mandag den 15. maj 2017

Tab dig - uden at være på kur 6. SØVN

Søvn!

Jeg er da på ingen måde færdig med salaten. 
Men her skal det ikke kun gå op i mad.
i dag vil jeg skrive om søvn.

Jeg kan ikke kraftigt nok opfordre til, at

 DU MÅ IKKE VÆRE TRÆT. 

For hvad sker der så? Der sker lige nøjagtig det, at 
* din selvdisciplin ryger
* dit overblik ryger
* din sukkertrang tager over
* din fedttrang tager over
* alle de fødevarer, der trigger dig, bliver SÅ uimodståelige
* du spiser for meget
* du spiser for tit

Sørg for at få sovet! Og sovet ordentlig, det vil som regel sige NOK!

Hvordan din søvnrytme er, betyder ikke noget. Men du skal ikke være træt.

Min søvnrytme er ikke én, der ville blive gouteret i mine forældres tid. Der hed det "tidligt op og tidligt i seng", og man skal ikke ligge og snue til langt op af formiddagen.

Jeg er altså ligeglad. Jeg har i hele mit arbejdsliv og børneliv måttet indrette mig på alle andres tidsskema end mit eget. Jeg er pensionist og kan gøre, som det passer mig. Hvor er jeg altså heldig.

Min rytme ser sådan her ud: Stå op kl. 9.00. Gå i seng kl. 00.30. Læse til 01.30. Det giver 7 1/2 times sammenhængende søvn. D.v.s. sammenhængende er den ikke helt, for jeg er oppe og tisse et par gange. 

Og ydermere: Selv om min rytme helst skulle være som ovenfor beskrevet, så er det ikke sikkert, at det altid fungerer sådan i praksis. Jeg er også kronisk smertepatient, og jeg har i mange år døjet med det soveri. Men jeg satser virkelig meget på, at det SKAL lykkes at holde min døgnrytme.

MEN - de nætter, hvor jeg så ikke kan sove, skal jeg stå op i stedet for at ligge og "lide". Og jeg ved så også godt, at alle gode teorier siger, at jeg så næste dag skal stå op kl. 9.00 og holde rytmen. Ja ja ja, og det har jeg prøvet på i MANGE år. Det duer bare ikke for mig. For mine dage bliver ødelagte. Jeg KAN ikke fungere, og jeg overspiser, spiser forkert, bliver irritabel, helt umulig. 

Hvad jeg så gør? Jeg falder måske først i søvn hen på morgenstunden, og så sover jeg, til jeg vågner, og det kan godt ind imellem først være til middag. Men SÅ er jeg også frisk!

Jeg skal på ingen måde anbefale skæve døgnrytmer. Men jeg kan ikke nok pointere, at DU SKAL SOVE, SÅ DU IKKE ER TRÆT. Jeg lægger aldrig møder og lign. om formiddagen, hvis jeg kan blive fri. Og jeg har meget ofte måttet melde fra til noget, fordi jeg ikke har sovet på "de rigtige" tidspunkter. Det ved min omgangskreds. Det har taget mig ÅR at nå dertil, at sådan er det altså bare. Jeg vil ikke hverken skamme mig, være flov, være forlegen, føle mig forkert osv af den grund. 

Jeg skal bare sove! Og kan det ikke blive efter normal plan, så må det blive når det kan. For sove skal jeg, ELLERS ÆDER JEG!!!

Som kronisk smertepatient skal jeg også tage små hvil i dagens løb, og det prøver jeg også på, så godt jeg kan. 

Du ved selv, hvor mange timer, du skal sove, for at være udhvilet. Og hvis du arbejder og har små børn, så kan det være svært med denne insisteren, det ved jeg alt om. Så må du være kreativ og finde hvilestunder for dig selv, når det kan lade sig gøre. Og ja - jeg kan sagtens sige, at du ikke må være træt. Det ER man, når man er på arbejdsmarkedet og har børn. 

Men vil du tabe dig, må du sørge for at få søvn nok. Det er de hårde kendsgerninger, som jeg har erfaret. Så det er om at være kreativ!!! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar