulle sidde en eller anden ignorant og ikke vide, hvad jeg snakker om med TENDENSER, så gælder det naturligvis TØJ!!! Altså det, vi går med! Har på kroppen!
Nu fremlægger jeg tendenserne i en anden rækkefølge, end den, der står i bladet. Nemlig efter hvor stort indtryk de gjorde på mig - og min undren.
Printmix: "Tørklæde- , blomster- og abstrakte print mixet med EXCENTRISKE mønstre og stærke farver, alt er tilladt" Hold nu da helt op! EXCENTRISKE mønstre, hva'beha'r!! Tøjmoden har godt nok opfanget, hvordan virkeligheden ser ud. I den er vi excentriske!! Enere. Individer. Individualister (som alle skal være excentriske) Det minder mig for øvrigt om Monty Pytons film Life of Brian. "Look, you've got it alle wrong! You don't need to follow me! You don't need to follow anybody! You're all individuals"! Frelseren belærer mængden om, at de skal være sig selv, og ikke blindt følge ham. De skal gøre, hvad de selv synes er rigtigt. Hvortil mængden svarer med én stemme: "Yes, we are all individuals", bortset fra Dennis, der siger "I am not"!
Og derudover: I forårets tøjmode ER ALT TILLADT! Hvad jeg har lært om god smag - glem det! Hvad der passer sammen i farver - er helt yt! Og hvad man holder sig til i farve- og mønstervalg, når man sætter ting sammen - outdated! Her kommer jeg til at tænke politik. Og politiske partier, og her passer tøjmoden FULDSTÆNDIG ind, og har fanget de væsentligste trends: Glem alt om god smag, god stil, hvad der passer sammen - det er OUTDATET!!!
"Hold dog fast i, at de samme nuancer/farver går igen som en lille rød tråd i dit eklektiske look"! Nå dog!!
En LILLE rød tråd - akkeja, igen tænker jeg politik. Dit EKLEKTRISKE look? En eklektriker er én, som
uden at have en selvstændig anskuelse udvælger det, han finder bedst i andres (filosofiske, kunstneriske el. videnskabelige idéer og sammensætter det til et hele. Jeg må le!!! Men det er moden her i foråret! Tænk, at "de", altså trendsætterne, har kunnet SE det!!!
Sporty: Det er muligt, du ikke mener, at du er "sporty". Det er lige meget, for nu skal vi tilbage til 90'ernes oversizeblazere og boucléjakker, SOM GIVER ET COOL BUSINESSLOOK!!! Aha!! Det er altså DET, det kommer an på! Du skal have et cool businesslook! Hvad nu hvis man er børnehavepædagog? WHAT? Har du ikke fanget den endnu? Cool businesslook, det er DET, du skal lære børnene. Altså her i foråret, og du skal selvfølgelig gå forrest, bl.a. med dit outfit. Så kan du altid ændre pædagogik til efteråret!
Cykelshortsene er også nævnt! Mon ikke den trend er opsamlet efter Kronprinsesse Marys tale til sin mands 50-års fødselsdag sidste år? Mary ER jo lidt af en trendsætter, hende kan vi godt lide! Og den ironiske distance, der lå i hendes billedtegning af kronprinsen i cykelshorts - jo, DET kan vi helt bestemt godt lide, vi elsker ironi, så har vi nemlig både sagt for og imod, helt uden omkostninger.
Det inderste yderst: Her er vi også tilbage i 90'erne, hvor vi gik med underkjolen udenpå tøjet. Altså nogen af os! Men 2019-udgaven er en DELIKAT fortolkning med romantiske slip-dresses. Dette sidste ord måtte jeg slå op, og endda have Google til at oversætte. Jow jow, det er en glidekjole, der ligner en underslip, skåret på forspændingen. Så ved du det!
Jæ ve snart ik'? Sku' jeg vove en hypermoderne udgave og tage BH'en udenpå skjorten? Der ville blive kigget på mig, det er helt sikkert. For jeg er en 85D! Men er det ikke også det, det kommer an på, når vi følger moden? At blive kigget på!
Så rummer dette også blondetoppe og nederdele med smukke kanter. Og bladet anbefaler: "Brug dette som en del af et RENT OG USKYLDIGT lag på lag-look..." Nå for sørensen da! Rent og uskyldigt? Sammen med det cool businesslook? Det føles lissom det stikker i hver sin retning. Men det passer måske meget godt ind i printmix-look'et, hvor man også blander ting, man troede ikke kunne blandes.
Tie-dye: Efter lidt søgning, fandt jeg ud af, at det betyder "bundet og farvet". Jo, det kunne jeg vel have sagt mig selv, men hvad mener man sådan nærmere? Det gør bladets tekst rede for: "Det elskede (eller måske forhadte) hippieprint ..." O.k. så er det næsten lissom jeg føler mig mere hjemme, og det ER ganske rigtigt en gammel 70'er stil, der er "en moderne upgrade til smukt print i mere rene farvekombinationer". Nå! Hvad var der nu i vejen med mine batikfarvede sweatshirts og tørklæder? Måske skulle jeg finde noget frem, jeg har vist et par ting liggende. Det ville sikkert gøre sig ned over min uden-på-BH! Det skal mixes med denim (det kan jeg klare) eller bare ben (det klarer jeg også) i korte støvler (o.k. - må det være med hæl?) "og få det skønne afslappede boho-look". Jeg gætter på, det betyder bohemeagtige look. Boho lyder godt nok bare smartere. Lidt ligesom buh huh. Eller bøh(mand)
Mon det skal sættes sammen med det cool businesslook?
Jeg holder her. Anyway - dette forår bliver en virkelig udfordring for mig, kan jeg læse i Femina. Men jeg må vel hænge på, hvis jeg skal nå at blive et INDIVIDUELt, EXCENTRISK, COOL BUSINESS-LOOK-ALIKE, DELIKAT, RENT OG USKYLDIGT EKLEKTISK væsen, bevægende mig ud i foråret - i øvrigt iført gult i alle farvenuancer, som også hører med til det hotte her i foråret. Jeg får travlt!
fredag den 11. januar 2019
Tanker fra en midaldrende
Mor og jeg står ved kantstenen og kigger os for, inden vi går over gaden. Mor stikker lige sin højre hånd hen over min krop - jeg skulle jo nødig gå over, før der er fri bane. Mor er på dette tidspunkt ca 80, jeg er 52. Nå, men vi kommer da over gaden, og jeg siger med et stort grin: "Det er godt nok mærkeligt, at jeg selv klarer mig i trafikken, når du ikke er med! Hun smiler, er lidt flov og brødebetynget!!
Jeg har aldrig glemt det, skønt det nu er mange år siden, og mor har været død i 7 år. (Hun døde som 90 årig).
Jeg har tænkt en del over, hvad denne episode er et udtryk for. Selvfølgelig det helt oplagte, at man aldrig holder op med at være mor; med at bekymre sig om sine børn, uanset hvor gamle de og en selv er.
Men det er alligevel tankevækkende, at mor - som aldrig fik kørekort - som altid var lidt nervøs for at færdes i trafikken, som ikke kunne finde rundt, hvis hun var bare lidt uden for sine vante omgivelser, mener, at hun er bedre til at passe på, end jeg er.
Og så er det jo, at jeg kommer til at tænke: Er jeg selv sådan i forhold til mine egne voksne børn? Og hvis vi ser bort fra emnet trafik, og breder det ud: Tror jeg, at jeg stadig er bedre end mine børn, til at leve i denne verden? Fordi jeg er ældre? Mere erfaren? Klogere?
Absolut og aldeles nej, når det kommer til at færdes i trafikken. Well, jeg har da kørekort, og klarer mig fint - har aldrig haft selvforskyldte nævneværdige uheld. Og Gud ske tak og lov for GPS'ens opfindelse, for ellers var jeg virkelig på den, jeg kan nemlig heller ikke finde rundt.
Og helt sikkert nej, når det kommer til at færdes på internettet, sociale medier, gøre brug af teknologien generelt, at kunne finde ud af og kunne gebærde sig i alt det nye, som indenfor den genre dukker op.Nej, der har JEG brug for DEM. Eller endog mine børnebørn. Selv om jeg da klarer mig til husbehov.
Jeg læser meget, følger med i nyheder, prøver i det hele taget at være opdateret med, hvad der sker i verden. Min yngste kalder mig intellektuel, skønt jeg ikke er akademiker, som hun selv er. Men jeg er begyndt at mærke, når vi alle er sammen, (jeg har tre voksne børn i trediverne), at DE taler indforstået om en del ting, hvor JEG må spidse ører, eller spørge, hvad de taler om. De bruger også ord og vendinger, som jeg ikke er bekendt med, skønt jeg kalder mig selv sprognørd.
Af og til, når vi så taler indenfor områder, som jeg synes er mit gebet, så bliver jeg irettesat: Ikke ubehøvlet eller noget i den retning, men bare konstaterende: Nej mor, i dag har man forladt denne teori (når vi f. eks. taler om psykologi. - )
Det er jo tankevækkende! Jeg vil stadig gerne lære nyt. Jeg prøver at følge med i, hvad der kommer. Jeg lytter glad og gerne til deres viden, deres holdninger. Og må konstatere, at jeg ikke længere ER bedrevidende, i ordets bogstaveligste mening.
Langt hen af vejen taler vi som ligeværdige, synes jeg da. Men mange gange opdager jeg, at de har overhalet mig. Og for det meste gør det mig glad, for er det ikke også det, der er meningen? Jeg har kloge børn, dygtige børn, som alle klarer sig glimrende i deres liv.
Og så sidder jeg alligevel tilbage med små tanker: Jo-o - men jeg HAR jo større erfaringer, jeg HAR jo gennemgået dit eller dat. Det ER jo ikke sikkert, at alt hvad der er nyt er det bedste. Og jeg VED jo da, at der indenfor rigtig mange emner "intet nyt er under solen", - det får bare andre navne, ny iklædning.
Tjah - bare sådan nogle tanker fra en godt og vel midaldrende kvinde!!!
Jeg har aldrig glemt det, skønt det nu er mange år siden, og mor har været død i 7 år. (Hun døde som 90 årig).
Jeg har tænkt en del over, hvad denne episode er et udtryk for. Selvfølgelig det helt oplagte, at man aldrig holder op med at være mor; med at bekymre sig om sine børn, uanset hvor gamle de og en selv er.
Men det er alligevel tankevækkende, at mor - som aldrig fik kørekort - som altid var lidt nervøs for at færdes i trafikken, som ikke kunne finde rundt, hvis hun var bare lidt uden for sine vante omgivelser, mener, at hun er bedre til at passe på, end jeg er.
Og så er det jo, at jeg kommer til at tænke: Er jeg selv sådan i forhold til mine egne voksne børn? Og hvis vi ser bort fra emnet trafik, og breder det ud: Tror jeg, at jeg stadig er bedre end mine børn, til at leve i denne verden? Fordi jeg er ældre? Mere erfaren? Klogere?
Absolut og aldeles nej, når det kommer til at færdes i trafikken. Well, jeg har da kørekort, og klarer mig fint - har aldrig haft selvforskyldte nævneværdige uheld. Og Gud ske tak og lov for GPS'ens opfindelse, for ellers var jeg virkelig på den, jeg kan nemlig heller ikke finde rundt.
Og helt sikkert nej, når det kommer til at færdes på internettet, sociale medier, gøre brug af teknologien generelt, at kunne finde ud af og kunne gebærde sig i alt det nye, som indenfor den genre dukker op.Nej, der har JEG brug for DEM. Eller endog mine børnebørn. Selv om jeg da klarer mig til husbehov.
Jeg læser meget, følger med i nyheder, prøver i det hele taget at være opdateret med, hvad der sker i verden. Min yngste kalder mig intellektuel, skønt jeg ikke er akademiker, som hun selv er. Men jeg er begyndt at mærke, når vi alle er sammen, (jeg har tre voksne børn i trediverne), at DE taler indforstået om en del ting, hvor JEG må spidse ører, eller spørge, hvad de taler om. De bruger også ord og vendinger, som jeg ikke er bekendt med, skønt jeg kalder mig selv sprognørd.
Af og til, når vi så taler indenfor områder, som jeg synes er mit gebet, så bliver jeg irettesat: Ikke ubehøvlet eller noget i den retning, men bare konstaterende: Nej mor, i dag har man forladt denne teori (når vi f. eks. taler om psykologi. - )
Det er jo tankevækkende! Jeg vil stadig gerne lære nyt. Jeg prøver at følge med i, hvad der kommer. Jeg lytter glad og gerne til deres viden, deres holdninger. Og må konstatere, at jeg ikke længere ER bedrevidende, i ordets bogstaveligste mening.
Langt hen af vejen taler vi som ligeværdige, synes jeg da. Men mange gange opdager jeg, at de har overhalet mig. Og for det meste gør det mig glad, for er det ikke også det, der er meningen? Jeg har kloge børn, dygtige børn, som alle klarer sig glimrende i deres liv.
Og så sidder jeg alligevel tilbage med små tanker: Jo-o - men jeg HAR jo større erfaringer, jeg HAR jo gennemgået dit eller dat. Det ER jo ikke sikkert, at alt hvad der er nyt er det bedste. Og jeg VED jo da, at der indenfor rigtig mange emner "intet nyt er under solen", - det får bare andre navne, ny iklædning.
Tjah - bare sådan nogle tanker fra en godt og vel midaldrende kvinde!!!
Abonner på:
Opslag (Atom)