tirsdag den 4. december 2012

Hverdagsmirakler

Så er snerydningstiden her. Jeg bor i det ene af to huse, som ligger med boligforeningshuse på begge sider et stykke nede af vejen. Så når sneen falder, er mit stykke fortov altid ryddet, fejet og saltet, før jeg overhovedet er kommet op. En dag for mange år siden fangede jeg viceværten til boligforeningshusene og sagde: "Det er godt nok pænt af dig, at du også ordner mit stykke fortov, det har du jo slet ikke pligt til". Han svarede: "Vil du have, at jeg skal hæve skovle, kost osv når jeg kommer kørende på dit fortov, og så sænke dem igen, når jeg er forbi. Det giver jo ingen mening". Mening eller ej, så er det en fantastisk stor hjælp for mig, at denne mand ser sådan på det. Og her ved juletid plejer jeg så at betænke ham med en flaske et eller andet.

For tyve år siden havde jeg brystkræft, og kom lykkeligvis godt over det. Men en af efterbehandlingerne bestod i, at jeg 33 dage skulle til Odense og have strålebehandling. Min daværende nabo var dengang arbejdsløs, og han tilbød at køre mig frem og tilbage - hver dag. Han stillede troligt hver morgen kl. 7.30, så afleverede vi min yngste i børnehaven, og så kørte vi til Odense. Nogle gange var jeg træt og lå bare og sov, andre gange snakkede vi stille og fredeligt. Og vi kunne nå hjem, så jeg kunne få en lur, inden jeg hentede min datter fra børnehaven. Sikke en fantastisk hjælp. Ellers skulle jeg have været med en opsamlingstaxa, og det kunne af og til tage hele dagen. Dette venskab har bestået lige siden og dør aldrig.

Som enlig mor til tre og med fuldtidsarbejde, kunne det nogle gange være svært at få alt til at nå sammen. F. eks. skulle jeg på koloni med mit arbejde en uge, men hvad med børnene? En veninde tilbød at flytte ind i denne uge, så børnene kunne passe deres skole, børnehave, fritidsaktiviteter osv.

Da min far døde i 2004, fik jeg flere buketter blomster sendt her til mig. Det var fra mennesker, som ville vise deres medfølelse. Jeg blev rigtig taknemmelig og også lidt ydmyg, for det havde jeg aldrig selv tænkt på at gøre til andre, som havde mistet et kært menneske.

Sneen fik mig til at tænke på disse eksempler. Og på hvordan livet kan blive levende og fyldt med kærlighed, når vi oplever mennesker, som giver hvor man slet ikke havde regnet med det. Som den, der modtager en sådan kærlighed, bliver man også til den, der gerne vil give en sådan kærlighed videre. Som mit lille barnebarn sagde til min søn for nylig: "Far, ved du godt, at julen er hjerternes fest"? Ja, det vidste han godt, for han er også selv et menneske, som gerne giver hvor man ikke venter det.

Vær mod andre, som du ønsker, andre skal være mod dig - den gyldne regel, kaldes den. Vær du den, der begynder, så sker der mirakler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar