Jeg er gammel!
Jeg er handicappet!
Jeg er gammel og handicappet
Jeg er gammel - lige om lidt 70 år. Og mere og mere handicappet for hver dag, der går!
Det går mest op for mig, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg kan kun gå ganske lidt. Indtil 50 m, helst med stok. Fra 50 til 100 m med rollator. Over 100 m skal jeg i kørestol - og er hermed afhængig af et andet menneske. Noget jeg har svært ved at forlige mig med.
Jeg udtrættes hurtigt. Sover 12 timer i døgnet. Dog ikke samlet, for jeg vågner med et par timers mellemrum. Jeg kan kun ligge på siden, da jeg også har søvnapnø, og kun på den samme side et par timer, for så vågner jeg p.g.a. smerter, og/eller fordi jeg skal op at tisse.
Jeg lever mit liv siddende, så har jeg det bedst. Når jeg har en bare lidt bedre dag, tager jeg ud for at handle, og så handler jeg stort ind, så jeg kan klare mig et godt stykke tid, for jeg ved ikke, hvornår jeg igen har mod på den fysiske anstrengelse, det er, at skulle handle. Jeg har prøvet at købe ind hos Osuma på nettet. Det kan også godt lade sig gøre, - men det er dyrt at handle på den måde. Og så er jeg ikke engang en af de fattige pensionister; for jeg har til dagen og vejen, - men heller ikke mere - så der klager jeg ikke. Men en gang imellem vil jeg gerne ud for selv at finde varerne, og for at se hvordan "verden" er kommet til at se ud, siden jeg sidst så den.
Jeg kan godt selv handle. Jeg hænger ind over en indkøbsvogn. Kønt ser det sikkert ikke ud, men det er jeg så ret ligeglad med. Det værste er at komme igennem kassen, og især at få varerne pakket sammen, for det kræver, at jeg står nogenlunde ret op i længere tid, end jeg kan klare p.g.a. smerter. Derfor har jeg valgt kun at handle i Super Brugsen på Strandbyplads, for der er de altid så venlige at hjælpe mig med at pakke varerne sammen, når blot jeg beder om det, når det bliver min tur. Nogle gange kalder de en medarbejder, andre gange rejser kasseekspedienten eller -tricen sig og gør det selv.
Jeg HAR prøvet at handle i Netto, men der siger de rent ud, at de ikke har personale til at hjælpe mig med at pakke varerne. I Rema gør de det nogle gange, men jeg kan ikke være sikker. Så der handler jeg mest, hvis jeg mangler bare få ting, for det kan jeg så gøre med rollator, da jeg så kan sætte mig på den ind imellem.
Men der er mange dage, hvor jeg IKKE engang kan det p.g.a. mine handicap.
Jeg er kronisk smertepatient. Det er jeg, fordi jeg har spinal stenose, som populært sagt er en lidelse i ryggen, som gør at der er nogle nerver, der bliver trykket på konstant, lige så såre jeg rejser mig op. Så har jeg svær slidgigt i begge hofter og ryg. Og så har jeg fibromyalgi. Jeg burde have nye hofter, men lægerne mener, at det ikke vil gavne mig nok, fordi de andre lidelser "tager over", og at jeg desuden ikke ville kunne træne nok, hvad man jo skal med en ny hofte. Jeg kunne også godt blive opereret for spinal stenose, men der er ca 50 pct. risiko for, at jeg vil få det værre, d.v.s. flere smerter og desuden stivhed i ryggen, så min bevægelse bliver forringet. 50 pct. føler sig hjulpet, men man ved jo ikke, om man er en af dem. Det kan selvfølgelig ende med, at jeg bliver nødt til det, hvis smerterne bliver så slemme, at jeg heller ikke kan ligge ned.
Smerteklinikken i Give har hjulpet mig for nogle år siden med afprøvning af medicin. Det gik der ca 2 år med, for det tager tid at trappe ind, registrere virkningen en tid, og trappe ud igen af det ene smertestillende middel efter det andet. Jeg landede til sidst på noget, jeg havde færrest smerter og bivirkninger af. Dog kommer jeg ikke udenom den bivirkning, at jeg er kronisk træt. Men det er dog bedre, end at have for mange smerter.
Smerteklinikken i Give er nedlagt, man har flyttet "resterne" til Grindsted Sygehus. Det har jeg prøvet, og kan ikke bruge til noget. Slet slet ikke den kompetance og empati, som jeg oplevede på Give.
Jeg er altid stillet over for det dilemma, om jeg skal fortælle folk om mine problemer. Jeg vil helst ikke lyde som en jammerkommode, når jeg er ude blandt andre. Men omvendt kan jeg heller ikke forvente forståelse og/eller hensyntagen, hvis jeg ikke melder ærligt ud. Det er noget, jeg har arbejdet meget med. Fra at være vant til at klare mig selv fuldt ud - for slet ikke at snakke om, da jeg var i fuldtidsarbejde og mor til 3. Men da havde sygdommene ikke udviklet sig så meget endnu. Da havde jeg kun astma. Som også til tider var slem nok, og jeg kan stadig en sjælden gang få anfald. Men så har jeg heldigvis min nødhjælpsmedicin, som jeg ALTID har med mig.
Nå, men nu har jeg så besluttet at melde klart ud her. Også af den grund, at jeg meget ofte må melde afbud til noget, jeg ellers har meldt mig til og gerne vil. Det er ikke altid, at folk kan forstå det.
Når folk spørger, hvordan jeg har det, plejer jeg at sige: Fysisk er det ikke noget at råbe hurra for, men psykisk har jeg det heldigvis fint. Sådan er det for det meste.Og i sommer havde jeg sådan håbet på, at jeg ville få det lige så godt, som jeg havde sidste sommer. Det skete desværre ikke, og siden er det gået ned ad bakke. Og så begyndte min gamle lidelse, tyktarmsbetændelse, igen at røre på sig, så jeg to gange her i efteråret har været syg af dette. Og nu har jeg så i ca 3 uger haft feber on/off, ondt i halsen og øret og øgede smerter i kroppen som helhed. Jeg ER vaccineret mod influenza, men kan selvfølgelig godt have det alligevel. Og så har jeg fået problemer med blære og nyrer. Men min læger HAR henvist mig til diverse specialister, jeg har heldigvis en forstående og god læge.
Jeg har ikke været sammen med ret mange mennesker en rum tid. Normalt deltager jeg i forskellige studiekredse, foredragsaftener, koncerter, især i diverse kirkelige og kulturelle sammenhænge. For der skal jeg jo bare sidde ned, så føler jeg mig næsten normal. Men selv det har jeg ikke kunnet et godt stykke tid.
Og så er det, at det pludselig går op for mig, at jeg er gammel! Og handicappet! Og at det altså har nogle konsekvenser. Og selv om jeg nu har været handicappet i adskillige år, har jeg stadigvæk svært ved at bede andre mennesker om den hjælp, som jeg selvfølgelig ind imellem har brug for. Jeg har haft havemand i mange år, og skal have en ny inden den kommende sæson begynder, så hvis du kender én, så sig til ... Jeg har kommunal rengøring hver 14. dag, de skrifter sengetøj og tager gulve, resten må jeg selv klare. Det kan jeg så ikke, så det betaler jeg mig fra. Min søn er sød til at hjælpe med diverse reparationsarbejder, han bor heldigvis her i byen; men jeg vil heller ikke bede ham lave noget, hver gang jeg ser ham. Så det betaler jeg mig også ofte fra.
Der er meget, jeg IKKE kan, og som jeg er ked af: Jeg kan ikke passe mine børnebørn i den udstrækning, jeg gerne ville. Jeg kan ikke have gæster i den udstrækning, jeg havde før i tiden. Alt skal planlægges ned til mindste detalje, for at jeg kan magte det, og indkøb og forberedelser foregå over flere dage. Spontanitet - som jeg normalt elsker - kan sjældent lade sig gøre. Jeg kan ikke lave aftaler om formiddagen, da jeg oftest sover for at få dækket mit behov bare nogenlunde. Mine to piger bor i Vejle, dem og deres familier ville jeg også godt se noget oftere.
Jeg lever mit liv siddende, som jeg skrev ovenfor. Heldigvis har jeg mange interesser, som man kan foretage på den måde. Jeg læser rigtig meget, ser meget TV, er en del på nettet, medlem af diverse nørdede grupper på facebook, hækler meget, og når ellers jeg har det rimeligt, deltager jeg da i ting som beskrevet. MEN - slet ikke i den udstrækning, som jeg gjorde førhen, og som jeg gerne ville.
Er det sådan at være gammel - og handicappet?? Eller er jeg et brokkehoved???
