Ydmyghed...

Min far var købmand og havde som en af sine faste kunder et sygehus, som blev ledet af Sct. Josephsøstre. Han fik derfor et lille kig ind i deres verden. En dag kom deres leder, søster Agnetha, over i forretningen og ville sige farvel til min far. "Jamen, rejser De da", spurgte min far. "Ja", sagde hun. "Inden for min orden har vi det sådan, at vi ind imellem skal ydmyges. Og nu har jeg været leder i x antal år, så nu skal jeg tilbage".

Da jeg i 2004 måtte holde op med at arbejde p.g.a. sygdom, var jeg i forskellige arbejdsprøvninger, og endte på REVA-centeret. Her pakkede jeg bl.a. remme, som skulle bruges til noget, jeg ikke husker. Jeg havde inden da bl.a. været leder i 16 år, og det var noget af en deroute, jeg var ude i.

Og det var ikke den eneste deroute, jeg havde oplevet i mit liv. Jeg har af og til tænkt, at den gode Gud, som jo vil det allerbedste for mig, må have svært ved at tackle mig, for jeg har en tilbøjelighed til hovmod og til at holde fast i forhold, som nok ikke var allerbedst for mig, Måske som tryghedsnarkoman, måske for at bevise, at det kunne jeg altså godt magte, ja hvad ved jeg. Og så hænder det ganske tit, at jeg tænker, at jeg skal ydmyges.

Og jeg tænker det som noget godt. Fordi jeg skal lære at være rummelig, - at forstå mennesker, som ikke har eller har haft de samme muligheder som jeg selv. At kunne sætte mig i andres sted, at kunne være med-lidende, barmhjertig, at kunne se om bag det ydre, som blot er afglans og skin af det inderste, som er den menneskelige værdighed - . Og så det vigtigste af alt: At lære kærlighedens væsen i mange forskellig afskygninger at kende. Og så at være ikke-fordømmende.

Jeg har hidtil holdt fast i værdigheden. At den kunne dog ikke tages fra nogen. At ingen af os er ofre for skæbnen, med mindre vi selv opfatter os som sådanne. At vi alle har en forpligtelse til at tage vort liv på os som VORT, uanset om livets tilskikkelser er selvforskyldte eller ej.

Men efter at min nylige diagnose fibromyalgi er kommet til den håndfuld af øvrige diagnoser, jeg har, har jeg kigget begrebet værdighed noget mere efter i sømmene. Jeg har tænkt, at jeg måske kan miste den også. Og hvad har jeg så tilbage?

Vil jeg kunne kærligheden? Vil jeg kunne blive ved at give og modtage kærlighed? Eller vil jeg blive bitter, et offer, - for når jeg har mange smerter, har jeg oplevet mig selv med meget kort lunte og stor irritabilitet overfor mine nærmeste. Kan jeg lære at magte det?

Jeg ved det ikke, men håber det!

Ateistisk vielse

 

 

 

 

 

Danske ateister vil have ret til at arrangere juridisk gyldige bryllupper i en gudløs ramme. Flere politikere bakker op. Hvad mener du?

Regeringen er splittet om vielsesret til ateister | Kristeligt Dagblad

www.kristeligt-dagblad.dk

Flere og flere lande åbner for, at humanistiske organisationer kan vie par med juridisk gyldighed. Herhjemme er politikere på venstrefløjen åbne for at drøfte vielsesbemyndigelse til livssynsorganisationer

 

 

At de gider!!! Have alt det administrative bøwl, blot for at lave et stunt, der hedder: "De kristne skal ikke have rettigheder, vi ikke har"!

Hvorfor de ikke er tilfredse med at gå på rådhuset??  Jamen det kan ALLE og enhver jo. Det vil de ikke nøjes med. De er så sandelig ikke "alle og enhver"! Kom ikke her!!

 

Desuden er det ikke romantisk nok at blive gift på rådhuset!! Siger altså nogle ateister! Næ, i virkeligheden vil de nok helst have en vielse i kirken, for DEN er romantisk. Det skal bare være uden en præst. Og hvis vi så lige kunne få fjernet alle de kors imens! Og få hængt et pænt klæde over altertavlen, så den ikke bærer præg af det kristne budskab!

 

Eller i en skov, eller på havets bund, ja - hvor som helst, som er romantisk. Hvorfor er der i det hele taget nogen, der skal bestemme, hvordan vi vil have vores bryllup?

 

Jamen, jamen, det er der heller ikke en mors sjæl, der forbyder nogen. Men det er på tide, vi får skilt juraen fra ritualet. Altså foreslår jeg (og mange andre før mig) at ALLE skal på rådhuset for at blive viet juridisk. ALLE - kristne, ateister, muslimer, jøder, og alle andre, som vil vies. Ikke for at tækkes ateisterne eller for at slippe for at tage stilling til ovenstående og lignende kommende grupperingers anmodninger,

Næ nej! Men som kristen vil jeg godt sende det signal, at borgerlig jura og Guds velsignelse af ægteskabet er to forskellige ting, som går helt tilbage til salig Luthers toregimentelære. Vi kan som kristne INTET have imod dette.

Og nu vi er ved det: Lad kommunen overtage registreringen af nyfødte. Præsterne har nok at gøre. Især hvis de holdt op med at lave spaghetticirkus og i stedet tog på hjemmebesøg hos deres sognebørn, både dem der kommer i kirken og dem der ikke gør. Og reklamerede lidt mere for samtaleterapi for par og enlige. Folk ved slet ikke, hvor mange penge de kunne spare ved at gå til en præst i stedet for en psykolog. Der er selvfølgelig den hage ved det, at hvor psykologen sætter dig selv i centrum (husk at tænke på dig selv, passe på dig selv osv) der sætter præsten Kristus i centrum.

 

Jeg følger med spænding dette banebrydende arbejde, som ateisterne her er ude i!! 

Trivialliteraturen - og al dens væsen

Da jeg gik i 7. klasse, lærte jeg om triviallitteratur. Jeg slugte alt, hvad hr. Nygaard (som jeg har skrevet et bogindlæg om tidligere) sagde, men det skete, at jeg fik et og andet galt i halsen. I dette tilfælde kom jeg hjem fra skole, hvor min mor sad og læste det nyeste kapitel af en kriminalroman i dagbladet Vestkysten. Jeg skulle lige demonstrere min nye viden, tog avisen fra hende og gav mig til at analysere på det, hun læste. Min mor sagde ikke meget, for hun havde gået 7 år i "den stråtækte", men elskede at læse, og hun og jeg læste efterfølgende tit de samme romaner med stor fornøjelse.

Der gik nogle dage, så fandt jeg ved en tilfældighed ud af, at Else Fischer, som havde skrevet krimien i Vestkysten, var en af vore største kriminalforfatterinder. Uha da da. Jeg skammede mig!

På en tur til Mallorca for mange år siden, havde jeg glemt at få læsestof med, men jeg lånte så en Barbara Cartlandroman af min svigerinde, som jeg rejse sammen med. Jeg havde ikke læst noget af hende før, men havde hørt en masse om hende. Den lyserøde dame levede fuldt ud op til mine forventninger om ægte triviallitteratur. Jeg kunne efter de første to sider regne det meste af historien ud, og også hvordan den sluttede. Men mærkeligt nok passede det rigtig godt til denne virkelig fortjente slappe-af-ferie at læse Barbara Cartland.

Da jeg var gravid med min yngste, måtte jeg ligge på langs i tre måneder, fordi jeg blev ved at bløde. Jeg husker, hvordan jeg forsøgte at læse Umberto Ecos Rosens Navn, men måtte opgive. Jeg koncentrerede mig om Familiejournalen. En dag var jeg til personalemøde i min institution, og da jeg havde hørt mig selv sige et par gange "det har jeg læst i Familiejournalen", blev jeg virkelig beskæmmet. Men jeg KUNNE ikke læse Umberto Eco i min daværende situation. (Det har jeg så kunnet siden, men jeg forstår stadig ikke meget af hans Foucaults pendul, skønt jeg ingen undskyldninger har nu)

Engang jeg skulle ud af rejse med tog, havde jeg igen glemt læsestof, men jeg købte så en roman i DSB-kiosken. Det var en af Wilbur Smith. Jeg kendte ham ikke, men rubricerede ham straks i triviallitteraturgenren. Det fortalte jeg en af mine veninder, som sagde, at det havde jeg absolut ikke ret i. Hun havde læst mange af hans romaner med stor fornøjelse.

Til nytår fik jeg rigtig mange bøger, fordi det var adgangskravet for at være med. Selskabet bestod af mine børn og deres venner, kvikke unge mennesker, og jeg fik mange rigtig gode bøger. En af dem var en bog i Crossfire-serien. For de uindviede kan jeg oplyse, at den minder til forveksling om Fifty Shades of Grey-serien. Denne bog havde jeg taget med på min sidste tur til Sharm-el-Sheik. Jeg gjorde turen sammen med min yngste, som læste dansk på Syddansk UNI i Kolding. Men jeg fik læst bogen, og den gav mig en del stof til eftertanke.

Er jeg en litteratursnob? Tjah, det er jeg nok. I de sidste måneder har jeg læst Søren Kierkegaard, Løgstrup og dogmatik, og nu er jeg gået i gang med en skøn skøn roman, nemlig den sidste af Khaled Hosseini. Jeg elsker den!

Men jeg indrømmer: Der kan være situationer i livet, hvor en dum kærlighedsroman  er det eneste saliggørende. Og må da også lige tilføje, at min for tiden skønneste samtalepartner, som jeg diskuterer evolution, kristendom, den historiske Jesus og lignende med,  holder SE og HØR og ikke engang er flov over det!!

Og ja, jeg skal selvfølgelig på bogmesse i Bellacentret i november, snob eller ej, jeg elsker bøger!!

Mennesker i mit liv 10 - Jan

Det var i de år, hvor jeg levede et løssluppent liv efter mit første ægteskab. Jeg var så blevet kæreste med Jan, efter at vi havde mødtes fagligt til nogle kurser. Jan spillede dejligt på guitar, og vi sang duetter. Derudover levede vi et luksusliv, - Han boede alene i en dejlig lejlighed, og det gjorde jeg også. Hans forældre var kendte og meget rige, men han kom ikke meget hos dem, jeg var dog med ham hjemme et par gange. Jeg havde fået den ide, at jeg ville til Skagen og bare sove bagi bilen og spise spegepølsemadder, når vi var sultne

Da vi fik sommerferie, pakkede vi og kørte af sted. Vi nåede til Thisted den første dag, men indlogerede os på et hotelværelse. Jeg kunne ikke sove om natten, lå bare og ventede på, at det skulle blive morgen. For noget var helt forkert. Da Jan vågnede, sagde jeg: "Jeg vil hjem!" Han var stille en tid, så sagde han: "O.k". Vi pakkede, gik ned og spiste morgenmad, og kørte hjemad.

På vejen hjem sagde vi ikke meget, men han spurgte, om han måtte komme om lørdagen, så kunne vi snakke lidt nærmere. Det sagde jeg ja til.

Han satte mig af, og da jeg kom ind i min egen lejlighed, smed jeg mig på sengen og hulkede, for det hele var da noget sørgeligt noget. Efter 20 min. ringede det på min dør. Udenfor stod min gode veninde. Hun skulle lige til at stikke i et voldsomt hulk, da hun kom til at kigge på mig. Og så begyndte vi at grine. Vi kunne slet ikke holde op. Hun havde været på ø-lejr og havde truffet to mænd, og hvad skulle hun gøre.

Vi fandt faktisk temmelig hurtigt ud af, hvad hun skulle gøre, og hun blev senere gift med den ene af disse to. Men jeg er aldrig kommet så hurtigt over en kæreste. Det tog lige nøjagtig 20 min.

Jan kom om lørdagen, og vi fik snakket. Jeg var bare led og ked af dette overfladiske flipperliv, og herefter indledte jeg det, jeg kalder min "selvdisciplineringsperiode". Hvor længe den varede, husker jeg ikke, men den betød, at da jeg endelig fandt min senere mand, vidste jeg, hvad jeg ville sige ja og nej til. Og som ikke var overfladeflippet!

Den, der overvinder sig selv....

Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, v24 så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.(Matthæus kap. 5)

Dette skriftsted lyder sikkert gammeldags og helt ude af trit med vores virkelighed. Vi bringer ikke gaver til alteret. Vi bringer ikke offergaver. Men jeg har haft dette skriftsted hængende i lang tid, som en reminder til mig selv. Hvorfor det?

Fordi det siger mig noget - Det er fra Jesu bjergprædiken, hvor det så tydeligt kommer frem, hvordan Jesus vender den gamle lov på hovedet, og radikaliserer kærlighedsbudskabet. "I har hørt, at der er sagt.... men jeg siger jer..." siger Jesus flere steder. Bl.a må vi iflg Moseloven ikke begå drab. Men Jesus siger, at den, der ser på sin bror med vrede er lige så skyldig. Det er sådanne steder i NT som får os til at forstå, at INGEN af os kan kaldes retfærdige og uden synd. Det er det samme med det sted, hvor Jesus redder en kvinde, der er blevet grebet i hor, fra at blive stenet. "Lad den, der er syndfri, kaste den første sten", siger Jesus. Og de gik bort, de ældste først, står der.

Noget af det mærkelige ved det skriftsted, jeg begynder dette indlæg med, er at der står: "....kommer i tanker om, at din broder har noget mod DIG". Der står ikke "at DU har noget imod din broder".! Er det ikke mærkeligt? Hvis han har noget imod MIG, bør det vel være HAM, der kommer til mig, tænker vi. Men nej, det står der ikke. Faktisk er det i god Jesusånd, at der står sådan, som der gør. Det er ALTID MIG, som der kræves noget af, og ikke "de andre". Her tales der ikke om årsag, hvis skyld det er, hvem der begyndte og alt sådan noget. Næ, det handler blot om at få gjort rent (alter)bord!! Og det er MIG, der skal gøre det.

Det er lettest at lade være. Det har jeg også sagt til mig selv i lang tid, og derfor hænger det skriftsted stadig, hvor jeg hængte det, og der er ikke sket en skid mere. For jeg har oplevet, at der ER nogen, der har noget imod mig, men jeg skal i den grad gøre op med mit eget hovmod, før jeg kan gå til dem. Jeg skal risikere, at de ikke vil acceptere min undskyldning, hvis det er det, der skal til. Jeg skal risikere, at forholdet ikke kan genoptages, hvis de ikke ønsker det. Men jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at bringe det i orden.

Hvorfor? Kan det ikke være lige meget? Nogle forhold glider bare ud, sådan er livet! Og det er jo sandt nok. Men det er også sandt, at jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at skabe fred, retfærdighed og sandhed -

Det kræver faktisk offervilje af mig. Ikke et slagtoffer, jeg bringer på alteret, men at jeg ikke er for god til at ydmyge mig selv ved at komme til et menneske, som har noget imod mig, og forsøge at bringe sagen ud af verden.

At overvinde sig selv er noget af det sværeste... Men det skal til!

- Det var en mørk og stormfuld nat....

- Det var en mørk og stormfuld nat! Stormen rasede, træerne susede. Hundene tudede,  og i det fjerne kunne man høre den ensomme lyd af tågehorn. Der lød slæbende skridt på trappen. Opad! Opad til hvor vi lå og sov. Jeg holdt vejret. Jeg gemte mig under dynen. Skridtene kom nærmere. En tog i håndtaget ind til vores værelse. Mit hjerte hamrede. Skridtene var nu helt henne ved min seng. Jeg holdt vejret. Min dyne blev løftet af. Jeg kiggede op. "Spis OTA solgryn", råbte min storebror!

Det var - og er - sådan nogle platte og dumme vittigheder, gåder og små historier, som jeg elsker. Denne her stod min ældste bror for. Når vi var kommet i seng om aftenen, lå vi og snakkede, fortalte spøgelseshistorier, legede gættelege og så videre, indtil far dundrede på døren og råbte: "Kan vi så få ro"!

En af mine yndlings var denne: "Hvad forskel er der på en and"? Og svaret lyder: "Den går hverken med slips". Det skete ret ofte, at folk IKKE grinede, men det gjorde jeg til gengæld selv. Højt! Og meget! Sproglige finurligheder har jeg altid været helt vild med.

Der var også den periode, hvor vi lavede "Ka-historier" a la: "Ka' mus li' gulerødder?" Og svaret er: "Ka' rotter"! Den mest raffinerede af denne type var Pouls: "Ka' hunhvaler blive soldater?" Svar: "Ka' ske lotter!"

I en anden periode var det denne type gåder: A: "Ved du hvorfor elefanter har røde øjne?" B: "Nej!"
A: "Det er for at de bedre kan gemme sig i kirsebærtræerne". B: " Der er sgu da ingen elefanter i kirsebærtræerne". A: "Nej, der kan du selv se, hvor godt det er!". Eller denne: A: "Hvad er det, der kommer op af jorden med 100 km fart i timen?" B: " Det ved jeg ikke!". A: "Det er en muldvarp på motorcykel". --- A: "Ved du så, hvordan man kan se, at der er en muldvarp i køleskabet?". B: "Nej". A: "Motorcyklen står udenfor!" Eller denne version: A: "Ved du, hvordan man kan se, at der har været en elefant i køleskabet?" B: "Nej". A: "Der er fodspor i buddingen!"

Nu er jeg lige blevet gjort opmærksom på af en af mine fætre, at det ligger til familien at elske vandede vittigheder. Når jeg fyrer én af herhjemme, kigger mine tre børn på hinanden, laver himmelvendte øjne, sukker og siger: "En typisk mor-vittighed". Men det hænder også, at de fortæller "en typisk far-vittighed". Det beroliger mig. Så er jeg ikke helt alene. Og så viser det alligevel, at de synes, den er LIDT sjov!! Altså fordi de godt gider fortælle den videre, ik'!

Engang var der i Ugebladet Søndag - køb det mandag - en kryds og tværs, som jeg elskede. Det var sådan en - i mine øjne - morsom og drilsk en. Der kunne f. eks. stå "Topas", og så skulle svaret være "Odin". Hahahahahaha!!! Vi prøvede også denne leg i min sprognørdede gruppe på facebook, og jeg var helt klart den største bidragyder.

Min første kærestes far og jeg kunne blive helt salige over sådan en sprogforbistring, og vi var ret gode til at lægge op til hinanden, og så kunne de andre sidde og være udenfor, mens vi grinede, og de vidste ikke, hvad vi grinede af.

Og hvad kan vi så bruge alt dette til? Ikke en skid! Men det gør mig glad!! Gid det også gør dig glad!!

Hav fortsat en god dag!!!