Så nærmer dagen sig. D. 8. marts. Kvindernes dag. Dagen hvor vi kæmper for ligeløn, ligeværd, for at blive set og hørt, og - ikke mindst - for 3. verdens lande. Det sidste er det bedste, for det er så langt væk, så vi passende kan slippe for at gøre andet, end at trykke "synes godt om" på facebook, når vore medsøstre kaster sig ud i alenlange artikler om kvinders vilkår rundt omkring i verden.
Hvad ville der ske, hvis kvinden lagde sin kampdag derhjemme? Hvis hun - bare i en uge - UNDLOD at være førerhunden derhjemme?
Alt ville gå i stå, der ville ikke blive smurt madpakker, børnene ville komme i skole med en rød og en blå sok, der .....næ, næ, næ, stop STOOOOOP - - - jeg mener, hvis kvinden kæmpede med SIG SELV!!!!!
Åh, Gud, - som om vi ikke har gjort det i årevis. Taget kurser i selvudvikling, tabt 10 kg masser af gange, gået i fitnesscenter og....NEJ! Det er ikke det, jeg mener! Det, jeg mener er:
Hvorfor skal DINE normer for, hvornår der er rent i et hjem, gælde? Fordi der ellers aldrig ville blive gjort rent, siger du? Mon dog! Har du nogensinde prøvet andet? Åh ja, siger du. Jeg HAR prøvet at lade alt ligge, for at se, om han dog ikke lettede røven på et eller andet tidspunkt. Ja, det har du sikkert. Med martyrglorien skinnende og selvretfærdigheden osende omkring dig. Jeg vil gerne vædde 10 spritnye gulvklude på, at dette forsøg endte i et skænderi. Startet af dig. Jamen, jeg kan ikke holde ud, når der bliver for beskidt, og han ser det ikke, klynker du i din retfærdige harme. Hvis du ikke kan holde det ud, så gør rent! Jamen, hvorfor skal han ikke hjælpe til? Sagde du ikke lige, at DU ikke kunne holde det ud, når der blev for beskidt. Så det er jo DIT problem! Det hænder da også, at han hjælper mig med at gøre rent, hvis jeg beder ham om det. Men det bliver jo bare ikke gjort særlig grundigt, så. Og han bliver også nogen gange så sur, hvis jeg beder ham hjælpe til, så er det nemmere bare selv at gøre det.
Her spoler vi lige båndet tilbage. Til dengang, I var nyforelskede og lige var flyttet sammen. Du elskede at gå og pynte op, flytte om, pussenusse i jeres hjem. Du elskede at købe ind, lave lækre retter, tænde stearinlys, hygge om ham. På et eller andet tidspunkt - måske når I fik det første barn - måske før - begyndte du at synes, at du tog det hårde slæb i hjemmet. Så vil du have ham på banen. Og hvad sker? Han vil ikke? - - - Tårer, skænderier, skuffelse, hårde ord, hulk!
Det går op for dig, at du har LEGET IDYL! Det var så yyyyyyndigt, at indrette eget hjem, det var så deeeeejligt at hygge om ham. Men så kom hverdagen. Og nu er det så tid at se, om det ER jer to. Om kærligheden KAN bære, at I er to - eller tre. Og hvor du vil eller ikke vil lægge dine kampe - og om du vil eller ikke vil bære konsekvenserne heraf. Tænk dig om.
Tænk dig rigtig, rigtig godt om. For hvad der sker nu, kan gå hen og blive modellen på, hvordan i i det hele taget løser konflikter i jeres forhold.
Jeg har kendt forhold, hvor man aldrig tog den konflikt op. Hvor kvinden til evig tid følte sig som slaven i forholdet. Det var HENDE, der måtte ordne det meste derhjemme, fordi "sådan var det bare gået hen og blevet". Og hun havde pippet nogle gange, men havde ikke turdet tage den store tur, fordi hun ikke kunne holde mandens surmuleri og modstand ud. Han havde jo vænnet sig til, at tingene var sådan, så hvad stak pludselig konen?
Min mand er god til at hjælpe til derhjemme, sagde en af mine veninden. Åh, javel ja. Så han "hjælper til"? Det er altså dig, han hjælper? Det vil jo sige, at det derhjemme er dit? Gu' er det da ej. Det er JERES. Med mindre, selvfølgelig, at I er blevet enige om noget andet. Jeg mener ENIGE. Og jeg roser ham altid, når han har hjulpet til! Gud fri mig vel. Du lyder som en mor til et barn. En, der skal roses: Dyyyyygtig! Stor dreng! Og så kan I kneppe om aftenen? Man knepper sgu' da ikke sin mor!!!
Ja, min mand kommer jo aldrig ind i krogene, når han støvsuger. Jamen dog! Det var dog forfærdeligt. Nej, min mand tror også, alle rum er runde, griner vi så. Nææææ, vi kvinder, vi ER nu de bedste....
Også til børnepasning. Min mand har lovet at være barnepige i aften, - siger hun, som sprunget ud af en 50'er film. Er man barnepige for sit eget barn? Og hun siger: Du skal lægge bleen sådan, nej ikke sådan! Du skal ikke stille sukkeret der! Der skal gøres rent mindst en gang om ugen! Vasketøjet skal lægges sorteret til vask! Vi skal købe stort ind om lørdagen, du skal selvfølgelig med! osv osv.
Hvem siger, at der skal gøres rent i hver uge? Og at der skal købes stort ind om lørdagen? Og at man skal være to til det? Og at sukkeret skal stå der? Og at barnet skal sove der eller der? Hvem er det, der skaber en vatpik til mand, som ender med ikke at kunne noget som helst derhjemme, fordi han ikke kan gøre det godt nok til sin kone? Hvem er det, der synes, at martyrrollen er at foretrække for den sexede kvinde med nullermænd i krogene.
Og hvad er det for en kvinde, som har opdraget en dreng til at være sådan en hængerøv, så han ikke kan sortere vasketøj eller lave frikadeller eller se forskel på en nullermand og en sok? Og hvad er det for en kvinde, som hellere vil have skænderier hver lørdag over indkøb og vasketøj, end én gang for alle - og det kan så passende være d. 8. marts - griber i egen barm og beslutter sig for at det skal fa'me være løgn!!
Ovenstående indlæg har været vist, da jeg bloggede på eftertanke.dk. Men jeg har fået opfordring til at bringe det igen, så det er hermed gjort.
God kamp med dig selv!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar