Jeg blev bortført af aliens 4.

Jeg trak vejret dybt, og Athor sagde, at nu kunne jeg ikke rumme mere lige nu, så han ville tage mig med ud i rummet, hvor den store bjergkrystal stod.

Dette er masterenergien, sagde Athor. Fra den udgår energi til alle de øvrige krystaller, som bruges til mange forskellige ting. Det er også muligt at forene energien fra alle krystallerne, men det bruges kun, når vi skal opnå en dematerialisering. Athor tog mig med hen bag den store krystal, og her var et område, som henlå i dunkelhed. Men Athor gik hen til en af de krystaller, som stod nærmest den store, og fnyste på den, og straks oplystes den store krystal.

Nu kan vi besøge andre galakser, og de planeter, som mine brødre tilser derude, hvis vi vil. Af og til kan vi hjælpe hinanden med specielle opgaver, fordi hver af os 7 har særlige evner i åndelig energi. Hvis jeg går ind i feltet, som er dunkelt lige nu, men samtidig tager en af de 7 omkringstående krystaller med, kan jeg komme derhen, hvor krystallen hører hjemme, når masterkrystallen er aktiv.

Måske kunne du tænke dig at besøge en af de andre planeter med mig, sagde Athor, men lige nu må vi koncentrere os om denne her. Nu har jeg blot vist dig, hvordan det fungerer.

Vi gik tilbage til det store rum, hvor "computerne" og de store skærme befandt sig. Her kan vi se, hvad der sker på alle de 7 planeter, hvor der er intelligent liv, sagde Athor. Men vi ser det ikke i fysiske billeder, som du nok er vant til, vi ser det i energiniveauer - og i mange forskellige energier, alt efter hvad vi stiller ind på. For os er de åndelige energier det, som er vigtigst for planeternes liv og overlevelse og udvikling. De væsener, som bór der, er meget forskellige fra planet til planet. Xenonerne, som bor på denne planet, er nok dem, som ligner menneskene mest, skønt de også afviger en hel del.

Hvad er det for nogle prøver, I har taget fra mig, og hvad skal I bruge dem til, spurgte jeg. Uha, svarede Athor, vi har taget en mængde prøver, og vi har kortlagt og vil komme til at kortlægge mange ting via scanneren. Blodprøver, lymfeprøver, DNA-prøver, knoglemarv, hormonprøver osv osv. Jamen jeg er jo en gammel kvinde, hvorfor har I ikke taget en ung. Jeg er jo heller ikke fertil, så jeg forstår det altså ikke.

Du er heller ikke den eneste, som vi bruger her, svarede Athor. Men du er meget egnet p.g.a. de ting, jeg tidligere nævnte for dig: Din svingningssekvens, din fantasi og din realitetssans. Især din svingningssekvens er ret sjælden. Det skyldes især arven fra din farmor, som vi også havde en rigtig god kontakt med. Min farmor? udbrød jeg. Jamen hun døde jo som ret ung og som sindssyg. Ja, hun fik desværre en tumor i hjernen, sagde Athor. Vi var dengang ikke så gode til at balancere vore chips, som vi er blevet siden.

Vil det sige, at det var p.g.a. jer, at hun udviklede denne tumor, som hun blev sindssyg af? sagde jeg. Desværre ja, svarede Athor.

....fortsættes!

Jeg blev bortført af aliens 3

Jeg sætter mig for foden af Athor, og han begynder langsomt og med en sagte men fuldtonende stemme at fortælle.

Jeg ved, at du har læst om den egyptiske farao Akhnaton, siger han. Akhnaton var det første menneske i den tid, som jorden har optegnelser om, som vidste, at der kun findes én gud. Det var ikke tilfældigt, for hans mor kom fra Messopotamien, hvor der fandtes et folk, som var gudsinspireret, idet gamle tiders kæmper, som var af gudelig oprindelse (det kommer jeg tilbage til) plantede deres sæd i jordiske kvinder af denne stamme. Men Akhnaton,som jo selv var efterkommer af denne stamme,  var forud for sin tid, og det gamle Amonpræstedømme kunne ikke acceptere tanken om kun én gud. Det var først langt senere, at Abraham, som kom fra Ur i Kaldea, medbragte denne tro på én gud.

Med hele Akhnatons tro på Ra, solguden, havde han grebet og begrebet en lille del af den store universelle tro på Gud, som både du og vi blot kalder ham. Akhnatons nye religion var kun aktiv i Egypten i ca 30 år, og den gik til grunde med hans død. Det vidste vi jo godt, at den ville, men det var vigtigt for os, at Ra-troen kom til jorden, så vi kunne forankre den der, og så vi kunne bygge videre på monoteismen herudfra for menneskene.

Senere endnu i tidens fylde, kom Jesus til jeres Jord for at fuldende det arbejde, som begyndtes så mange år tidlige i Messopotamien.

Her på Xenonium arbejder vi med at skabe grundlaget for åndens arbejde - som i kristendommen senere kom til at hedde Helligåndens gerning. Vi har et hierarki, hvor vi er 7 ældste her, som hver står for en enkelt del af dette arbejde, og vi har hver sit univers, som vi skal sørge for. I denne galakse er jeg den ansvarlige, men over os alle er Jesus, som er Guds søn. Men det ved du jo godt.

Athor smilede til mig og klappede mig faderligt på skulderen. Jeg trak vejret dybt, for der var meget, jeg skulle fordøje. Vil du spørge om noget, spurgte han? Åh, der er så meget, jeg gerne vil vide, svarede jeg. Men først: Hvorfor skulle jer herop?

Du vidste jo allerede, at vi var her, sagde han. For ca 15 år siden kom du på sporet af os, men så måtte du hellige dig dit jordiske liv og dens mange emner. Du havde nok at gøre på det tidspunkt, med at tage dig af de ting, du er ansvarlig for. Men nu vil vi undersøge, om Jorden er klar til at gå videre i næste udviklingstrin. Og her skal vi bruge prøver fra dig til at kortlægge mange forskellige ting desangående.

Næste udviklingstrin? spurgte jeg. Ja, svarede han. Jesus såede det ultimative kærlighedsfrø hos jer, og han banede vejen mellem jeres jordiske død og livet bagefter ved sin opstandelse. For han måtte forankre dødsriget med livet på Jorden for at bane vejen. Men nu er det tid for menneskene at komme videre, for Jorden er i fare for udslettelse af jer selv, hvis ikke vi griber ind. Der er mange mennesker, som er åndeligt søgende, men jeres kundskaber forbliver på de lavere svingsningsniveauer, og de skulle gerne snart hæves højere op. Mange af jeres videnskabsmænd har været åbne overfor vores inspirationer, men andre har desværre søgt egoismens og materialismens veje, så der er opstået en ubalance.

....fortsættes!

Jeg blev bortført af aliens 2

Da vi træder ind i den store, runde bygning, er det første rum, jeg befinder mig i, et kæmpestort, cirkelrundt kontoragtigt landskab med borde hele vejen rundt og med kæmpestore skærme ovenover bordene, næsten helt oppe under loftet. Mellem bordene og disse skærme er der noget, som jeg anslår som computere, men de ligner ikke dem, vi kender, for der er næsten ingen knapper eller andre dimser.

Men mit blik fanger skærmene, for her sker der en masse. For mig virker det som negativfilm, der kører her, og jeg forstår slet ikke det, der vises, men kan dog ane en del af disse væsener, som jeg befinder mig iblandt.

Jeg bliver ført ind i et tilstødende rum, som er helt rødt og alle tingene herinde er rødlige. Men vi skal åbenbart videre, så jeg føres længere ind i det ene rum efter det andet. Disse rum er ikke så store, men det er bemærkelsesværdigt, at de alle "er" en farve. Fra det røde rum kommer jeg ind i et mørkt orange, hernæst i et skarpt gult, og så et grønt. Men her kunne jeg næsten ikke trække vejret, så jeg bliver skyndsomt men  varsomt gelejdet ind i et tilstødende rum, hvor alt er rosa. Det er meget meget smukt, og mit åndedræt falder til ro. Så føres jeg videre ind i et blåt rum, og her er det, som om jeg er kommet hjem. Det virker underligt, men jeg har sådan en bekendt følelse herinde. Jeg vil gerne blive her lidt, men min ledsager tager mig blidt under armen, og vi skal videre. Nu er vi i et violet rum. Det er den smukkeste violette farve, jeg har set nogensinde. Indigo er måske det rigtig ord for farven, men den er svær at beskrive, for den er så lysende - lidt lige som den farve, der findes i påfuglens fjerpragt, når halen spredes. Og med en glans som en abelonemusling. Jeg føler mig helt fyldt ud af noget uendelig stort og dyrebart - og jeg føler mig endnu mere hjemme her, end i det blå rum. Min ledsager smiler vidende, da jeg "fortæller" ham det. Fortæller gør jeg egentlig ikke, men jeg tænker tanker, som han straks opfatter.

Og så kommer vi ind i et hvidgyldent rum, og her begynder jeg straks at græde, for jeg kan slet ikke bære den følelse af accept og kærlighed, som jeg mærker herinde. Og samtidig af noget helt vidunderligt, som giver mig en dyb lykkefølelse. Jeg ved ikke, hvor længe vi er her, men jeg synker fuldstændig ned i min sjæl og tænker at alt er såre godt. Min ledsager holder mig blidt om skuldrene og stryger mig over kroppen, så jeg bliver rolig.

Endnu et rum kommer vi ind i, og dette er endnu større end det første rum, og jeg kan slet ikke se noget tag. Bagest i midten står der en kæmpemæssig bjergkrystal, så smuk og lysende. Det ser ud, som om en masse lamper oplyser den, men der er ingen lamper at se. Og rundt om ser jeg andre krystaller i forskellig størrelse. Og her møder jeg Athor, som jeg genkender fra mine stenmeditationer. Han er en gammel mand, med et stort hvidgråt skæg og hår. Han bærer nogle lange, mørkeblå/lilla gevandter og han byder mig sætte mig hos sig, for han vil indvie mig i noget, som jeg længe har søgt efter, siger han.

......fortsættes!

Jeg blev bortført af aliens

Der er mange, der ikke tror på, at der er intelligente væsener "derude", og jeg har da også selv været én af dem - indtil for ganske nylig. For jeg har haft en helt usædvanlig oplevelse, som har overbevist mig om, at der altså ER nogen derude.

Men jeg må hellere begynde med begyndelsen. Det var en mørk og stormfuld nat - og ja, det lyder som en kliché, men det var det altså. Jeg var som sædvanlig faldet meget sent i søvn, og denne nat havde jeg fantastisk livlige drømme, tror jeg lige da jeg vågner op.  Jeg tror, klokken har været henad fire om morgenen, da jeg faldt i søvn, og da jeg vågner, er klokken fire om eftermiddagen, så jeg er derfor fuldstændig rundt på gulvet, og kan slet ikke få det til at passe, for jeg plejer kun at sove få timer af gangen p.g.a. mine smerter.

Jeg ligger lidt for at sunde mig og tænke over denne mærkelige situation, og langsomt dukker der erindringer op i mit sind. Det føles anderledes, end når man genkalder sig en drøm, meget mere livagtigt.

Men nu husker jeg.  Jeg ligger i min seng, og jeg vågner ved at værelset bliver helt oplyst. Som om det er højlys dag og solen skinner lige ind til mig. Og midt i dette meget skarpe og strålende lys, toner langsomt en skikkelse frem. Han er høj og tynd, og hans ansigt er helt anderledes end noget, jeg nogensinde har set før, han ligner ikke noget jordisk væsen, for hans øjne er meget store og skrå, og hans hudfarve er nærmest mørkeblålig, men skinnende.  Jeg når næsten ikke at blive bange for der stråler en mildhed ud fra ham. Han taler ikke til mig, men alligevel kommunikerer vi. Jeg sanser hvad han fortæller mig. Det er som om jeg hører det med maven.

Han siger, at han vil tage mig med til sin planet, som hedder Xenonion. Den har jeg aldrig hørt om. Det foresvæver mig, at xenon vistnok er et kemisk stof, men jeg er ikke skrap til den slags. Jeg skal ikke være bange, siger han, han vil blot foretage nogle undersøgelser af mig, og så vil jeg til gengæld få et lille indblik i hans verden. Hvorfor mig, spørger jeg. Fordi du har fantasi nok til at kunne opfatte os, og er jordbunden nok til ikke at overreagere, siger han. Samt at du kan bringes til at svinge på samme frekvens som os.

Mærkeligt nok har jeg tillid til ham, og på mystisk vis ser jeg mig selv iklædt en rosagylden lang klædedragt. Han løfter mig op, og så ved jeg ikke mere, hvad der sker, kun at jeg føler det, som om jeg kører i en karrusel, der snurrer fantastisk hurtigt. Og så står vi pludselig foran et stort bygningsværk, - det ligner noget, som kunne være en UFO, selv om jeg egentlig aldrig har troet på den slags. Nærmest cirkelformet og lidt fladt i højden, men kæmpestort. Vi bæres umærkeligt indenfor, og her er der mange flere af disse væsener, og en hel del maskineri, som jeg nok bedst kan karakterisere som computere, skønt der slet ikke er ret mange knapper, ledninger osv men derimod nogle kæmpeskærme hele vejen rundt i det runde lokale.

Han viser mig rundt og jeg ser mange mærkelige ting, som jeg omhyggeligt vil beskrive i et senere indlæg. Jeg bliver ført hen til en slags briks, og her skal jeg ligge. Men først skal jeg drikke en lyserød væske, som min ledsager rækker mig. Der bliver kørt et anlæg hen over mig, som jeg bedst kan sammenligne med et MR-scanningsapparat. Jeg mærker ingenting, og hvor længe jeg ligger der, ved jeg ikke, for jeg føler mig blot omfattet af en behagelig sky.

Herefter bliver jeg kørt ud igen, og så føres jeg ind i et andet rum, hvor min ledsager lægger mig ned, og lægger sig selv ved siden af mig. Nu holder han om mig, helt tæt, og jeg oplever en ukendt form for fryd ved hans berøring. Han omslutter mig helt og jeg føler mig totalt afslappet og salig.

Bagefter føres jeg igen rundt for at se og opleve hans verden, og så tager vi afsked, for en anden skal følge mig hjem, siger han. Det er en kvindelig skikkelse, som nu bliver min følgesvend. Hun er meget smuk, bærer en slags krone på hovedet, hvorudfra det stråler i alle regnbuens farver. Hun løfter mig op, da vi er kommet udenfor, og igen hvirvles jeg rundt - og så ligger jeg igen i min seng. Jeg når lige at se det blændende lys langsomt forsvinde, og kvinden smile til mig, mens hun toner ud.

Og nu ligger jeg altså her i min seng og har "sovet" i 12 timer. Eller har jeg? Er der nogen som helst beviser for, at jeg har været bortført af aliens? Ja, det er der, for jeg har fået indopereret en lille chip i min venstre skulder. Jeg skal ikke foretage mig noget, sagde de, de var meget taknemmelige for, at jeg var i stand til at modtage på deres sekvens, fik jeg at vide. Ser jeg jer igen, nåede jeg lige at spørge. Ja, siger kvinden, men jeg kan ikke sige dig hvornår. Og så var hun væk.

Jeg fik ikke pålagt noget som helst om, at jeg skulle fortælle dette til nogen, og der er sikkert heller ikke nogen, som vil tro andet, end at jeg har haft en ganske almindelig drøm om nogle aliens, som masser af mennesker - mest mennesker med en sindslidelse - har haft, og som de tolker som en bortførelse af aliens. Men jeg er ganske sikker på, at dette ikke var en drøm. Jeg kan mærke det på mig selv, og jeg har fået en viden, som jeg vil skrive om senere - og jeg kan føle den lille chip, som nu sidder i min venstre skulder.

Men her på min egen blog kan jeg skrive hvad jeg vil, og der er ingen, som behøver at tro på, hvad jeg har oplevet. Men næste indlæg kommer til at handle om, hvad jeg så og oplevede.