Der er mange forældre, som undlader at lade deres børn døbe, med den begrundelse at det må de selv tage stilling til, når de bliver voksne. Jeg har aldrig fattet, hvordan det kan lade sig gøre. I al opdragelse spiller forældrenes holdning og stillingtagen til alverdens ting en kæmpe rolle. Og jeg kender ingen forældre, som ikke af hjertet ønsker at give det, de selv lever på og af, videre til deres børn. Alt andet ville da også være mærkeligt.
Hvordan kan forældre tro, at deres børn kan tage stilling til noget, de ikke ved hvad er? Og hvordan skal børnene forholde sig til en tro, som deres forældre allerede før deres dåb har valgt fra?. For det er jo netop det, de har gjort. Hvor får børn i dag, hvor skolerne ikke må forkynde, og knapt nok undervise i kristendom, en ordentlig viden om, hvad kristendom er? De kan muligvis gå til spejder - skønt spejderbevægelsen også er under et enormt pres for at undsige kristendommen. Og de kan muligvis gå til "minikonfirmand", - dette tema er efterhånden oprettet i de fleste sogne, og er noget af det, sognene har mest succes med.
Men hvad nytter det alt sammen, hvis børnene i hjemmene mødes med en lunken holdning: Det må du selv tage stilling til!
Dermed kommer barnets interesse for kristendommen jo til at afhænge af barnets forhold til forældrene. Har barnet et godt forhold til forældrene, vil det jo umiddelbart overtage forældrenes holdning til kristendommen. Og med denne "du må selv-holdning", har forældrene jo vist, at det med kristendom ikke betyder særlig meget for dem. Hvis forældrene derimod er direkte imod kristendommen, enten som ateister eller som agnostikere, siger jeg: Respekt for det, for så har I i det mindste meldt klart ud. Børn vil enten overtage deres forældres synspunkter, eller gøre oprør imod dem. Og forældre, for hvem kristendommen betyder noget, ville aldrig sige, at barnet selv må tage stilling, for forældrenes hele liv vil være under kristendommens regime.
Kan man forestille sig forældre, som har fundet det sande, ægte, gode? Det som giver livet fylde og mening. Og som så siger: Det må du selv tage stilling til???? Det ville være nogle mærkelige forældre.
Det kan selvfølgelig tænkes, at forældrene selv er i tvivl. Tror jeg på Gud, eller gør jeg ikke? Og hvis jeg tror på Gud, så ved jeg alligevel ikke nok om kristendommen til at jeg vil kalde mig en kristen. Den kategori af forældre har jeg stor sympati med. De forholder sig til kristendommen som sande mennesker. Meld det dog klart ud til jeres store børn! Og til jeres sjælekval vil jeg videregive Søren Kierkegaards ord, frit efter hukommelsen: Den,som ikke vil have med kristendommen at gøre, fordi den er for svær at forstå - til den vil jeg sige: Der er dog noget, som du forstår. Gør så dette! Du kan ikke kræves til regnskab over alt det, du ikke forstår! Men det, du forstår: Gå du hen og gør ligeså!
Lydighed handler det om i Søren Kierkegaards ord. Et ord, som bestemt ikke er på mode. Og derfor er et ord, som vi må give særlig opmærksomhed.
Men svigt ikke jeres børn ved at lade en så væsentlig del af deres liv være noget, som I tror, I ikke har taget stilling til. Det har I!!!
torsdag den 31. januar 2013
onsdag den 30. januar 2013
Hvad kommer først? Loven eller evangeliet?
Engang imellem må vi kristne tage de simpleste og enkleste temaer i kristendommen op til fornyet eftertanke. Er det ikke let nok at svare på ovenstående spørgsmål? Loven kommer naturligvis først, og derpå evangeliet. Med loven kommer syndsbevidstheden og menneskets status i forhold til Gud. Med loven kommer Guds syn på godt og ondt, Guds visen sig for mennesket som den strenge, retfærdige, men også barmhjertige Gud.
Men med kristendommen - og med Det Nye Testamente - bliver loven til jødernes lov, bliver til Det Gamle Testamente, bliver ubrugelig, fordi Jesus vender alting på hovedet, radikaliserer alting og gør alting nyt. Med Kristus dør den gamle Adam. Så hvad skal vi kristne egentlig bruge GT til?
Vi skal bruge GT til at forstå den kontekst, som Jesus blev født ind i og voksede op med. For det var på den baggrund, Jesus udbredte sit evangelium. ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde men for at opfylde!” og Jesus har erklæret at ikke den mindste del af loven skal forgå, før end Guds Riget er fuldkommet. (Bjergprædikenen Matt. 5) Han er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme, og han var og er selv fuldkommengørelsen af loven. Det gamle testamente var grundlaget, basen, hvorpå kristendommen bygger. Så loven kommer naturligvis først.
Men er det nu helt rigtigt? Hvad nu hvis nåden kommer først? Er det ikke rigtigt, at Gud elskede os først - og derefter kommer loven?
Den Gud, vi kristne kender, er den Gud, som Jesus kaldte far. "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv". (Johs 3,16) Så kærligheden kommer først. Derfor er det sådan, at for kristne mennesker giver GT først mening i lyset af NT. I Det Nye Testamente opfylder Jesus loven, som det også mange steder er beskrevet, f. eks. i palmesøndags teksten Matt. 21, 1-9 - hvor Jesus beder disciplene om at gå ind i byen og tage et æsel "for at det skriftord, som er skrevet ved profeten, skal gå i opfyldelse..."
Hvorfor er det ikke lige meget, hvad der kommer først, loven eller evangeliet? Fordi Jesus er opfyldelsen af loven. Hvis vi kun havde GT, skulle vi mennesker selv opfylde loven, hvad farisæerne og de skriftkloge havde helt fat i - og hvad vi mennesker også op gennem historien er blevet pisket med, (og ind imellem selv har pisket os med - f. eks. Luther i forsøget på at få en nådig Gud), og hvad megen forsøg på at skabe en kristen etik også vidner om. Og hvad enhver sand person kan sige sig selv, at mennesker ikke kan. Jesus var lovens opfyldelse - han viste os, at vi KAN ikke selv opfylde loven, for vi er under lovens dom hele tiden. I Bjergprædikenen siger Jesus igen og igen: "I har hørt, at der er sagt, men jeg siger jer..." Det kunne jo godt se ud, som om Jesus undsiger loven, men det gør han overhovedet ikke, han viser os, at enhver af os er skyldig under loven, enhver, der siger Raka til sin bror, enhver der ser på næstens hustru og begærer hende, o.s.v. Men han var selv lovens opfyldelse. Han frisatte os, han løskøbte os - ja, der er brugt mange forskelllige ord og udtryk om dette, at han frelste os.
Nå, er det så lige meget, hvordan vi lever? Nej, det er det i hvert fald ikke. For det, der altid er tilbage, er Jesu radikaliserede ord: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og din næste som dig selv. Og det kan kun gøres EFTER at Gud har elsket os først, og med Helligåndens hjælp; det skal ikke gøres til vores frelse, men kun gøres i lyset af den kærlighed, som Gud har givet os, og som vi skal videregive. Og vi har brug for at høre dette glædelige budskab igen og igen, for vi glemmer så let.
Men med kristendommen - og med Det Nye Testamente - bliver loven til jødernes lov, bliver til Det Gamle Testamente, bliver ubrugelig, fordi Jesus vender alting på hovedet, radikaliserer alting og gør alting nyt. Med Kristus dør den gamle Adam. Så hvad skal vi kristne egentlig bruge GT til?
Vi skal bruge GT til at forstå den kontekst, som Jesus blev født ind i og voksede op med. For det var på den baggrund, Jesus udbredte sit evangelium. ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde men for at opfylde!” og Jesus har erklæret at ikke den mindste del af loven skal forgå, før end Guds Riget er fuldkommet. (Bjergprædikenen Matt. 5) Han er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme, og han var og er selv fuldkommengørelsen af loven. Det gamle testamente var grundlaget, basen, hvorpå kristendommen bygger. Så loven kommer naturligvis først.
Men er det nu helt rigtigt? Hvad nu hvis nåden kommer først? Er det ikke rigtigt, at Gud elskede os først - og derefter kommer loven?
Den Gud, vi kristne kender, er den Gud, som Jesus kaldte far. "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv". (Johs 3,16) Så kærligheden kommer først. Derfor er det sådan, at for kristne mennesker giver GT først mening i lyset af NT. I Det Nye Testamente opfylder Jesus loven, som det også mange steder er beskrevet, f. eks. i palmesøndags teksten Matt. 21, 1-9 - hvor Jesus beder disciplene om at gå ind i byen og tage et æsel "for at det skriftord, som er skrevet ved profeten, skal gå i opfyldelse..."
Hvorfor er det ikke lige meget, hvad der kommer først, loven eller evangeliet? Fordi Jesus er opfyldelsen af loven. Hvis vi kun havde GT, skulle vi mennesker selv opfylde loven, hvad farisæerne og de skriftkloge havde helt fat i - og hvad vi mennesker også op gennem historien er blevet pisket med, (og ind imellem selv har pisket os med - f. eks. Luther i forsøget på at få en nådig Gud), og hvad megen forsøg på at skabe en kristen etik også vidner om. Og hvad enhver sand person kan sige sig selv, at mennesker ikke kan. Jesus var lovens opfyldelse - han viste os, at vi KAN ikke selv opfylde loven, for vi er under lovens dom hele tiden. I Bjergprædikenen siger Jesus igen og igen: "I har hørt, at der er sagt, men jeg siger jer..." Det kunne jo godt se ud, som om Jesus undsiger loven, men det gør han overhovedet ikke, han viser os, at enhver af os er skyldig under loven, enhver, der siger Raka til sin bror, enhver der ser på næstens hustru og begærer hende, o.s.v. Men han var selv lovens opfyldelse. Han frisatte os, han løskøbte os - ja, der er brugt mange forskelllige ord og udtryk om dette, at han frelste os.
Nå, er det så lige meget, hvordan vi lever? Nej, det er det i hvert fald ikke. For det, der altid er tilbage, er Jesu radikaliserede ord: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og din næste som dig selv. Og det kan kun gøres EFTER at Gud har elsket os først, og med Helligåndens hjælp; det skal ikke gøres til vores frelse, men kun gøres i lyset af den kærlighed, som Gud har givet os, og som vi skal videregive. Og vi har brug for at høre dette glædelige budskab igen og igen, for vi glemmer så let.
tirsdag den 29. januar 2013
Er du bange for at blive vred?
Vrede har været regnet for en af de syv dødssynder. Men hvordan kan det være? Jesus selv viste da vrede flere gange, iflg evangelierne, f. eks. da han vælter vekselerernes borde og jager handelsfolkene ud af templet. Og da han skælder hyklere ud og afslører dem.
Men er sand kærlighed og vrede ikke sammenhængende, hvis det handler om at forsvare dem, der bliver mishandlet, ydmyget, ødelagt?
Hvis vi bliver vrede, fordi vi fornærmes eller nogen modsiger os, vi taber i spil eller noget ikke går, som vi havde ønsket, - ja, da er det klart, at vi er optaget af os selv, og ikke af at elske. Men hvis vi er uden vrede, når vi ser andre blive undertrykt, hånet og udnyttet, så er det klart, at vi ikke elsker dem.
Det er derfor ikke vreden selv, men vredens motiv, der er afgørende. Vreden kan være uretmæssig, uden proportioner, ja endog dybt latterlig. Men den kan også være et positivt livsudtryk, en kærlighedskraft, en betingelse for sand kærlighed.
Abbe Pierre sagde: "I mit liv fortryder jeg mere de vredesudbrud, som jeg ikke turde gennemleve, end de vredesudbrud, som jeg ikke kunne styre". Det er klog snak. De vredesudbrud, som jeg ikke turde gennemleve!!! Hvad kan det være for nogen?
Det kan være de kampe, man ikke tør tage. Med ægtefællen. Men ens teenagebørn. Med kollegaen. Man skal vælge sine kampe med omhu, siges der, og det er også sandt. Men konfliktsky skal man helst ikke være. Det skal ikke forstås sådan, at jeg går ind for skænderier. Slet ikke. Men af angst for skænderier kan man komme til at give køb på noget, hvorved man mister noget væsentligt. Af en selv eller ens grundholdninger. Det dur ikke. Og det dur slet ikke i opdragelsen af ens teenagebørn, eller af ens børn i det hele taget.
Det er meget nemmere at give efter. På kort sigt. På langt sigt må man så leve med konsekvenserne af, at man ikke orkede at bruge energien i den vrede, man følte, til at få renset luften, få afklaret nogle grænser, eller hvad det nu har handlet om.
Jeg kender mennesker, der er bange for deres egen vrede. Og derfor uhyre sjældent giver den udtryk. Sådan har jeg også haft det engang. Jeg kunne virke overvældende, andre mennesker kunne blive bange for mig, og derfor tage afstand fra mig, hvis jeg virkelig udfoldede mig i min vrede. Men det kan man arbejde med, skulle jeg hilse og sige. - Og man kan blive bange for de konsekvenser, som ens vrede afstedkommer. Men man må huske, at ens ikke-vrede også har konsekvenser. Ingen mennesker befinder sig i ingenmandsland, vi må alle nu og da bekende kulør.
Jeg så forleden i en avis, at en hel busfuld mennesker havde forholdt sig totalt passive, mens 4 unge mennesker var gået løs på en anden. Sådan noget bliver jeg rigtig ked af at læse. Og jeg tror, og håber, at jeg ville have grebet ind, hvis jeg havde været der. Jeg ved da godt, at jeg måske ikke kan gøre stort, men NOGET ville jeg da kunne, f. eks. få chaufføren til at tilkalde politiet. Jeg ved da også godt, at jeg selv kunne risikere at få et par på skrinet, men her regner jeg alligevel med, at jeg bliver regnet for "en pæn ældre dame", som man ikke sådan lige med det første giver sig til at slå på. Men at INGEN greb ind gør ondt langt ind i sjælen. For det synes jeg siger noget om vort sindelag, som jeg bestemt ikke er stolt over.
Vrede er en følelse, som brugt rigtigt indeholder en utrolig mængde energi. Jeg vil håbe, at jeg tør gennemleve de vredesudbrud, som handler om at komme trængte mennesker til undsætning. Jeg tror, det var det, Abbe Pierre mente.
Men er sand kærlighed og vrede ikke sammenhængende, hvis det handler om at forsvare dem, der bliver mishandlet, ydmyget, ødelagt?
Hvis vi bliver vrede, fordi vi fornærmes eller nogen modsiger os, vi taber i spil eller noget ikke går, som vi havde ønsket, - ja, da er det klart, at vi er optaget af os selv, og ikke af at elske. Men hvis vi er uden vrede, når vi ser andre blive undertrykt, hånet og udnyttet, så er det klart, at vi ikke elsker dem.
Det er derfor ikke vreden selv, men vredens motiv, der er afgørende. Vreden kan være uretmæssig, uden proportioner, ja endog dybt latterlig. Men den kan også være et positivt livsudtryk, en kærlighedskraft, en betingelse for sand kærlighed.
Abbe Pierre sagde: "I mit liv fortryder jeg mere de vredesudbrud, som jeg ikke turde gennemleve, end de vredesudbrud, som jeg ikke kunne styre". Det er klog snak. De vredesudbrud, som jeg ikke turde gennemleve!!! Hvad kan det være for nogen?
Det kan være de kampe, man ikke tør tage. Med ægtefællen. Men ens teenagebørn. Med kollegaen. Man skal vælge sine kampe med omhu, siges der, og det er også sandt. Men konfliktsky skal man helst ikke være. Det skal ikke forstås sådan, at jeg går ind for skænderier. Slet ikke. Men af angst for skænderier kan man komme til at give køb på noget, hvorved man mister noget væsentligt. Af en selv eller ens grundholdninger. Det dur ikke. Og det dur slet ikke i opdragelsen af ens teenagebørn, eller af ens børn i det hele taget.
Det er meget nemmere at give efter. På kort sigt. På langt sigt må man så leve med konsekvenserne af, at man ikke orkede at bruge energien i den vrede, man følte, til at få renset luften, få afklaret nogle grænser, eller hvad det nu har handlet om.
Jeg kender mennesker, der er bange for deres egen vrede. Og derfor uhyre sjældent giver den udtryk. Sådan har jeg også haft det engang. Jeg kunne virke overvældende, andre mennesker kunne blive bange for mig, og derfor tage afstand fra mig, hvis jeg virkelig udfoldede mig i min vrede. Men det kan man arbejde med, skulle jeg hilse og sige. - Og man kan blive bange for de konsekvenser, som ens vrede afstedkommer. Men man må huske, at ens ikke-vrede også har konsekvenser. Ingen mennesker befinder sig i ingenmandsland, vi må alle nu og da bekende kulør.
Jeg så forleden i en avis, at en hel busfuld mennesker havde forholdt sig totalt passive, mens 4 unge mennesker var gået løs på en anden. Sådan noget bliver jeg rigtig ked af at læse. Og jeg tror, og håber, at jeg ville have grebet ind, hvis jeg havde været der. Jeg ved da godt, at jeg måske ikke kan gøre stort, men NOGET ville jeg da kunne, f. eks. få chaufføren til at tilkalde politiet. Jeg ved da også godt, at jeg selv kunne risikere at få et par på skrinet, men her regner jeg alligevel med, at jeg bliver regnet for "en pæn ældre dame", som man ikke sådan lige med det første giver sig til at slå på. Men at INGEN greb ind gør ondt langt ind i sjælen. For det synes jeg siger noget om vort sindelag, som jeg bestemt ikke er stolt over.
Vrede er en følelse, som brugt rigtigt indeholder en utrolig mængde energi. Jeg vil håbe, at jeg tør gennemleve de vredesudbrud, som handler om at komme trængte mennesker til undsætning. Jeg tror, det var det, Abbe Pierre mente.
torsdag den 24. januar 2013
Teenagere - hvad gør vi, hvad gør vi????
Det er svært at være forældre. Ikke mindst til teenage børn. For hvornår skal man blande sig, og hvornår skal man ikke? Hvornår skal man kræve noget af dem, og hvornår skal man se gennem fingre med deres adfærd?
Jeg læste engang en interessant artikel om komikeren Danny Kaye. Som ung lå han hjemme på sofaen en rum tid og lavede intet. Moderen var ved at få spat over ham, men faderen sagde: Når den dreng rejser sig, så REJSER han sig. Til noget stort! - Man må jo sige, at faderen fik ret.
Historien er tankevækkende. For der er flere faktorer på spil. Kendte faderen sin søn så godt, så han virkelig havde noget reelt at have sin tro på drengen i? Eller havde han en tyrkertro på, at sønnen var gjort af så godt et stof, så han måtte blive til noget stort? Havde han blot en grundlæggende tillid til sin egen søn? Vidste han, at det bedste man kan gøre som forældre, er at holde ud og ikke blande sig? Havde han tiltro til, at hans egen opdragelse af sønnen havde været helt rigtig?
Er der en måde at forholde sig til ens teenager, der ligger på sofaen og ikke rejser sig på, der er rigtig? Og en anden der er forkert?
Jeg hører tit forældre diskutere den slags. Jeg har ikke selv haft "sofabørn" - skønt en del andet bøwl med mine tre som teenagere. Men jeg hører forældre argumentere, så man straks kan høre deres politiske holdning bag, f. eks.:
" Man skal ikke ligge og drive. Ud at finde et arbejde. Hvis de ikke ved, hvad de vil læse, så må de finde sig et arbejde. Eller også må de læse noget, og så må de skifte studium, hvis det viser sig, at de hellere vil noget andet. De skal sørme ikke bo på nas herhjemme, når de er over 18, det manglede bare. De skal ud og opleve livets barske realiteter"
eller
" Det er heller ikke let at være ung i dag. Og hvis man nu ikke ved, hvad man vil være. Og hvordan skulle de betale for at bo hjemme, når de ikke tjener penge? Det er jo heller ikke til at få arbejde nu til dags. Og når vi nu både har råd og plads, så er det da bedst, at de bor herhjemme. De kan tids nok komme ud og opleve livets barske realiteter".
Er der nogen, der kan stille sig til dommer over, hvad der er bedst? Ja, der er sikkert mange, der vil mene, at de kan. Men ud fra hvilken ret?
Hvis det er ud fra, at de er dem, der kender deres egne børn bedst, så respekt for det. Uanset om/hvis jeg mener noget andet. Børn er jo forskellige. Forældre er jo forskellige. Man bliver nødt til at forholde sig, som man nu KAN. Moderen og faderen i mit første eksempel KAN ikke opføre sig som i mit andet eksempel. Og omvendt. Fordi de ER ikke sådan. De MENER ikke sådan.
Så mit bedste råd til teenageforældre: Stå ved hvem I er! Og hvis I gør det, har I givet jeres børn den bedste ballast, I kan. I har nemlig givet dem af jer selv!!!!
Jeg læste engang en interessant artikel om komikeren Danny Kaye. Som ung lå han hjemme på sofaen en rum tid og lavede intet. Moderen var ved at få spat over ham, men faderen sagde: Når den dreng rejser sig, så REJSER han sig. Til noget stort! - Man må jo sige, at faderen fik ret.
Historien er tankevækkende. For der er flere faktorer på spil. Kendte faderen sin søn så godt, så han virkelig havde noget reelt at have sin tro på drengen i? Eller havde han en tyrkertro på, at sønnen var gjort af så godt et stof, så han måtte blive til noget stort? Havde han blot en grundlæggende tillid til sin egen søn? Vidste han, at det bedste man kan gøre som forældre, er at holde ud og ikke blande sig? Havde han tiltro til, at hans egen opdragelse af sønnen havde været helt rigtig?
Er der en måde at forholde sig til ens teenager, der ligger på sofaen og ikke rejser sig på, der er rigtig? Og en anden der er forkert?
Jeg hører tit forældre diskutere den slags. Jeg har ikke selv haft "sofabørn" - skønt en del andet bøwl med mine tre som teenagere. Men jeg hører forældre argumentere, så man straks kan høre deres politiske holdning bag, f. eks.:
" Man skal ikke ligge og drive. Ud at finde et arbejde. Hvis de ikke ved, hvad de vil læse, så må de finde sig et arbejde. Eller også må de læse noget, og så må de skifte studium, hvis det viser sig, at de hellere vil noget andet. De skal sørme ikke bo på nas herhjemme, når de er over 18, det manglede bare. De skal ud og opleve livets barske realiteter"
eller
" Det er heller ikke let at være ung i dag. Og hvis man nu ikke ved, hvad man vil være. Og hvordan skulle de betale for at bo hjemme, når de ikke tjener penge? Det er jo heller ikke til at få arbejde nu til dags. Og når vi nu både har råd og plads, så er det da bedst, at de bor herhjemme. De kan tids nok komme ud og opleve livets barske realiteter".
Er der nogen, der kan stille sig til dommer over, hvad der er bedst? Ja, der er sikkert mange, der vil mene, at de kan. Men ud fra hvilken ret?
Hvis det er ud fra, at de er dem, der kender deres egne børn bedst, så respekt for det. Uanset om/hvis jeg mener noget andet. Børn er jo forskellige. Forældre er jo forskellige. Man bliver nødt til at forholde sig, som man nu KAN. Moderen og faderen i mit første eksempel KAN ikke opføre sig som i mit andet eksempel. Og omvendt. Fordi de ER ikke sådan. De MENER ikke sådan.
Så mit bedste råd til teenageforældre: Stå ved hvem I er! Og hvis I gør det, har I givet jeres børn den bedste ballast, I kan. I har nemlig givet dem af jer selv!!!!
lørdag den 19. januar 2013
Er der en mening med livet?
I og med at man kan stille spørgsmålet, anerkender man den mulighed, at der kan være en mening med livet. Og hertil kan man svare ja, nej eller ved ikke.
Det sandelste svar vil være "ved ikke". For i en menneskelig forståelse af, hvad det vil sige at "vide" noget, - at noget f. eks. kan efterprøves - kan vi ikke svare andet.
Eksistentialister, ateister og livspragmatikere har svaret: Nej, der er ingen mening med livet. Livets eneste problem er selvmordets problem. Ser du nogen "mening" i at leve det meningsløse liv, ellers kan du lige så godt dø med det samme.
Så det vil egentlig sige, at hvis vi stiller spørgsmålet "er der en mening med livet", så er vi straks ovre i trosverdenen. Ikke nødvendigvis religionstroens verden, men i den verden, som vi ikke uden videre kan putte ind i kendte og efterprøvelsesværdige forståelser af verden.
Og så er vi inde i ja-et. Ja, der er en mening med livet. Men gælder det så menneskeheden som sådan, eller gælder det bare mit liv? Hvis det kun gælder mit liv, så kan det være noget, jeg har valgt. At for at kunne leve mit liv, må jeg leve det som om der er en mening med det. Uanset, om der på forhånd er en mening med mit liv, må jeg, for at kunne leve det, vælge det. Hvis jeg siger ja til det, skal jeg også tage stilling til det næste valg: Var meningen der i forvejen, så jeg skal opdage den, eller dannes meningen hen af vejen, i forhold til de valg, jeg træffer? Jeg kan også spørge: Er min livsbane tilrettelagt, forudbestemt, determineret, eller har jeg min suverænt frie vilje?
Jeg kan lige så godt tilstå med det samme, at jeg tror begge dele. Ja, min livsbane er tilrettelagt, og ja, jeg har min suverænt frie vilje. At jeg kan tro begge dele, skyldes, at jeg mener, jeg både lever i tid og evighed. Set fra mit jordiske tidsperspektiv har jeg min frie vilje, og set fra evighedsperspektiv, hvor tiden ikke eksisterer, er min livsbane afstukket.
Jeg oplever, at jeg vælger frit. Og i det frie valg har jeg i forvejen indkluderet arv, miljø, situationens omstændigheder, og alt hvad der ellers kan menes af eventuelle forhindringer for den frie vilje. Jeg oplever at meningen med mit liv viser sig, efterhånden som jeg lever det. Der er visse temaer i mit liv, som jeg har anet fra jeg var ganske ung, og andre er kommet til hen af vejen. Og det er sikkert først, når jeg ligger på mit dødsleje, at jeg kan skue ud over det hele og måske se helheden. At livet leves forfra og forstås bagfra har bl.a. Søren Kierkegaard beskrevet.
Men jeg oplever også, at I mine valg bærer jeg så mange tidligere valg, personlighed, kristentro, opdragelse osv med mig - og derfor kan man måske på en måde sige, at mit valg er givet på forhånd. Men det fratager mig ikke oplevelsen af, at det er mig, som vælger, når jeg vælger. Og sådan er det såre godt. For derved gøres jeg ansvarlig for mit liv. Og skønt meget kan siges om meningen og meningerne med mit liv, må jeg fastholde, at det er mit ansvar. Uanset hvad jeg har med mig i bagagen, selvforskyldt eller ej, er det min opgave at tage livet, som det er givet mig, på mig. Ikke så jeg kan rose mig af noget, fordi enhver har jo kun, hvad han har fået givet, men som min opgave.
Og her er jeg heldigvis ikke alene, men har fået givet medmennesker at dele det med, og en masse hjælp fra skaberens side, så jeg aldrig er alene.
Det sandelste svar vil være "ved ikke". For i en menneskelig forståelse af, hvad det vil sige at "vide" noget, - at noget f. eks. kan efterprøves - kan vi ikke svare andet.
Eksistentialister, ateister og livspragmatikere har svaret: Nej, der er ingen mening med livet. Livets eneste problem er selvmordets problem. Ser du nogen "mening" i at leve det meningsløse liv, ellers kan du lige så godt dø med det samme.
Så det vil egentlig sige, at hvis vi stiller spørgsmålet "er der en mening med livet", så er vi straks ovre i trosverdenen. Ikke nødvendigvis religionstroens verden, men i den verden, som vi ikke uden videre kan putte ind i kendte og efterprøvelsesværdige forståelser af verden.
Og så er vi inde i ja-et. Ja, der er en mening med livet. Men gælder det så menneskeheden som sådan, eller gælder det bare mit liv? Hvis det kun gælder mit liv, så kan det være noget, jeg har valgt. At for at kunne leve mit liv, må jeg leve det som om der er en mening med det. Uanset, om der på forhånd er en mening med mit liv, må jeg, for at kunne leve det, vælge det. Hvis jeg siger ja til det, skal jeg også tage stilling til det næste valg: Var meningen der i forvejen, så jeg skal opdage den, eller dannes meningen hen af vejen, i forhold til de valg, jeg træffer? Jeg kan også spørge: Er min livsbane tilrettelagt, forudbestemt, determineret, eller har jeg min suverænt frie vilje?
Jeg kan lige så godt tilstå med det samme, at jeg tror begge dele. Ja, min livsbane er tilrettelagt, og ja, jeg har min suverænt frie vilje. At jeg kan tro begge dele, skyldes, at jeg mener, jeg både lever i tid og evighed. Set fra mit jordiske tidsperspektiv har jeg min frie vilje, og set fra evighedsperspektiv, hvor tiden ikke eksisterer, er min livsbane afstukket.
Jeg oplever, at jeg vælger frit. Og i det frie valg har jeg i forvejen indkluderet arv, miljø, situationens omstændigheder, og alt hvad der ellers kan menes af eventuelle forhindringer for den frie vilje. Jeg oplever at meningen med mit liv viser sig, efterhånden som jeg lever det. Der er visse temaer i mit liv, som jeg har anet fra jeg var ganske ung, og andre er kommet til hen af vejen. Og det er sikkert først, når jeg ligger på mit dødsleje, at jeg kan skue ud over det hele og måske se helheden. At livet leves forfra og forstås bagfra har bl.a. Søren Kierkegaard beskrevet.
Men jeg oplever også, at I mine valg bærer jeg så mange tidligere valg, personlighed, kristentro, opdragelse osv med mig - og derfor kan man måske på en måde sige, at mit valg er givet på forhånd. Men det fratager mig ikke oplevelsen af, at det er mig, som vælger, når jeg vælger. Og sådan er det såre godt. For derved gøres jeg ansvarlig for mit liv. Og skønt meget kan siges om meningen og meningerne med mit liv, må jeg fastholde, at det er mit ansvar. Uanset hvad jeg har med mig i bagagen, selvforskyldt eller ej, er det min opgave at tage livet, som det er givet mig, på mig. Ikke så jeg kan rose mig af noget, fordi enhver har jo kun, hvad han har fået givet, men som min opgave.
Og her er jeg heldigvis ikke alene, men har fået givet medmennesker at dele det med, og en masse hjælp fra skaberens side, så jeg aldrig er alene.
torsdag den 17. januar 2013
Det ondes problem
For et stykke tid siden læste jeg bogen "Jobs tårer" af Jakob Wolf. Den handler om det ondes problem, kaldet teodicéproblemet. Meget kort fortalt går det ud på: Hvordan kan Gud, der er almægtig og god, tillade det onde?
Kristne har til alle tider kredset om dette problem, og søgt at løse det på forskellig vis. Men Jakob Wolf går et skridt længere. Han gennemgår først forskellige tænkeres forsøg på at komme om ved problemet, og han skyder teorierne ned en for en. Han gennemgår Jobs bog, og han redegør for, hvordan han selv kommer frem til sin konklusion, - at den eneste redelige måde at forholde sig til det onde på, er ved at lade det være Guds ansvar. Vi må anklage Gud, for i vor menneskeforståelse af godhed og Guds almagt, kan vi ikke forstå, hvorfor Gud tillader det onde.
Det er ikke vores opgave at forsvare Gud, nej - vi må anklage Gud, som Job gør. Jobs venner hævder godt nok, at Job må have gjort noget forkert, siden Gud er så grusom mod ham. Men Job bliver ved at påstå, at det har han ikke. I slutningen får vi Guds store tale til Job, hvor han bl.a. siger til Job: "Hvor var du, da jeg grundede jorden"? Gud siger, at skaberværket tilhører ham, og at han må gøre med skaberværket, hvad han vil. Han siger også, at Job ikke kan eller skal forsøge at retfærdiggøre sig eller Gud.
Bogen har gjort et dybt indtryk på mig, fordi den kaster pilen lige ind i hjertet - der hvor det kan gøre allermest ondt og der, hvor troen kan vakle. Menneskers erfaring er tvedelt. Vi har en erfaring af, at det onde findes. Både i og udenfor os selv. Både i mennesker og i naturen. Og vi har også en erfaring af, at Gud er god og almægtig. Vi bliver nødt til at magte begge dele, og ikke gøre forsøg på at få det til at gå op.
For mange år siden var jeg kommet dertil i min gudstro, at jeg erkendte, at verden er uretfærdig. I menneskelig forstand. Det var på en måde en frisættelse, for jeg følte derefter, at jeg slet ikke "behøvede" at blive bitter, misundelig, og lignende, for jeg forventede ikke retfærdighed i menneskelig forstand. Men det bevirkede på en måde et stort tillidsforhold til Gud. På samme måde erkender jeg, at ansvaret for det onde er Guds.
Men det fritager mig ikke for at forsage det onde, som vi siger i trosbekendelsen. Det er mit ansvar. Det er også mit ansvar at være medmenneske, at være "næsten", som afhjælper den nød, som det onde kan afstedkomme, så godt jeg nu kan, med de muligheder, jeg har. Uanset om det onde kommer fra mennesker eller naturkatastrofer eller simpelthen uheld og ulykke.
Kristne har til alle tider kredset om dette problem, og søgt at løse det på forskellig vis. Men Jakob Wolf går et skridt længere. Han gennemgår først forskellige tænkeres forsøg på at komme om ved problemet, og han skyder teorierne ned en for en. Han gennemgår Jobs bog, og han redegør for, hvordan han selv kommer frem til sin konklusion, - at den eneste redelige måde at forholde sig til det onde på, er ved at lade det være Guds ansvar. Vi må anklage Gud, for i vor menneskeforståelse af godhed og Guds almagt, kan vi ikke forstå, hvorfor Gud tillader det onde.
Det er ikke vores opgave at forsvare Gud, nej - vi må anklage Gud, som Job gør. Jobs venner hævder godt nok, at Job må have gjort noget forkert, siden Gud er så grusom mod ham. Men Job bliver ved at påstå, at det har han ikke. I slutningen får vi Guds store tale til Job, hvor han bl.a. siger til Job: "Hvor var du, da jeg grundede jorden"? Gud siger, at skaberværket tilhører ham, og at han må gøre med skaberværket, hvad han vil. Han siger også, at Job ikke kan eller skal forsøge at retfærdiggøre sig eller Gud.
Bogen har gjort et dybt indtryk på mig, fordi den kaster pilen lige ind i hjertet - der hvor det kan gøre allermest ondt og der, hvor troen kan vakle. Menneskers erfaring er tvedelt. Vi har en erfaring af, at det onde findes. Både i og udenfor os selv. Både i mennesker og i naturen. Og vi har også en erfaring af, at Gud er god og almægtig. Vi bliver nødt til at magte begge dele, og ikke gøre forsøg på at få det til at gå op.
For mange år siden var jeg kommet dertil i min gudstro, at jeg erkendte, at verden er uretfærdig. I menneskelig forstand. Det var på en måde en frisættelse, for jeg følte derefter, at jeg slet ikke "behøvede" at blive bitter, misundelig, og lignende, for jeg forventede ikke retfærdighed i menneskelig forstand. Men det bevirkede på en måde et stort tillidsforhold til Gud. På samme måde erkender jeg, at ansvaret for det onde er Guds.
Men det fritager mig ikke for at forsage det onde, som vi siger i trosbekendelsen. Det er mit ansvar. Det er også mit ansvar at være medmenneske, at være "næsten", som afhjælper den nød, som det onde kan afstedkomme, så godt jeg nu kan, med de muligheder, jeg har. Uanset om det onde kommer fra mennesker eller naturkatastrofer eller simpelthen uheld og ulykke.
onsdag den 16. januar 2013
Syndernes tilladelse versus syndernes forladelse.
"Vi har en folkekirke, som ikke længere giver syndernes forladelse, men syndernes tilladelse. Denne sætning læste jeg for en tid siden i en artikel i Kristelig Dagblad.Udtalelsen fik mig til at tænke, at det er der måske noget om.
Vi er ikke længere syndere, som har brug for nåden og Guds tilgivelse, nej, vi er glade børn, som er elsket af Gud, og vi kan gøre, som vi vil, for alle mennesker bliver frelst. Denne holdning mødes man oftere og oftere af indenfor folkekirken. Synden er trådt i baggrunden, eller den er helt gemt væk, som et levn fra en anden tid - et levn fra den mørke middelalder, hvor fortabelsens mulighed holdt mennesker nede i undertrykkelse, og hvor kirkens magt voksede netop derved. Mennesker fra andre religioner bliver også frelst, for Gud er kærlig, og han vil selvfølgelig ikke foretrække nogen fremfor nogle andre. Og i lyset af denne tro giver det ikke meget mening at missionere. Vi er stolte af vores "rummelige folkekirke", for den kan stå for næsten alt. Det er måske ikke fra prædikestolene, at der siges: Enhver er salig i sin tro, men resultatet af den rummelige folkekirke, kan få folk til at tænke sådan.
I en tid, hvor vi taler meget om RET - hvad vi har ret til, og hvad vi har krav på, er vi ikke meget for at omtale os selv som syndere. Vi er alle gode mennesker, som tilslutter os menneskerettighedskonventionen, vi betaler vores, temmelig høje skat, for at kunne få den velfærd, vi ønsker - næ, ikke som vi ønsker, men som vi kræver. Vi sætter velfærd lig med ALLES ret til ydelser, uanset behov. At yde efter evne og nyde efter behov er ikke på mode. Vi vil godt yde, men vi vil helst nyde. Vi vil godt arbejde hårdt og tjene mange penge, men det er da primært til os selv. Ellers truer vi med at flytte til andre lande, hvor man lader mennesker beholde mere af deres indkomst i egen lomme.
Det er ikke en tale, som man kan finde i biblen. I biblen siges: Hvad har du, som du ikke har fået givet? Her tales om, at vi er skabt, og at vi har fået alt for intet, og at vi derfor skal give det videre for intet. Her tales om, at det er sværere for en kamel at gå gennem nåleøjet, end det er for en rig at komme i himmerige. Her tales om den rige mand, som først efter sin død opdagede, at han skulle have givet ud af sin rigdom.
Men det moderne menneske har ikke brug for frelse, for det kan slet ikke forstå begrebet. Frelse fra hvad? Hvis kirken ikke vil tale om synden, giver frelsen ingen mening, for det er jo ved syndsbevidstheden, at vi kommer til erkendelse af, at vi har brug for frelsen. I forsøget på at modernisere sig, skulle folkekirken måske tage det personlige skriftemål op igen. Ved skriftemålet sættes mennesket ind i den sammenhæng, som er det sandt menneskelige: Jeg erkender min synd, jeg angrer den, jeg gør bod, og jeg modtager mine synders nådige forladelse. Her har katolikkerne noget, som reformationen kom til at smide ud i sin iver efter "kristendom pur og ren". Ved at indføre skriftemålet, vil vi også blive oplært til at have en åndelig vejleder, nemlig vores præst, og hvor har vi dog brug for det. Der har aldrig været så mange, som går til psykolog, i terapi, til healing o.s.v. Det ville give os en følelse af at leve med vores kristendom, som mange i dag trænger til. Så frem for at skabe modernitet ved at forpoppe folkekirken, kunne det være, man skulle kigge bagud og tage nogle af de gamle, glemte temaer op igen.
Vi holder ikke af at tale om arvesynden, for historierne om Adam og Eva er vi da forlængst vokset fra. Hvem lærer - og hvor lærer vi i dag, hvad historierne har at sige om det, at være menneske? I skolerne skal der undervises i kristendom, men der må ikke forkyndes. Det betyder, at det, vore børn hører om kristendom i folkeskolen, er distanceret. Eller også undervises der, som om der er lighedstegn mellem kristendom og humanisme. Sådan ser det også ud, hvis man kigger på diverse materialer til kristendomsundervisning. Det er tragikomisk, at man i alle andre fag hævder princippet om engagement, med Grundtvigs ord: Men han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær. På dette område er forældrene overladt til sig selv, hvis de gerne vil have, at deres børn skal vokse op og lære om kristendommen.
Men hvis talen er om arvesynden, så er det a la: Vi er allesammen syndere, det er der ikke noget at gøre ved, men det gør heller ikke noget. Vi tror jo ikke på gerningsretfærdighed, vi skal bare tro, så bliver vi frelst. Vi lever i et land, som har fostret en af verdens største kristne filosoffer, nemlig Søren Kierkegaard, og vi kender ham ikke. Og lad nu venligst være med at udbryde "Han er også så svær at læse". Det er muligt. Men som lærer og pædagog er man uddannet til at undervise i hvad som helst på et hvilket som helst udviklingstrin, blot undervisningen afpasses barnets udviklingstrin. Det kræver selvfølgelig, at man SELV sætter sig ind i hans verden. Og her er noget at hente. Her tales der ikke om syndernes tilladelse, men om hvad det vil sige at være menneske, når man forstår sig selv ind i den ramme, som er syndens, og hvordan syndernes forladelse derved bliver altafgørende for vort liv.
Vi er ikke længere syndere, som har brug for nåden og Guds tilgivelse, nej, vi er glade børn, som er elsket af Gud, og vi kan gøre, som vi vil, for alle mennesker bliver frelst. Denne holdning mødes man oftere og oftere af indenfor folkekirken. Synden er trådt i baggrunden, eller den er helt gemt væk, som et levn fra en anden tid - et levn fra den mørke middelalder, hvor fortabelsens mulighed holdt mennesker nede i undertrykkelse, og hvor kirkens magt voksede netop derved. Mennesker fra andre religioner bliver også frelst, for Gud er kærlig, og han vil selvfølgelig ikke foretrække nogen fremfor nogle andre. Og i lyset af denne tro giver det ikke meget mening at missionere. Vi er stolte af vores "rummelige folkekirke", for den kan stå for næsten alt. Det er måske ikke fra prædikestolene, at der siges: Enhver er salig i sin tro, men resultatet af den rummelige folkekirke, kan få folk til at tænke sådan.
I en tid, hvor vi taler meget om RET - hvad vi har ret til, og hvad vi har krav på, er vi ikke meget for at omtale os selv som syndere. Vi er alle gode mennesker, som tilslutter os menneskerettighedskonventionen, vi betaler vores, temmelig høje skat, for at kunne få den velfærd, vi ønsker - næ, ikke som vi ønsker, men som vi kræver. Vi sætter velfærd lig med ALLES ret til ydelser, uanset behov. At yde efter evne og nyde efter behov er ikke på mode. Vi vil godt yde, men vi vil helst nyde. Vi vil godt arbejde hårdt og tjene mange penge, men det er da primært til os selv. Ellers truer vi med at flytte til andre lande, hvor man lader mennesker beholde mere af deres indkomst i egen lomme.
Det er ikke en tale, som man kan finde i biblen. I biblen siges: Hvad har du, som du ikke har fået givet? Her tales om, at vi er skabt, og at vi har fået alt for intet, og at vi derfor skal give det videre for intet. Her tales om, at det er sværere for en kamel at gå gennem nåleøjet, end det er for en rig at komme i himmerige. Her tales om den rige mand, som først efter sin død opdagede, at han skulle have givet ud af sin rigdom.
Men det moderne menneske har ikke brug for frelse, for det kan slet ikke forstå begrebet. Frelse fra hvad? Hvis kirken ikke vil tale om synden, giver frelsen ingen mening, for det er jo ved syndsbevidstheden, at vi kommer til erkendelse af, at vi har brug for frelsen. I forsøget på at modernisere sig, skulle folkekirken måske tage det personlige skriftemål op igen. Ved skriftemålet sættes mennesket ind i den sammenhæng, som er det sandt menneskelige: Jeg erkender min synd, jeg angrer den, jeg gør bod, og jeg modtager mine synders nådige forladelse. Her har katolikkerne noget, som reformationen kom til at smide ud i sin iver efter "kristendom pur og ren". Ved at indføre skriftemålet, vil vi også blive oplært til at have en åndelig vejleder, nemlig vores præst, og hvor har vi dog brug for det. Der har aldrig været så mange, som går til psykolog, i terapi, til healing o.s.v. Det ville give os en følelse af at leve med vores kristendom, som mange i dag trænger til. Så frem for at skabe modernitet ved at forpoppe folkekirken, kunne det være, man skulle kigge bagud og tage nogle af de gamle, glemte temaer op igen.
Vi holder ikke af at tale om arvesynden, for historierne om Adam og Eva er vi da forlængst vokset fra. Hvem lærer - og hvor lærer vi i dag, hvad historierne har at sige om det, at være menneske? I skolerne skal der undervises i kristendom, men der må ikke forkyndes. Det betyder, at det, vore børn hører om kristendom i folkeskolen, er distanceret. Eller også undervises der, som om der er lighedstegn mellem kristendom og humanisme. Sådan ser det også ud, hvis man kigger på diverse materialer til kristendomsundervisning. Det er tragikomisk, at man i alle andre fag hævder princippet om engagement, med Grundtvigs ord: Men han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær. På dette område er forældrene overladt til sig selv, hvis de gerne vil have, at deres børn skal vokse op og lære om kristendommen.
Men hvis talen er om arvesynden, så er det a la: Vi er allesammen syndere, det er der ikke noget at gøre ved, men det gør heller ikke noget. Vi tror jo ikke på gerningsretfærdighed, vi skal bare tro, så bliver vi frelst. Vi lever i et land, som har fostret en af verdens største kristne filosoffer, nemlig Søren Kierkegaard, og vi kender ham ikke. Og lad nu venligst være med at udbryde "Han er også så svær at læse". Det er muligt. Men som lærer og pædagog er man uddannet til at undervise i hvad som helst på et hvilket som helst udviklingstrin, blot undervisningen afpasses barnets udviklingstrin. Det kræver selvfølgelig, at man SELV sætter sig ind i hans verden. Og her er noget at hente. Her tales der ikke om syndernes tilladelse, men om hvad det vil sige at være menneske, når man forstår sig selv ind i den ramme, som er syndens, og hvordan syndernes forladelse derved bliver altafgørende for vort liv.
Forholdet mellem tro og gerninger.
Når spørgsmålet om forholdet mellem tro og gerninger stilles, er vi inde ved kernen i kristendommens betydning for, hvordan vi mennesker skal forholde os til Kristus. Det var Luthers fortvivlelse, at han ikke fandt "en nådig Gud", idet forsøget på at nå dertil enten måtte føre til hovmod eller fortvivlelse. Og det var fra læsningen af Romerbrevet og Galaterbrevet, at han pludselig forstod alt i et nyt lys. Som protestanter har vi derfor arvet Luthers forståelse, skønt enhver tro, der bekender sig til Jesus som frelseren, ikke kommer udenom at forholde sig til det spørgsmål.
I sandhedens interesse skal det siges, at GT ikke kun beskriver jødedommen som en lovreligion, men også taler om den kærlige og barmhjertige Gud, skønt uforståelig og uberegnelig for den menneskelige intelligens. Men det lå dybt i jødedommen, at menneskene skulle leve efter moseloven, og kun ved at leve et syndfrit og rent liv, ville Gud frelse én.
Men ud af Luthers krise, fandt han frem til det, som vi siden har kaldt "retfærdiggørelse ved troen alene". Betyder det så, at mennesket kan leve, som det lyster? Så langtfra, som også Paulus skriver i både Romer- og Galaterbrevet. Men det betyder, at mennesket er både retfærdiggjort og synder på samme tid. Retfærdiggjort, så frelsen er taget ud af vore hænder og overladt til Jesus alene. Retfærdiggjort ved dåben. Retfærdiggjort ved nadveren. Retfærdiggjort ved ordet. Det er de steder, vi får at høre, se og føle, at magten og æren til frelsen alene er Guds. Og herefter har vi kun ét at gøre: Have tillid til, at Gud er den kærlige fader, som gør alt nyt. DERFOR kan vi ikke længere bare synde.
I udgangsbønnen siges det til os. "....og hver dag forbedre mig i et helligt liv og levned". Det er det, vi skal have tillid til, at Gud vil virke. Vi skal ikke kigge efter frugterne, men vi skal tage for givet, at ud af Guds kærlighed, nåde og barmhjertighed vokser kærligheden. Vi skal ikke måle og veje og dømme, om det nu også går sådan. Det har vi slet ikke tid til. Vi skal udelukkende søge at leve det kærlige liv, vel vidende, at vi ikke er fuldkomne, men syndere, og derfor til stadighed har brug for syndernes forladelse.
Og her må jeg forholde mig til reinkarnationstanken. Det er rigtigt, som jeg har set andre bloggere skrive, at ét liv ikke kan gøre os fuldkomne. Men det kan heller ikke mange liv. Og skal heller ikke. Vi har fået dette ene jordiske liv, derfor er det så dyrebart, og derfor er det så helt afgørende, at vi ikke går fejl af vejen. Men karmatanken er ikke en tanke, som kan findes indenfor kristendommen. Årsag/virkning eksisterer ikke i Guds barmhjertighed, som en lovmæssighed der er ligesom i menneskenes verden. Efter Jesu soningsdød er der sket det glædelige, at vi har lov at tro på syndernes forladelse. Det betyder, at vores synder ikke længere regnes os til last. Det betyder, at vi er godtaget som dem, vi er, med fejl, mangler, synder. Det er SÅ væsentligt at forstå, at vi IKKE skal stræbe efter fuldkommenhed, men leve vort jordiske liv, så godt vi nu kan, og have nok i det. Resten er op til Gud, og vores største udfordring er at have tillid til ham. Den virkelige synd betyder "adskilthed fra Gud".
I sandhedens interesse skal det siges, at GT ikke kun beskriver jødedommen som en lovreligion, men også taler om den kærlige og barmhjertige Gud, skønt uforståelig og uberegnelig for den menneskelige intelligens. Men det lå dybt i jødedommen, at menneskene skulle leve efter moseloven, og kun ved at leve et syndfrit og rent liv, ville Gud frelse én.
Men ud af Luthers krise, fandt han frem til det, som vi siden har kaldt "retfærdiggørelse ved troen alene". Betyder det så, at mennesket kan leve, som det lyster? Så langtfra, som også Paulus skriver i både Romer- og Galaterbrevet. Men det betyder, at mennesket er både retfærdiggjort og synder på samme tid. Retfærdiggjort, så frelsen er taget ud af vore hænder og overladt til Jesus alene. Retfærdiggjort ved dåben. Retfærdiggjort ved nadveren. Retfærdiggjort ved ordet. Det er de steder, vi får at høre, se og føle, at magten og æren til frelsen alene er Guds. Og herefter har vi kun ét at gøre: Have tillid til, at Gud er den kærlige fader, som gør alt nyt. DERFOR kan vi ikke længere bare synde.
I udgangsbønnen siges det til os. "....og hver dag forbedre mig i et helligt liv og levned". Det er det, vi skal have tillid til, at Gud vil virke. Vi skal ikke kigge efter frugterne, men vi skal tage for givet, at ud af Guds kærlighed, nåde og barmhjertighed vokser kærligheden. Vi skal ikke måle og veje og dømme, om det nu også går sådan. Det har vi slet ikke tid til. Vi skal udelukkende søge at leve det kærlige liv, vel vidende, at vi ikke er fuldkomne, men syndere, og derfor til stadighed har brug for syndernes forladelse.
Og her må jeg forholde mig til reinkarnationstanken. Det er rigtigt, som jeg har set andre bloggere skrive, at ét liv ikke kan gøre os fuldkomne. Men det kan heller ikke mange liv. Og skal heller ikke. Vi har fået dette ene jordiske liv, derfor er det så dyrebart, og derfor er det så helt afgørende, at vi ikke går fejl af vejen. Men karmatanken er ikke en tanke, som kan findes indenfor kristendommen. Årsag/virkning eksisterer ikke i Guds barmhjertighed, som en lovmæssighed der er ligesom i menneskenes verden. Efter Jesu soningsdød er der sket det glædelige, at vi har lov at tro på syndernes forladelse. Det betyder, at vores synder ikke længere regnes os til last. Det betyder, at vi er godtaget som dem, vi er, med fejl, mangler, synder. Det er SÅ væsentligt at forstå, at vi IKKE skal stræbe efter fuldkommenhed, men leve vort jordiske liv, så godt vi nu kan, og have nok i det. Resten er op til Gud, og vores største udfordring er at have tillid til ham. Den virkelige synd betyder "adskilthed fra Gud".
Lidt barmhjertig er man vel altid!
For tiden er jeg optaget af, hvad Jesu radikalisering af den gamle lov betyder for mennesker: Her må gerne grines, for er det da ikke det, kristendommen i det hele taget gik - og går - ud på? Jo jo da - men se, om ikke vi mennesker er ret så gode til ikke at forstå det! Hvis det var så såre enkelt, var der nok ikke mange tusind forskellige retninger indenfor kristendommen.
Lad mig illustrere med et eksempel, hvor jeg "befinder" mig: Den barmhjertige samaritaner. Jeg behøver næsten ikke sige mere. Så er vi alle med. Den vel nok kendteste af Jesu lignelser. Hvorfor er vi så vilde med den? Det er nok, fordi det er en smuk fortælling om barmhjertighed. Og det kan vi da forstå! Eller kan vi? For vi må nok lige tage det sidste med: Gå du hen og gør ligeså!!!
Ja ja, vi ved da godt, at vi skal være barmhjertige! Det er vi da også, så godt det nu lader sig gøre. Danskerne giver sandelig meget, når der er diverse indsamlinger og lign. Ja, nogen af os giver sågar faste beløb til velgørende institutioner. Man fristes næsten til at sige med Benny Andersen, frit citeret: Jeg øver mig hver dag i at være god. Jeg sætter mig hver dag foran spejlet med udbredte arme. Faktisk er jeg nået op på en hel time. Men jeg er bedst, når jeg er alene.
Det er jo det! Næsten kommer lissom i vejen! Altså den næste, som vi møder hver eneste dag overalt. Ham, som JEG skal være næste for.
Men vi er da den barmhjertige næste - når vi har tid - og råd. Vores liv i dag er sandelig ikke indrettet, så der er meget tid og råd til barmhjertighed. Lad os tage mig selv i en noget yngre udgave: Tidligt - meget tidligt op hver morgen for at nå det hele med tre børn, som jeg meget af deres barndom var alene med. Fuldtidsarbejde som leder af en institution for fysisk og psykisk handicappede børn. Hus, hjem og havejord. Bil, venner, familie. Og hertil: Motion, sund kost, indkøb, tøjvask, lektielæsning med børnene, følge med i dagens nyheder, følge med i litteratur, både fag- og skønlitteratur. Og hver dag komme for sent i seng, fordi der dog skal være bare lidt tid til mig selv. Og hvis man har en mage: Tid til samvær, til at være kærester, til at koordinere kalendere, til aftaler, til at gøre sig lækker, til sex, til ferier til....Det er næsten trivielt at skrive om, for de fleste af os har vistnok vænnet os til, at vore liv ER stressende. Så det med barmhjertigheden og næsten kan muligvis ligge på et lille sted.
Jamen, har jeg ikke misforstået det? Det er jo i hverdagen, i forhold til den næste, vi møder, at vi skal være barmhjertige. Men det er ikke noget vi OGSÅ skal være - ud over alt det andet, vi også skal. Det er ikke ligesom en fritidsbeskæftigelse, vi kan hygge os med, hvis vi får tid. Nej, gå du hen og gør ligeså! Her er det så, at Jesu radikaliserede bud gør sig gældende: Gå du hen og gør ligeså! Ikke når du har tid eller råd. Enten er du barmhjertig eller også er du ikke! Man kan ikke springe på hesten og ride i to retninger!
I en af vore lokale kirker har man fået dette hersens nymodens fjernsyn, og en af præsterne er rigtig god til at bruge det, når han prædiker. Hovedpunkterne i hans prædiken kommer op på skærmen, og en konklusion går igen. Og se, om ikke det har hjulpet. I hvert fald husker jeg en af hans konklusioner: Lidt er nok! Jeg har ikke kunnet få den ud af hovedet, for den stritter i mig. Lidt er nok! Kan man være lidt barmhjertig, og det er så nok? Hvordan skal det forstås? Kunne jeg have taget mig LIDT af ham, der faldt blandt røvere? Nej vel. Vi er ENTEN barmhjertige, eller også er vi det ikke.
Og vi ved godt, at vi IKKE er barmhjertige, for vi kan jo da ikke bruge hele vort liv på næsten og hans gøremål, vi har jo også et liv. Hvad skal vi så gøre? Ja, vi må starte med at erklære os som syndere. Dog ikke for at vi så er fritaget for at øve barmhjertighed, men for at blive sat i den rette sammenhæng i forhold til Jesu radikalisering. Det bliver så åbenbart i Jesu ord, at vi mennesker ikke ER de barmhjertige. Og sandelig, om ikke lignelsen har DEN pointe: At det eneste, vi kan, er at holde os til Jesus i hans ord om syndsforladelsen. For det bliver i denne smukke lignelse så åbenbart, at det er det, vi trænger til
tirsdag den 15. januar 2013
Hjælp til at komme udenom kærlighedsbudskabet
Du skal elske din næste som dig selv!
Her får du lige en række undskyldninger, hvis du ikke selv skulle være kommet i tanke om dem:
- hvem er min næste?
- jeg elsker ikke mig selv
- hvad så hvis han ikke er værd at elske?
- hvem? Mig?
- skal og skal - at elske er vel ikke noget, man skal
- det gør de rige da ikke
- det gælder vel ikke de sortsmuskede?
- jeg har nok at gøre med min egen hverdag
- det har jeg ikke råd til
- elske er en følelse, og hvad nu, hvis jeg ikke føler for det?
- o.k. når jeg får tid
- det dumme svin?
- hvordan skulle jeg så få tid til at gå på arbejde?
- det gælder vel kun danskerne?
- hvem siger det?
- det er sådan en middelalderlig tanke
- ja ja, du er jo socialist!
- forbandet ævl!
- jeg elsker min kone, det må være nok
- hvad kommer han mig ved?
- og hvad får jeg så til gengæld?
- hvorfor det?
- han elsker da ikke mig
- ikke så længe han ikke opfører sig ordentligt
- jeg er ikke tossegod
- og hvad betyder det så?
- jeg har ingen næste
- han kan vel klare sig selv
- jeg betaler til ham over skatten
- det er der nok andre, der gør
- det skal du ikke bestemme
- Min næste? Han er da også jeres
- jeg har ingen omgangskreds
- jeg har altid måttet klare mig selv
- han er en nasserøv
- det kan du selv gøre
- jeg er ikke bøsse
- jeg er ikke gift med Henry Ford
- han skulle tage og elske sig selv, så er jeg fri for det
- skal jeg ikke først og fremmest sørge for kone og børn?
- jeg tror ikke på Gud
- hvem har fundet på det?
- jeg er ikke til sådan noget romantisk pis
- jeg vil overhovedet ikke omgås ham
- ligefrem elske? Du er ikke rigtig klog
- det gør jeg også
Her får du lige en række undskyldninger, hvis du ikke selv skulle være kommet i tanke om dem:
- hvem er min næste?
- jeg elsker ikke mig selv
- hvad så hvis han ikke er værd at elske?
- hvem? Mig?
- skal og skal - at elske er vel ikke noget, man skal
- det gør de rige da ikke
- det gælder vel ikke de sortsmuskede?
- jeg har nok at gøre med min egen hverdag
- det har jeg ikke råd til
- elske er en følelse, og hvad nu, hvis jeg ikke føler for det?
- o.k. når jeg får tid
- det dumme svin?
- hvordan skulle jeg så få tid til at gå på arbejde?
- det gælder vel kun danskerne?
- hvem siger det?
- det er sådan en middelalderlig tanke
- ja ja, du er jo socialist!
- forbandet ævl!
- jeg elsker min kone, det må være nok
- hvad kommer han mig ved?
- og hvad får jeg så til gengæld?
- hvorfor det?
- han elsker da ikke mig
- ikke så længe han ikke opfører sig ordentligt
- jeg er ikke tossegod
- og hvad betyder det så?
- jeg har ingen næste
- han kan vel klare sig selv
- jeg betaler til ham over skatten
- det er der nok andre, der gør
- det skal du ikke bestemme
- Min næste? Han er da også jeres
- jeg har ingen omgangskreds
- jeg har altid måttet klare mig selv
- han er en nasserøv
- det kan du selv gøre
- jeg er ikke bøsse
- jeg er ikke gift med Henry Ford
- han skulle tage og elske sig selv, så er jeg fri for det
- skal jeg ikke først og fremmest sørge for kone og børn?
- jeg tror ikke på Gud
- hvem har fundet på det?
- jeg er ikke til sådan noget romantisk pis
- jeg vil overhovedet ikke omgås ham
- ligefrem elske? Du er ikke rigtig klog
- det gør jeg også
mandag den 14. januar 2013
Socialt bedrageri
Ja, der er mange rige, der fifler med, hvad de betaler i skat. Ja, der er selskaber, der ikke betaler, hvad de bør i Danmark. Ja, det er synd for mange enlige, at de ikke har penge nok. Ja, der er mange forretningsdrivende, som ikke betaler, hvad de bør i moms. Ja, der er mange der bruger sort arbejde.
Men i aften handlede det så om socialet bedrageri. Vi fulgte to sager. Det ene handlede om en enlig kvinde, som havde en kæreste, og hvorvidt hun var reelt enlig. Det andet handlede om en forretningsdrivende, som havde ansatte, der modtog dagpenge ved siden af ansættelsen, og opholdt sig ulovligt i landet.
Jeg har lige siddet og læst en hulens masse kommentarer på facebook, som handler om, hvorvidt der er i orden, at sagsbehandlere går på facebook for at få oplysninger om klienterne.
Allerførst fastslår jeg lige: Socialt bedrageri er bedrageri!
Nu kan jeg godt nok læse på fb, at der er nogen, der synes, at de har ret til det, for "det kommer sgu ikke kommunen ved". Der er også nogen, der synes, at de har ret til det, fordi "de rige også snyder". Og så er der nogen, der synes, de har ret til det, fordi "de ikke ved, hvordan de ellers skal betale deres regninger". Der var også et par andre kreative forsøg på at bortforklare deres bedrageri.
12 milliarder!! Det er mange penge. En halv storebæltsbro. 19.000 lærere. Eller sygeplejersker. Eller fjernelse af topskatten. Eller nedsættelse af selskabsskatten.
Men her i dette indlæg focuserer jeg på, at det er bedrageri!
Man kan bortforklare bedrageri på mange måder, også langt flere, end hvad jeg har læst om på fb som beskrevet ovenfor.
Bedrageri skal opklares! For vores allesammens skyld. Fordi vi godt kan bruge pengene andre steder. Fordi vi er nødt til at håndhæve loven. Fordi retsbevidstheden skal bevares. En enkelt bedrager koster iflg. udsendelsen 100.000 kr årligt.
Men hvad er det, bedrageren gør ved sig selv?
- lyver (overfor sagsbehandleren, naboer mv)
- opfører sig usolidarisk (overfor loven, andre mennesker, skatteyderne)
- gør sig til offer (det er samfundets, kommunens, de riges, regeringens skyld, at jeg ikke har penge nok)
- overfører løgn og bedrag i opdragelsen af evt. børn (børnene ser hvad forældrene gør og hvordan de lever)
- snyder (nasser dermed på alle andre)
Kan det ikke være lige meget?
Nej, for hermed gør bedrageren sit liv værre, end det var i forvejen. Ingen redelighed, ærlighed, medborgersind, solidaritet, pligtopfyldenhed.
Ærlighed!! En underlig størrelse. Poul Ørum skrev engang en bog, der hed "Det 11. bud". Den handlede om, at "det gør ikke noget, hvis det ikke bliver opdaget". Men det gør det alligevel. Det gør noget ved én selv - noget ubehageligt og negativt - for hvis man ikke ændrer din praksis i retning af ærlighed og redelighed, er man nødt til at ændre sin holdning, som så bliver løgn og uærlighed, selv om man aldrig så meget prøver på at bortforklare. Kan samvittigheden klare det? Kan man se sig selv i spejlet? - - - Åh ja, såmænd, hvis man har gjort det tit nok.
Gør det ikke mod dig selv!!!
Men i aften handlede det så om socialet bedrageri. Vi fulgte to sager. Det ene handlede om en enlig kvinde, som havde en kæreste, og hvorvidt hun var reelt enlig. Det andet handlede om en forretningsdrivende, som havde ansatte, der modtog dagpenge ved siden af ansættelsen, og opholdt sig ulovligt i landet.
Jeg har lige siddet og læst en hulens masse kommentarer på facebook, som handler om, hvorvidt der er i orden, at sagsbehandlere går på facebook for at få oplysninger om klienterne.
Allerførst fastslår jeg lige: Socialt bedrageri er bedrageri!
Nu kan jeg godt nok læse på fb, at der er nogen, der synes, at de har ret til det, for "det kommer sgu ikke kommunen ved". Der er også nogen, der synes, at de har ret til det, fordi "de rige også snyder". Og så er der nogen, der synes, de har ret til det, fordi "de ikke ved, hvordan de ellers skal betale deres regninger". Der var også et par andre kreative forsøg på at bortforklare deres bedrageri.
12 milliarder!! Det er mange penge. En halv storebæltsbro. 19.000 lærere. Eller sygeplejersker. Eller fjernelse af topskatten. Eller nedsættelse af selskabsskatten.
Men her i dette indlæg focuserer jeg på, at det er bedrageri!
Man kan bortforklare bedrageri på mange måder, også langt flere, end hvad jeg har læst om på fb som beskrevet ovenfor.
Bedrageri skal opklares! For vores allesammens skyld. Fordi vi godt kan bruge pengene andre steder. Fordi vi er nødt til at håndhæve loven. Fordi retsbevidstheden skal bevares. En enkelt bedrager koster iflg. udsendelsen 100.000 kr årligt.
Men hvad er det, bedrageren gør ved sig selv?
- lyver (overfor sagsbehandleren, naboer mv)
- opfører sig usolidarisk (overfor loven, andre mennesker, skatteyderne)
- gør sig til offer (det er samfundets, kommunens, de riges, regeringens skyld, at jeg ikke har penge nok)
- overfører løgn og bedrag i opdragelsen af evt. børn (børnene ser hvad forældrene gør og hvordan de lever)
- snyder (nasser dermed på alle andre)
Kan det ikke være lige meget?
Nej, for hermed gør bedrageren sit liv værre, end det var i forvejen. Ingen redelighed, ærlighed, medborgersind, solidaritet, pligtopfyldenhed.
Ærlighed!! En underlig størrelse. Poul Ørum skrev engang en bog, der hed "Det 11. bud". Den handlede om, at "det gør ikke noget, hvis det ikke bliver opdaget". Men det gør det alligevel. Det gør noget ved én selv - noget ubehageligt og negativt - for hvis man ikke ændrer din praksis i retning af ærlighed og redelighed, er man nødt til at ændre sin holdning, som så bliver løgn og uærlighed, selv om man aldrig så meget prøver på at bortforklare. Kan samvittigheden klare det? Kan man se sig selv i spejlet? - - - Åh ja, såmænd, hvis man har gjort det tit nok.
Gør det ikke mod dig selv!!!
Er kristendom for alle?
Nej!!! Det er den ikke. Og det har jeg Jesu ord for, læst i Markus 2,14 - 22, hvor han bl.a. siger: Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.
Synd. Hvad er det? Er det ikke et frygtelig gammeldags begreb, som vi skal skynde os at vokse fra brugen af, jo før jo bedre? - Nej, for hvis vi vil regnes med blandt dem, kristendommen er til for, så må vi afgøre med os selv, om vi er syndere.
Nogle gange støder jeg på mennesker, som tror at synd er det samme som umoral f. eks. utroskab, bagtalelse, sladder, dårlig opførsel, løgn, tyveri, snyd, at gøre andre ondt osv osv. At man er en synder, når man overtræder disse regler for ordentlig opførsel. Andre gange møder jeg mennesker, som ikke vil anerkende begrebet synd. De kan godt vedgå, at de kan have gjort noget dumt, ulovligt eller skamfuldt, men hvis man skal indrømme det overfor nogen, så siger vi ikke: Jeg har syndet! Næ, så siger vi hellere: Jeg har opført mig dumt!
Men synd kalder Jesus det, og syndere kalder han os, hvis vi ikke betragter os selv som retfærdige. For hvis vi gør det, er evangeliet ikke for os. Men ER vi da syndere? Hvis vi bruger ordet "synderslået", kan vi måske høre, at det er noget, der er gået i stykker, er skilt ad. For synd betyder "adskilthed fra Gud". Det er en erfaring, som vi kan gøre os i livet, at vi føler os adskilt fra Gud, at mening og helhed ikke kan fattes af os, at Gud hemmeligholder sig selv for os, - og hertil hører også, at vi kan have erfaringen af, at vi ikke er, som vi burde være, og den smerte, som ligger i erkendelsen af dette. Og erfaringen af, at hverdagen og dagligdagen fylder så meget, så bønslivet og troslivet bliver til så lidt for os. Endda kalder Jesus i Bjergprædikenen de, der hungrer og tørster efter retfærdigheden, for salige. Det vil altså sige, at det er saligt at være en synder.
Kan det nu passe? Arh, det er da ikke altid, vi oplever splittelsen - jamen godt så. For i den tid hører vi ikke evangeliet. Vi kan da også berolige os selv med, at vi gør det så godt, som vi kan - men nej, sindet føler sig ikke beroliget ved vore egne ord. Vi kan også søge surrogater. Vi kan have så travlt, så vi ikke giver os tid til at lytte til sindet. Vi kan søge at opnå anerkendelse og ros, så sindet tror, det bliver beroliget. Vi kan hige efter nydelse, så sindet passificeres. Vi kan skabe karriere, og en tid kan sindet tro, at det er lykken. Vi kan elske et andet menneske så højt, så vi tror, vi ikke behøver andet. Vi kan gennem livet bedøve os med alle disse ting, så vi aldrig opdager adskiltheden.
Men vi kan også sige ja. Til Jesu ord om, at han er kommet for at kalde syndere, og ikke retfærdige. Og det er netop mig.
Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere, siger Jesus. De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Og hvordan er han så læge? Hvordan heler han den splittelse i os? Ja, det gør han på en mærkelig måde. Han sidder til bords med toldere og syndere, som det hedder. Han sidder til bords med os. Han er med andre ord én af os. Ikke som én der er højt hævet over os og som høfligt viser at han ved vi er der, altså ligesom når én af de kongelige aflægger besøg på en varmestue for hjemløse, og går igen. Nej, han bliver en af os. Han gør fælles sag med os, til den bitre ende endda.
Han gør os ikke til bedre mennesker. Han hjælper os ikke til at blive dem vi gerne ville være. Næh, han bryder syndens magt på en anden måde. Ved at være der sammen med os. Netop os, dig og mig, ikke dem vi gerne ville være, dem vi stræber efter, men os, som vi er. Det er ikke vores forskellige idealbilleder, vores bedre jeg, han sidder til bords med, men os som vi er. Det betyder at vi sættes fri. Vi behøver ikke forstille os. Og vi behøver ikke kredse om os selv og gå så højt op i om vi nu er gode nok. Vores ufuldkommenhed beholder vi. Men han gør den ligegyldig. Den betyder ikke noget. Vi er vel også stadig splittede, men det er uden betydning. Han sidder midt iblandt os, som én af os, og sådan overvinder han enhver afstand mellem Gud og os. Sådan gør han det gamle nyt.
Synd. Hvad er det? Er det ikke et frygtelig gammeldags begreb, som vi skal skynde os at vokse fra brugen af, jo før jo bedre? - Nej, for hvis vi vil regnes med blandt dem, kristendommen er til for, så må vi afgøre med os selv, om vi er syndere.
Nogle gange støder jeg på mennesker, som tror at synd er det samme som umoral f. eks. utroskab, bagtalelse, sladder, dårlig opførsel, løgn, tyveri, snyd, at gøre andre ondt osv osv. At man er en synder, når man overtræder disse regler for ordentlig opførsel. Andre gange møder jeg mennesker, som ikke vil anerkende begrebet synd. De kan godt vedgå, at de kan have gjort noget dumt, ulovligt eller skamfuldt, men hvis man skal indrømme det overfor nogen, så siger vi ikke: Jeg har syndet! Næ, så siger vi hellere: Jeg har opført mig dumt!
Men synd kalder Jesus det, og syndere kalder han os, hvis vi ikke betragter os selv som retfærdige. For hvis vi gør det, er evangeliet ikke for os. Men ER vi da syndere? Hvis vi bruger ordet "synderslået", kan vi måske høre, at det er noget, der er gået i stykker, er skilt ad. For synd betyder "adskilthed fra Gud". Det er en erfaring, som vi kan gøre os i livet, at vi føler os adskilt fra Gud, at mening og helhed ikke kan fattes af os, at Gud hemmeligholder sig selv for os, - og hertil hører også, at vi kan have erfaringen af, at vi ikke er, som vi burde være, og den smerte, som ligger i erkendelsen af dette. Og erfaringen af, at hverdagen og dagligdagen fylder så meget, så bønslivet og troslivet bliver til så lidt for os. Endda kalder Jesus i Bjergprædikenen de, der hungrer og tørster efter retfærdigheden, for salige. Det vil altså sige, at det er saligt at være en synder.
Kan det nu passe? Arh, det er da ikke altid, vi oplever splittelsen - jamen godt så. For i den tid hører vi ikke evangeliet. Vi kan da også berolige os selv med, at vi gør det så godt, som vi kan - men nej, sindet føler sig ikke beroliget ved vore egne ord. Vi kan også søge surrogater. Vi kan have så travlt, så vi ikke giver os tid til at lytte til sindet. Vi kan søge at opnå anerkendelse og ros, så sindet tror, det bliver beroliget. Vi kan hige efter nydelse, så sindet passificeres. Vi kan skabe karriere, og en tid kan sindet tro, at det er lykken. Vi kan elske et andet menneske så højt, så vi tror, vi ikke behøver andet. Vi kan gennem livet bedøve os med alle disse ting, så vi aldrig opdager adskiltheden.
Men vi kan også sige ja. Til Jesu ord om, at han er kommet for at kalde syndere, og ikke retfærdige. Og det er netop mig.
Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere, siger Jesus. De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Og hvordan er han så læge? Hvordan heler han den splittelse i os? Ja, det gør han på en mærkelig måde. Han sidder til bords med toldere og syndere, som det hedder. Han sidder til bords med os. Han er med andre ord én af os. Ikke som én der er højt hævet over os og som høfligt viser at han ved vi er der, altså ligesom når én af de kongelige aflægger besøg på en varmestue for hjemløse, og går igen. Nej, han bliver en af os. Han gør fælles sag med os, til den bitre ende endda.
Han gør os ikke til bedre mennesker. Han hjælper os ikke til at blive dem vi gerne ville være. Næh, han bryder syndens magt på en anden måde. Ved at være der sammen med os. Netop os, dig og mig, ikke dem vi gerne ville være, dem vi stræber efter, men os, som vi er. Det er ikke vores forskellige idealbilleder, vores bedre jeg, han sidder til bords med, men os som vi er. Det betyder at vi sættes fri. Vi behøver ikke forstille os. Og vi behøver ikke kredse om os selv og gå så højt op i om vi nu er gode nok. Vores ufuldkommenhed beholder vi. Men han gør den ligegyldig. Den betyder ikke noget. Vi er vel også stadig splittede, men det er uden betydning. Han sidder midt iblandt os, som én af os, og sådan overvinder han enhver afstand mellem Gud og os. Sådan gør han det gamle nyt.
torsdag den 10. januar 2013
Hvor længe er man ung?
Ingen bliver gammel af bare at leve et vist antal år. Mennesket bliver gammelt, når det svigter sine idealer. Når gamle mennesker siger til unge, at deres idealer er utopier, så er det et udtryk for kujoneri. Det, vi bør lære de unge, er at vokse ind i deres idealer, så kan livet ikke tage idealerne fra dem. Og det er ikke det samme som at være dumstædig, for selvfølgelig kan man ændre holdning undervejs i livet p.g.a. større indsigt. Men forhåbentlig ikke p.g.a. desillusioner.
Huden får rynker af årene, men sjælen får rynker og mister sin elasticitet af, at begejstringen sygner hen. Det er ikke årene, men bekymring, tvivl, svigtende selvtillid og mismod, som standser åndens vækst. Og bristede illusioner kan føre til kynisme og bitterhed, hvor det i stedet burde skabe stor rummelighed og give evnen til at favne livet og dets farverigdom.
Du er så ung som din tro, så gammel som din tvivl. Skønt tvivl nok hører med, fordi du måske ikke er så skråsikker som tidligere. Du er så ung som dit håb, så gammel som din håbløshed. Så længe du har sanserne i orden og kan tage mod budskaber fra mennesker - fra jord og fra himmel, om skønhed, storsind og kraft, mod og energi, begejstring og fandenivoldskhed, så længe er du ung.
Du er så ung som din begejstring, så gammel som din ligegyldighed. Har du stadig lyst til at lære nyt, at høre om ting, du aldrig har hørt om før, at følge med i hverdagens liv, og bliver du stadig oplivet ved synet af skolebørnenes leg og latter, så er du ung. For verden frelses ved børnenes åndedræt, og deres ånde giver verden liv og gør jorden ung hver dag.
Så længe du som et barn stadig prøver ting af; - hvad sker der, hvis jeg gør dette eller hint – eller: kan jeg overhovedet finde ud af dette eller hint - så er du ung!
Så længe du stadig får aha-oplevelser som perler på en snor i takt med, at du afdækker de mange muligheder, du har – i forhold til alt og alle omkring dig - så er du ung!
For os alle gælder sætningen: Det er ikke for tidligt og aldrig for sent.
Huden får rynker af årene, men sjælen får rynker og mister sin elasticitet af, at begejstringen sygner hen. Det er ikke årene, men bekymring, tvivl, svigtende selvtillid og mismod, som standser åndens vækst. Og bristede illusioner kan føre til kynisme og bitterhed, hvor det i stedet burde skabe stor rummelighed og give evnen til at favne livet og dets farverigdom.
Du er så ung som din tro, så gammel som din tvivl. Skønt tvivl nok hører med, fordi du måske ikke er så skråsikker som tidligere. Du er så ung som dit håb, så gammel som din håbløshed. Så længe du har sanserne i orden og kan tage mod budskaber fra mennesker - fra jord og fra himmel, om skønhed, storsind og kraft, mod og energi, begejstring og fandenivoldskhed, så længe er du ung.
Du er så ung som din begejstring, så gammel som din ligegyldighed. Har du stadig lyst til at lære nyt, at høre om ting, du aldrig har hørt om før, at følge med i hverdagens liv, og bliver du stadig oplivet ved synet af skolebørnenes leg og latter, så er du ung. For verden frelses ved børnenes åndedræt, og deres ånde giver verden liv og gør jorden ung hver dag.
Så længe du som et barn stadig prøver ting af; - hvad sker der, hvis jeg gør dette eller hint – eller: kan jeg overhovedet finde ud af dette eller hint - så er du ung!
Så længe du stadig får aha-oplevelser som perler på en snor i takt med, at du afdækker de mange muligheder, du har – i forhold til alt og alle omkring dig - så er du ung!
For os alle gælder sætningen: Det er ikke for tidligt og aldrig for sent.
Kædebrev til lettere stressede kvinder!
Tilgiv mig, men jeg fremsender lige en kopi af et brev, jeg har modtaget. Hvis nogen af jer synes, at det er sgu da for plat, under lavmål og absolut under min sædvanlige standart, så har I da fuldstændig ret!!!
Desværre kan jeg ikke selv bruge ideen, da jeg ikke har en mand at sende videre. Men til alle I seje kvinder, der har:
I modsætning til de fleste kædebreve vil dette ikke komme til at koste dig en rød øre. (Bortset fra forsendelsesomkostninger)
Send ganske enkelt en kopi af dette indlæg til 5 af dine veninder, som er lige så trætte og modløse som dig selv.
- Pak så din mand sammen og send ham til den, hvis navn står øverst på listen.
- Streg dette navn ud og skriv dit eget navn nederst på listen.
Hav tillid.......bryd ikke kæden!!!!
for så går det dig, som én, der brød kæden:
Hun fik sin egen mand igen...
Held og lykke
PS: Forleden modtog én af mine veninder 357 mænd.....
De begravede hende i går. - Det tog 3 bedemænd 8 (otte) timer at vriste smilet af hendes ansigt.
.....Jeg har desværre mistet navnelisten!!!!!
Desværre kan jeg ikke selv bruge ideen, da jeg ikke har en mand at sende videre. Men til alle I seje kvinder, der har:
I modsætning til de fleste kædebreve vil dette ikke komme til at koste dig en rød øre. (Bortset fra forsendelsesomkostninger)
Send ganske enkelt en kopi af dette indlæg til 5 af dine veninder, som er lige så trætte og modløse som dig selv.
- Pak så din mand sammen og send ham til den, hvis navn står øverst på listen.
- Streg dette navn ud og skriv dit eget navn nederst på listen.
Når så dit navn står øverst på listen - så
modtager du 3905 mænd!!
Nogle af dem MÅ da for pokker være en smule forbedring af ham, du har!Hav tillid.......bryd ikke kæden!!!!
for så går det dig, som én, der brød kæden:
Hun fik sin egen mand igen...
Held og lykke
PS: Forleden modtog én af mine veninder 357 mænd.....
De begravede hende i går. - Det tog 3 bedemænd 8 (otte) timer at vriste smilet af hendes ansigt.
.....Jeg har desværre mistet navnelisten!!!!!
lørdag den 5. januar 2013
Offer - eller herre i eget hus?
Dette indlæg handler ikke om, at arbejdsløshed er selvforskyldt, for det er det ikke i langt de fleste tilfælde i dagens Danmark. Dette indlæg handler om, om man vil være et offer eller man vil tage ansvar for sit eget liv.
Eksempel: Hvis du ikke har penge nok til at dine børn kan gå til fødselsdage, - eller til fritidsaktiviteter, som de gerne vil, hvorfor holder du så ikke op med at ryge, at gå til damefrisør en gang i måneden, at købe make-up i lange baner, at gå i byen 2 gange i måneden?
Fordi det er forbandet svært at holde op med at ryge!
Fordi jeg er nødt til at have lidt trøst, når min situation ser så elendig ud!
Fordi det ikke er nu, hvor jeg har det dårligt, at jeg kan holde op med at ryge.
Når andre har råd til at ryge, så kan det da ikke passe, at jeg ikke skal have lov at ryge
Jeg har da ret til at se ordentlig ud, som alle andre
Jeg er nødt til at komme lidt ud, ellers går jeg til i det her hul.
Undskyldninger! Ja, det er svært at holde op med at ryge. Ja, det kan være en trøst. Ja, andre kan have råd til at ryge, men du har ikke.
Hvem skal bestemme over dit liv? Hvis du hele tiden skal måle dit liv og din gøren og laden op mod andre menneskers, hvem er det så, der bestemmer over dit liv? Netop: De andre.
Hvis du bliver misundelig på, at andre har råd til ting, som du ikke har råd til, hvem er det så, der bestemmer over dit liv? Netop: Andre
Hvis du har udviklet dig til et brokkehoved, der jamrer over samfundet, regeringen, kommunen, sagsbehandlerne, arbejdsformidlingen, naboen, asylansøgerne, fordi du ikke har råd til så meget, som nogle andre, hvis skyld er det så? Netop: Din egen
Jamen du kan da godt blive ved med at jamre, at give andre skylden, at komme med undskyldninger, at føle dig uretfærdigt behandlet. Men hvis du har gjort det en tid, så vil jeg spørge: Hjælper det???
Nå ikke! Jamen så skulle du måske prøve en anden strategi. For lige nu er du et offer, som lægger hele ansvaret og skylden over at dit liv føles mislykket, over på andre. Kan du ændre andre? Netop: Det kan du ikke. Kan du ændre dig selv? Netop: Det kan du!
Siger du nej???
O.k., så er du virkelig et ægte offer. Siger du derimod ja: Dyb respekt, - et skridt af gangen, - og du vil opleve, at du bliver herre i eget liv.
Søg gerne hjælp! Men opgiv din offerrolle!
Søg hjælp hos psykologer, læger, fysioterapeuter, præster, venner, fagpersoner, arbejdsformidlingen, familie, selvhjælpsgrupper, anonyme -alt muligt, sagsbehandlere - hvem som helst. Men gør det med en helt ny dagsorden. Og med et helt nyt udgangspunkt. Drop: De er allesammen nogle idioter. Søg: De er der allesammen for at hjælpe mig. Tro på det. Og begynd et helt nyt liv. Carpe diem = Grib dagen! Og bliv herre i dit eget liv. Og hvis du kan: Få nogen til at bede for dig!
Jeg ønsker dig alt muligt godt - og et forandret liv i 2013!
Eksempel: Hvis du ikke har penge nok til at dine børn kan gå til fødselsdage, - eller til fritidsaktiviteter, som de gerne vil, hvorfor holder du så ikke op med at ryge, at gå til damefrisør en gang i måneden, at købe make-up i lange baner, at gå i byen 2 gange i måneden?
Fordi det er forbandet svært at holde op med at ryge!
Fordi jeg er nødt til at have lidt trøst, når min situation ser så elendig ud!
Fordi det ikke er nu, hvor jeg har det dårligt, at jeg kan holde op med at ryge.
Når andre har råd til at ryge, så kan det da ikke passe, at jeg ikke skal have lov at ryge
Jeg har da ret til at se ordentlig ud, som alle andre
Jeg er nødt til at komme lidt ud, ellers går jeg til i det her hul.
Undskyldninger! Ja, det er svært at holde op med at ryge. Ja, det kan være en trøst. Ja, andre kan have råd til at ryge, men du har ikke.
Hvem skal bestemme over dit liv? Hvis du hele tiden skal måle dit liv og din gøren og laden op mod andre menneskers, hvem er det så, der bestemmer over dit liv? Netop: De andre.
Hvis du bliver misundelig på, at andre har råd til ting, som du ikke har råd til, hvem er det så, der bestemmer over dit liv? Netop: Andre
Hvis du har udviklet dig til et brokkehoved, der jamrer over samfundet, regeringen, kommunen, sagsbehandlerne, arbejdsformidlingen, naboen, asylansøgerne, fordi du ikke har råd til så meget, som nogle andre, hvis skyld er det så? Netop: Din egen
Jamen du kan da godt blive ved med at jamre, at give andre skylden, at komme med undskyldninger, at føle dig uretfærdigt behandlet. Men hvis du har gjort det en tid, så vil jeg spørge: Hjælper det???
Nå ikke! Jamen så skulle du måske prøve en anden strategi. For lige nu er du et offer, som lægger hele ansvaret og skylden over at dit liv føles mislykket, over på andre. Kan du ændre andre? Netop: Det kan du ikke. Kan du ændre dig selv? Netop: Det kan du!
Siger du nej???
O.k., så er du virkelig et ægte offer. Siger du derimod ja: Dyb respekt, - et skridt af gangen, - og du vil opleve, at du bliver herre i eget liv.
Søg gerne hjælp! Men opgiv din offerrolle!
Søg hjælp hos psykologer, læger, fysioterapeuter, præster, venner, fagpersoner, arbejdsformidlingen, familie, selvhjælpsgrupper, anonyme -alt muligt, sagsbehandlere - hvem som helst. Men gør det med en helt ny dagsorden. Og med et helt nyt udgangspunkt. Drop: De er allesammen nogle idioter. Søg: De er der allesammen for at hjælpe mig. Tro på det. Og begynd et helt nyt liv. Carpe diem = Grib dagen! Og bliv herre i dit eget liv. Og hvis du kan: Få nogen til at bede for dig!
Jeg ønsker dig alt muligt godt - og et forandret liv i 2013!
torsdag den 3. januar 2013
Facebook er ikke noget for Søren Kierkegaard!!!
http://politiken.dk/debat/profiler/permichael/ECE1856947/kierkegaard-er-en-kur-mod-overfladiskhed/
"Kierkegaard tog afstand fra to persontyper, fordi de aldrig tager valget på sig. Den ene var spidsborgeren. Ham, der blot flyder med strømmen uden engagement og uden at tage stilling til tilværelsen. Han gør bare som de andre.
Og den anden er æstetikeren, der har fundet lidenskaben, men bruger den forkert. Æstetikeren kaster sig ud i forbrug, oplevelser, affærer, rejser, fester, når han ikke ligger på sengen og føler tomheden. Æstetikeren, der drukner sine valgmuligheder i ydre adspredelse og larm, er i dag optaget af opdateringer på Facebook". (Citat fra linket)
Æstetikeren er shopaholic'er, workaholic'er, og alle øvrige kompensationer, man kan komme i tanke om. Kompensationer, som skal dulme tomheden.
Hvad er tomheden for noget?
- Jeg keder mig
- Jeg tør ikke/kan ikke mærke mig selv
- Mit liv er meningsløst, og jeg orker ikke at gøre noget ved det
- Der er ikke noget, der siger mig noget
- Jeg gider ikke
- Det er lettere at få en sygdom, (psykosomatisk) end at ændre sit liv
- Jeg har en fornemmelse at, at jeg bruger mit liv forkert
- Hverdagens trummerum dræber mig
Det kan ske, at du står over opvasken og pludselig mærker den. Du bliver angst. Ikke bange, ræd, frygtsom, men angst, eksistentiel angst. Eller kommer kørende i din bil, og pludselig får en ukendt følelse i brystet. Angst.
Denne angst er som en overvældende, forfærdelig påmindelse om, at jeg skal dø. Og i et nu bliver livet så meget desto mere vigtigt. Men hvordan skal jeg leve mit liv? Det er et underligt omvendt spørgsmål, når vi så tror, at det lyder: Hvordan får jeg mest ud af livet? Angstens spørgsmål må altid være det omvendte: Hvordan bibringer jeg livet mest muligt? I angsten går ansvaret op for mig. Går det op for mig, at livets mening er mit ansvar. Går det op for mig, at ansvaret er mit.
Jeg anbefaler stilhed. Selvom den kan være nok så skræmmende. Jeg anbefaler kedsomhed, at vove at mærke sig selv. For mange år siden var det en stor lettelse for mig at læse Klagesangene i Gamle Testamente. Her fik jeg tilladelse til at råbe til Gud, at klage og anklage ham. Sikke en lettelse. Og tænk, det viste sig, at han godt vil dele ansvaret med mig. Herligt!!
"Kierkegaard tog afstand fra to persontyper, fordi de aldrig tager valget på sig. Den ene var spidsborgeren. Ham, der blot flyder med strømmen uden engagement og uden at tage stilling til tilværelsen. Han gør bare som de andre.
Og den anden er æstetikeren, der har fundet lidenskaben, men bruger den forkert. Æstetikeren kaster sig ud i forbrug, oplevelser, affærer, rejser, fester, når han ikke ligger på sengen og føler tomheden. Æstetikeren, der drukner sine valgmuligheder i ydre adspredelse og larm, er i dag optaget af opdateringer på Facebook". (Citat fra linket)
Æstetikeren er shopaholic'er, workaholic'er, og alle øvrige kompensationer, man kan komme i tanke om. Kompensationer, som skal dulme tomheden.
Hvad er tomheden for noget?
- Jeg keder mig
- Jeg tør ikke/kan ikke mærke mig selv
- Mit liv er meningsløst, og jeg orker ikke at gøre noget ved det
- Der er ikke noget, der siger mig noget
- Jeg gider ikke
- Det er lettere at få en sygdom, (psykosomatisk) end at ændre sit liv
- Jeg har en fornemmelse at, at jeg bruger mit liv forkert
- Hverdagens trummerum dræber mig
Det kan ske, at du står over opvasken og pludselig mærker den. Du bliver angst. Ikke bange, ræd, frygtsom, men angst, eksistentiel angst. Eller kommer kørende i din bil, og pludselig får en ukendt følelse i brystet. Angst.
Denne angst er som en overvældende, forfærdelig påmindelse om, at jeg skal dø. Og i et nu bliver livet så meget desto mere vigtigt. Men hvordan skal jeg leve mit liv? Det er et underligt omvendt spørgsmål, når vi så tror, at det lyder: Hvordan får jeg mest ud af livet? Angstens spørgsmål må altid være det omvendte: Hvordan bibringer jeg livet mest muligt? I angsten går ansvaret op for mig. Går det op for mig, at livets mening er mit ansvar. Går det op for mig, at ansvaret er mit.
Jeg anbefaler stilhed. Selvom den kan være nok så skræmmende. Jeg anbefaler kedsomhed, at vove at mærke sig selv. For mange år siden var det en stor lettelse for mig at læse Klagesangene i Gamle Testamente. Her fik jeg tilladelse til at råbe til Gud, at klage og anklage ham. Sikke en lettelse. Og tænk, det viste sig, at han godt vil dele ansvaret med mig. Herligt!!
Abonner på:
Opslag (Atom)