tirsdag den 3. marts 2020
Ingrids provoblog: Et stort, velskænket glas øl!
Ingrids provoblog: Et stort, velskænket glas øl!: Storm P. har sagt: Livet er herligt - men intet er dog som et stort, velskænket glas øl! Min krøllede hjerne SMAGER på ordet "velskænke...
Et stort, velskænket glas øl!
Storm P. har sagt: Livet er herligt - men intet er dog som et stort, velskænket glas øl!
Min krøllede hjerne SMAGER på ordet "velskænket" - kan slet ikke lade være! Jeg ser for mig en tjener, stå i en akavet, fordrejet stilling og skænke øl op - i hvid jaket og med viskestykke over armen. Nej altså, det bliver IKKE velskænket.
Eller Monty Pytons gakkede gangarter! Kan HAN skænke et velskænket glas øl? Nej vel!!!
SMAGER øllen ( hm, det hedder nok "øllet", når der ikke er tale om EN øl, men om et glas velskænket øl) - men SMAGER den bedre, hvis den er velskænket? Hvis ja, så er der jo så meget desto større grund til at grunde over, hvad velskænket så betyder!
Kan man forestille sig, at det har noget med hældningen i opskænkningen at gøre? Det kommer mig for, at jeg engang har hørt om det. Altså, ikke for meget skum, men heller ikke for lidt. Skal glasset holdes lidt på skrå, for at få den rette skummængde - eller har det noget med smagen at gøre. Som når man dekanterer vin? Eller er det flasken, der skal holdes på skrå? Eller er det noget med, at man skal hælde øllet ud på glassets indeside, for derved at få rette skummængde eller/og smag?
Har det ikke også noget at gøre med, hvordan man SIDDER? Man skal vel ikke sidde på en taburet, f. eks. Jeg forestiller mig, at man skal sidde mageligt tilbagelænet, gerne i en stol med armlæn, eller måske en lænestol, for slet ikke at tale om en stresslessstol. Men det har man nok ikke på ret mange værtshuse.
Glasset spiller vel også en rolle. Ikke for stort og ikke for småt. Den rette type. Et godt ølglas, som passer til et velskænket glas øl. Lidt slankt forneden, et let buet sving lidt længere oppe, for så at ende lettere indadbøjet øverst oppe. Forestiller jeg mig. Et rødvinsglas ville være helt forkert, heri kan øllet aldrig blive velskænket. Desuden skal glasset have en glans, gennemsigtighed og styrke, som indbyder til det velskænkede. Og apropos: Kan et østrigsk ølkrus rumme velskænket øl? Ja, siger mit indre billede, endskønt dette krus er enormt, har druemønster på siderne og en stor hank. Og, sjovt nok: For at være velskænket i et ølkrus, skal der MEGET mere skum på, end i et superlækkert ølglas. Siger min mave.
Atmosfæren har vel også betydning. Hvis det er på et værtshus, skal tjeneren/bartenderen have FORSTAND på, hvornår det er velskænket - og praktisere det. Ikke for forjaget, god tid kræves der, lidt pølsemandspsykologi ligeså. Man skal indgives følelsen af, at man er en vigtig personage. Og at tjeneren/bartenderen godt kan mærke det.
Hvis det er i ens eget hjem kunne scenariet være: Man kommer træt hjem fra arbejde en fredag. Puh ha, endelig weekend! Dumper ned i en stol med sin yndlingsøl og sit yndlingsglas. Hælder op - med rette hældning - lukker øjnene, smager .... uhm, himmelsk.
Eller konen henter, hælder op, skåler. Og drikker sammen med dig. Mon ikke øllet føles mere velskænket, hvis man har en eller flere at skåle med? Men her er jeg lidt i tvivl ....
Har øltypen noget at sige i forhold til, hvor velskænket øllet kan blive? Kan man velskænke med mørkt øl? er lyst bedre? Men ikke FOR lyst, der skal være solskin i et velskænket glas øl, siger min mave.
En anden ting: Det er svært at skændes, over et glas velskænket øl. Der er noget formildende, beroligende over det. Ligefrem meditativt.
Det viser sig med denne min lille analyse, at det er en KUNST at kreere et velskænket glas øl. Men jeg kan sagtens høre, når jeg smager på ordet, hvor vigtigt det er. Så SKÅL!!!
Nå, jeg drikker helst vin!!!!
Min krøllede hjerne SMAGER på ordet "velskænket" - kan slet ikke lade være! Jeg ser for mig en tjener, stå i en akavet, fordrejet stilling og skænke øl op - i hvid jaket og med viskestykke over armen. Nej altså, det bliver IKKE velskænket.
Eller Monty Pytons gakkede gangarter! Kan HAN skænke et velskænket glas øl? Nej vel!!!
SMAGER øllen ( hm, det hedder nok "øllet", når der ikke er tale om EN øl, men om et glas velskænket øl) - men SMAGER den bedre, hvis den er velskænket? Hvis ja, så er der jo så meget desto større grund til at grunde over, hvad velskænket så betyder!
Kan man forestille sig, at det har noget med hældningen i opskænkningen at gøre? Det kommer mig for, at jeg engang har hørt om det. Altså, ikke for meget skum, men heller ikke for lidt. Skal glasset holdes lidt på skrå, for at få den rette skummængde - eller har det noget med smagen at gøre. Som når man dekanterer vin? Eller er det flasken, der skal holdes på skrå? Eller er det noget med, at man skal hælde øllet ud på glassets indeside, for derved at få rette skummængde eller/og smag?
Har det ikke også noget at gøre med, hvordan man SIDDER? Man skal vel ikke sidde på en taburet, f. eks. Jeg forestiller mig, at man skal sidde mageligt tilbagelænet, gerne i en stol med armlæn, eller måske en lænestol, for slet ikke at tale om en stresslessstol. Men det har man nok ikke på ret mange værtshuse.
Glasset spiller vel også en rolle. Ikke for stort og ikke for småt. Den rette type. Et godt ølglas, som passer til et velskænket glas øl. Lidt slankt forneden, et let buet sving lidt længere oppe, for så at ende lettere indadbøjet øverst oppe. Forestiller jeg mig. Et rødvinsglas ville være helt forkert, heri kan øllet aldrig blive velskænket. Desuden skal glasset have en glans, gennemsigtighed og styrke, som indbyder til det velskænkede. Og apropos: Kan et østrigsk ølkrus rumme velskænket øl? Ja, siger mit indre billede, endskønt dette krus er enormt, har druemønster på siderne og en stor hank. Og, sjovt nok: For at være velskænket i et ølkrus, skal der MEGET mere skum på, end i et superlækkert ølglas. Siger min mave.
Atmosfæren har vel også betydning. Hvis det er på et værtshus, skal tjeneren/bartenderen have FORSTAND på, hvornår det er velskænket - og praktisere det. Ikke for forjaget, god tid kræves der, lidt pølsemandspsykologi ligeså. Man skal indgives følelsen af, at man er en vigtig personage. Og at tjeneren/bartenderen godt kan mærke det.
Hvis det er i ens eget hjem kunne scenariet være: Man kommer træt hjem fra arbejde en fredag. Puh ha, endelig weekend! Dumper ned i en stol med sin yndlingsøl og sit yndlingsglas. Hælder op - med rette hældning - lukker øjnene, smager .... uhm, himmelsk.
Eller konen henter, hælder op, skåler. Og drikker sammen med dig. Mon ikke øllet føles mere velskænket, hvis man har en eller flere at skåle med? Men her er jeg lidt i tvivl ....
Har øltypen noget at sige i forhold til, hvor velskænket øllet kan blive? Kan man velskænke med mørkt øl? er lyst bedre? Men ikke FOR lyst, der skal være solskin i et velskænket glas øl, siger min mave.
En anden ting: Det er svært at skændes, over et glas velskænket øl. Der er noget formildende, beroligende over det. Ligefrem meditativt.
Det viser sig med denne min lille analyse, at det er en KUNST at kreere et velskænket glas øl. Men jeg kan sagtens høre, når jeg smager på ordet, hvor vigtigt det er. Så SKÅL!!!
Nå, jeg drikker helst vin!!!!
lørdag den 28. september 2019
Mit rabarberkvarter!
I en gruppe på facebook, blev ordet rabarberkvarter nævnt, og der blev spurgt, om folk kendte dette ord. Det fik mig til at tænke tilbage. For jeg er født i et rabarberkvarter.
Mine forældre var forlovede i 3 år, inden de havde råd til at blive gift. For min far var uddannet uddeler, som det dengang hed. Senere kaldtes det vel kommis. Selv kaldte han sig købmand, skønt han også havde haft et ismejeri og en brød og konfektureforretning; men havde en købmandsbutik de sidste mange år af hans erhvervsaktive liv. Men i 1948 havde mine forældre penge nok til at kunne købe sig en lille "brød og konfekturebutik" i det rabarberkvarter, jeg vil berette om.
Året efter blev jeg født, og vi boede her til jeg var 4 år. Jeg husker rigtig meget, og meget langt tilbage. Velsagtens fordi jeg talte tidligt, far fotograferede meget, og der altid er blevet talt meget om denne tid i min familie.
Op til butikken boede vi i en lille et-værelses lejlighed. Man gik fra butikken ind i køkkenet, som også var en lille gang ind til stuen. Mor bankede altid på køkkenlågerne, inden hun åbnede dem, så musene kunne nå at forsvinde. I stuen stod bl.a. den sovesofa, som mine forældre sov på de første 2 år. Selv havde jeg en lille bambusseng, som man brugte det dengang. Ca. på det tidspunkt, hvor min ældste bror blev født, fik mine forældre et rum ovenover vores lejlighed, og det blev nu brugt som soveværelse.
I huset boede desuden 2 familier på 1. sal, og 2 familier på 2. sal. Men i hele karreen boede mange familier. Min mor var det, man kaldte "medhjælpende hustru" i butikken. Men ellers var de fleste "koner" hjemmegående, i hvert fald mens børnene var små. Mændene arbejdede, en del af dem på gasværket, som lå bag vores karre. Og en del på havnen, "i fisk", som vi sagde.
Der var ingen i hele området, som havde særlig mange penge. Men man klarede sig, som man nu kunne. Biler havde ingen, men cykler havde de fleste voksne. Om søndagen kørte en del af disse familier i samlet flok til stranden eller i skoven, eller en sjælden gang i et sommerhus, som en eller andet havde lånt. Det foregik ofte med et barn i cykelkurv på styret, og et andet på bagagebæreren, enten i en stol, eller også direkte på bagagebæreren.
Ved stranden legede vi børn jo i sandet og vandet. Men de voksne legede også. Vi og de sprang buk, legede "to mand frem for en enke", slog kraftspring, spillede rundbold og lignende. Vi havde selvfølgelig selv mad med og kaffe til de voksne og saftevand til børnene. Flere havde også bagt kage.
Det var et enkelt liv, til tider et hårdt liv. Men også et glad liv. For alle var i samme båd. Ingen var mere end andre, eller havde mere end andre. Dog husker jeg et tilfælde, hvor mine forældre skilte sig ud. Det normale var jo at købe på klods/afbetaling. Men mine forældre havde den holdning, at de først sparede op til det, de gerne ville have, og ingen af dem røg cigaretter eller pibe. Det var ellers almindeligt. Men så købte min far en radio. Og det gik som en løbeild gennem hele området: "Har I hørt det? At Basses har købt en radio - KONTANT" ???
Tonen i karreen var venlig, hjertelig - og man lånte gerne af hinanden, hvis én var udgået for et eller andet. Men, som sagt, pengene var små. En af konerne førte regnskab, hver gang manden kom hjem med penge, og når alt det faste var betalt, kunne der lige blive til cigaretter (det skulle til!), et rugbrød, margarine og en pose sukker eller puddersukker. Og måske et franskbrød. Det fortalte hun selv.
Selvfølgelig blev der også sladret. Min far havde fra bl.a. sin uddannelse og sine tidligere jobs som uddeler lært IKKE at deltage i den slags. Og også fra sin egen familiebaggrund, men det er en anden historie. Han gled gerne af overfor evt. sladder. Og mor havde med sig fra sit hjem, at der helst ikke skulle siges noget dårligt om andre. Men helt undgå det kunne de ikke. Der var f. eks. en kone, om hvem man sagde at hun var hypokonder. Desværre for sladderen døde konen efter nogle år. Jeg husker min egen mors beskæmmelse, da hun måtte erkende, at denne kone jo havde været reelt syg.
Man hjalp hinanden hvor man nu kunne. Vidste, hvem der var dygtige fødselshjælpere, f. eks. Passede også hinandens børn, hvis det var påkrævet - og det var det kun i helt særlige tilfælde, man brugte ikke sådan noget fint noget som babysittere.
Mine forældre fik venner for livet. HELE livet. Selv begyndte jeg jo at komme hos flere af dem, der boede der, uanset om de havde børn eller ej. Jeg var yderst velkommen. Og som en del af dem blev mine forældres venner, blev jeg selv veninde med nogle af deres børn. Vi bankede på hos hinanden, og man blev altid lukket ind, sådan husker jeg det i hvert fald.
Og selv om der ser helt anderledes ud nu, end der gjorde dengang for næsten 70 år siden, bor jeg nu i selv samme rabarberkvarter, og har gjort det i 27 år. Men i dag regnes området ikke som et rabarberkvarter. Dog - de ældste esbjergensere ved jo nok, at når man bor øst for banen, er man ikke så fin, som dem der bor vest for. Mærkeligt, eftersom esbjergensere ellers regnes for temmelig usnobbede. Og huspriserne er stadig lavere her, end i vesterbyen. Det griner jeg noget af nu, og jeg kan ikke få øje på andre grunde, end lokalhistoriske. Men de kan åbenbart hænge længe ved.
Mine forældre var forlovede i 3 år, inden de havde råd til at blive gift. For min far var uddannet uddeler, som det dengang hed. Senere kaldtes det vel kommis. Selv kaldte han sig købmand, skønt han også havde haft et ismejeri og en brød og konfektureforretning; men havde en købmandsbutik de sidste mange år af hans erhvervsaktive liv. Men i 1948 havde mine forældre penge nok til at kunne købe sig en lille "brød og konfekturebutik" i det rabarberkvarter, jeg vil berette om.
Året efter blev jeg født, og vi boede her til jeg var 4 år. Jeg husker rigtig meget, og meget langt tilbage. Velsagtens fordi jeg talte tidligt, far fotograferede meget, og der altid er blevet talt meget om denne tid i min familie.
Op til butikken boede vi i en lille et-værelses lejlighed. Man gik fra butikken ind i køkkenet, som også var en lille gang ind til stuen. Mor bankede altid på køkkenlågerne, inden hun åbnede dem, så musene kunne nå at forsvinde. I stuen stod bl.a. den sovesofa, som mine forældre sov på de første 2 år. Selv havde jeg en lille bambusseng, som man brugte det dengang. Ca. på det tidspunkt, hvor min ældste bror blev født, fik mine forældre et rum ovenover vores lejlighed, og det blev nu brugt som soveværelse.
I huset boede desuden 2 familier på 1. sal, og 2 familier på 2. sal. Men i hele karreen boede mange familier. Min mor var det, man kaldte "medhjælpende hustru" i butikken. Men ellers var de fleste "koner" hjemmegående, i hvert fald mens børnene var små. Mændene arbejdede, en del af dem på gasværket, som lå bag vores karre. Og en del på havnen, "i fisk", som vi sagde.
Der var ingen i hele området, som havde særlig mange penge. Men man klarede sig, som man nu kunne. Biler havde ingen, men cykler havde de fleste voksne. Om søndagen kørte en del af disse familier i samlet flok til stranden eller i skoven, eller en sjælden gang i et sommerhus, som en eller andet havde lånt. Det foregik ofte med et barn i cykelkurv på styret, og et andet på bagagebæreren, enten i en stol, eller også direkte på bagagebæreren.
Ved stranden legede vi børn jo i sandet og vandet. Men de voksne legede også. Vi og de sprang buk, legede "to mand frem for en enke", slog kraftspring, spillede rundbold og lignende. Vi havde selvfølgelig selv mad med og kaffe til de voksne og saftevand til børnene. Flere havde også bagt kage.
Det var et enkelt liv, til tider et hårdt liv. Men også et glad liv. For alle var i samme båd. Ingen var mere end andre, eller havde mere end andre. Dog husker jeg et tilfælde, hvor mine forældre skilte sig ud. Det normale var jo at købe på klods/afbetaling. Men mine forældre havde den holdning, at de først sparede op til det, de gerne ville have, og ingen af dem røg cigaretter eller pibe. Det var ellers almindeligt. Men så købte min far en radio. Og det gik som en løbeild gennem hele området: "Har I hørt det? At Basses har købt en radio - KONTANT" ???
Tonen i karreen var venlig, hjertelig - og man lånte gerne af hinanden, hvis én var udgået for et eller andet. Men, som sagt, pengene var små. En af konerne førte regnskab, hver gang manden kom hjem med penge, og når alt det faste var betalt, kunne der lige blive til cigaretter (det skulle til!), et rugbrød, margarine og en pose sukker eller puddersukker. Og måske et franskbrød. Det fortalte hun selv.
Selvfølgelig blev der også sladret. Min far havde fra bl.a. sin uddannelse og sine tidligere jobs som uddeler lært IKKE at deltage i den slags. Og også fra sin egen familiebaggrund, men det er en anden historie. Han gled gerne af overfor evt. sladder. Og mor havde med sig fra sit hjem, at der helst ikke skulle siges noget dårligt om andre. Men helt undgå det kunne de ikke. Der var f. eks. en kone, om hvem man sagde at hun var hypokonder. Desværre for sladderen døde konen efter nogle år. Jeg husker min egen mors beskæmmelse, da hun måtte erkende, at denne kone jo havde været reelt syg.
Man hjalp hinanden hvor man nu kunne. Vidste, hvem der var dygtige fødselshjælpere, f. eks. Passede også hinandens børn, hvis det var påkrævet - og det var det kun i helt særlige tilfælde, man brugte ikke sådan noget fint noget som babysittere.
Mine forældre fik venner for livet. HELE livet. Selv begyndte jeg jo at komme hos flere af dem, der boede der, uanset om de havde børn eller ej. Jeg var yderst velkommen. Og som en del af dem blev mine forældres venner, blev jeg selv veninde med nogle af deres børn. Vi bankede på hos hinanden, og man blev altid lukket ind, sådan husker jeg det i hvert fald.
Og selv om der ser helt anderledes ud nu, end der gjorde dengang for næsten 70 år siden, bor jeg nu i selv samme rabarberkvarter, og har gjort det i 27 år. Men i dag regnes området ikke som et rabarberkvarter. Dog - de ældste esbjergensere ved jo nok, at når man bor øst for banen, er man ikke så fin, som dem der bor vest for. Mærkeligt, eftersom esbjergensere ellers regnes for temmelig usnobbede. Og huspriserne er stadig lavere her, end i vesterbyen. Det griner jeg noget af nu, og jeg kan ikke få øje på andre grunde, end lokalhistoriske. Men de kan åbenbart hænge længe ved.
mandag den 2. september 2019
Har du fået dit GRIN i dag?
En god ven sagde på et tidspunkt til mig, at han syntes, jeg opførte mig meget ukvindeligt, når jeg slog en ordentlig skvalder op! Jeg blev temmelig overrasket, for jeg har aldrig tænkt på, om mit store grin var kvindeligt eller ej, og da slet ikke, om jeg derved forhindrede mig selv i at score.
Når jeg tænker tilbage, har jeg altid grinet meget - og stort. Med åben mund og dobbelthager, og så tårerne randt. Da jeg gik i 6. klasse var jeg mere optaget af de omkringfuttende hormoner hos begge køn end af fysik- og kemitimerne, og kunne heller ikke rigtig tage timerne helt alvorligt. Hvilket fik min, ellers overbærende, fysiklærer til at udbryde: "Ingrid, KAN du ikke lære at LE lidt behersket"! Samme fysiklærer besøgte jeg en hel del år senere sammen med en ven, som var i familie med ham. Min ven spurgte, om han kunne kende mig. Næ-æ, han syntes ikke rigtig, der var nogen klokke, der ringede. Indtil jeg åbenbart grinede. "Ingrid", sagde han så!!
Ak ja - men det er vel ikke det værste at kendes på.
Da jeg blev 30 og boede i Silkeborg, ringede min mor for at ønske tillykke. Vi havde en gemytlig snak, og hun spurgte, hvordan det så var at være blevet 30. "Tjah, sagde jeg. Det værste er nok, at jeg nu nok er blevet så voksen, så jeg ikke længere kan tillade mig at slå en skvalder op"!. "Hvorfor dog det"? svarede mor. Se på far og mig. Vi er 58 og 60 og vi griner da begge, så tårerne triller. Og det var helt i overensstemmelse med sandheden. Mor kunne grine, så hun blev helt rød i ansigtet og langt ned på halsen, hendes øjne fik en helt anden form, og hun kunne slet ikke holde op. Og far grinede, så han først smed brillerne og tørrede øjnene, og bagefter måtte slipset også af.
Jeg er også sådan én, som griner af mine egne vittigheder. Det synes mine børn ikke altid er sjovt! Og heller ikke altid mine vittigheder. Jeg har tidligere begået et blogindlæg om far- og morvittigheder, så jeg skal spare jer for flere.
Mine tre brødre griner også højt og larmende. Dog har de hver deres måde at gøre det på. Min ældste bror er nok den mindst larmende. Hvor de to andre helt kommer op på siden af mig. Og når vi er sammen, så griner vi også rigtig meget. Og vi snakker også højt og i munden på hinanden. Andre mennesker synes nogle gange, at vi afbryder hinanden. Det lægger vi ikke selv mærke til, og derfor bliver vi ikke sure på hinanden. Smart, ikke?
Jamen altså! Er det ikke GODT? Det har altså aldrig generet mig, at de (eller jeg selv) grinede højt og larmende. Men det HAR måske generet andre? Det har jeg heldigvis glemt. Og det er bestemt ikke noget, jeg nu i min høje alder har tænkt mig at lave om på. Nærmest tværtimod. Ethvert godt og hjerteligt grin af enhver størrelse, er jeg helt sikker på, er livsforlængende. Og jeg er også ganske sikker på, at det smitter. Og det er vel GODT, ikke? Jeg har efterhånden fået en del rynker, og det er ikke kun SMILE-rynker, men så sandelig også GRINE-rynker. Og de må gerne være der!
Har du fået dit grin i dag? Hver dag skal man have MINDST et! Og er der ikke andet indenfor rækkevidde at grine af, kan du altid grine af dig selv! Det er OGSÅ sundt!!!
Når jeg tænker tilbage, har jeg altid grinet meget - og stort. Med åben mund og dobbelthager, og så tårerne randt. Da jeg gik i 6. klasse var jeg mere optaget af de omkringfuttende hormoner hos begge køn end af fysik- og kemitimerne, og kunne heller ikke rigtig tage timerne helt alvorligt. Hvilket fik min, ellers overbærende, fysiklærer til at udbryde: "Ingrid, KAN du ikke lære at LE lidt behersket"! Samme fysiklærer besøgte jeg en hel del år senere sammen med en ven, som var i familie med ham. Min ven spurgte, om han kunne kende mig. Næ-æ, han syntes ikke rigtig, der var nogen klokke, der ringede. Indtil jeg åbenbart grinede. "Ingrid", sagde han så!!
Ak ja - men det er vel ikke det værste at kendes på.
Da jeg blev 30 og boede i Silkeborg, ringede min mor for at ønske tillykke. Vi havde en gemytlig snak, og hun spurgte, hvordan det så var at være blevet 30. "Tjah, sagde jeg. Det værste er nok, at jeg nu nok er blevet så voksen, så jeg ikke længere kan tillade mig at slå en skvalder op"!. "Hvorfor dog det"? svarede mor. Se på far og mig. Vi er 58 og 60 og vi griner da begge, så tårerne triller. Og det var helt i overensstemmelse med sandheden. Mor kunne grine, så hun blev helt rød i ansigtet og langt ned på halsen, hendes øjne fik en helt anden form, og hun kunne slet ikke holde op. Og far grinede, så han først smed brillerne og tørrede øjnene, og bagefter måtte slipset også af.
Jeg er også sådan én, som griner af mine egne vittigheder. Det synes mine børn ikke altid er sjovt! Og heller ikke altid mine vittigheder. Jeg har tidligere begået et blogindlæg om far- og morvittigheder, så jeg skal spare jer for flere.
Mine tre brødre griner også højt og larmende. Dog har de hver deres måde at gøre det på. Min ældste bror er nok den mindst larmende. Hvor de to andre helt kommer op på siden af mig. Og når vi er sammen, så griner vi også rigtig meget. Og vi snakker også højt og i munden på hinanden. Andre mennesker synes nogle gange, at vi afbryder hinanden. Det lægger vi ikke selv mærke til, og derfor bliver vi ikke sure på hinanden. Smart, ikke?
Jamen altså! Er det ikke GODT? Det har altså aldrig generet mig, at de (eller jeg selv) grinede højt og larmende. Men det HAR måske generet andre? Det har jeg heldigvis glemt. Og det er bestemt ikke noget, jeg nu i min høje alder har tænkt mig at lave om på. Nærmest tværtimod. Ethvert godt og hjerteligt grin af enhver størrelse, er jeg helt sikker på, er livsforlængende. Og jeg er også ganske sikker på, at det smitter. Og det er vel GODT, ikke? Jeg har efterhånden fået en del rynker, og det er ikke kun SMILE-rynker, men så sandelig også GRINE-rynker. Og de må gerne være der!
Har du fået dit grin i dag? Hver dag skal man have MINDST et! Og er der ikke andet indenfor rækkevidde at grine af, kan du altid grine af dig selv! Det er OGSÅ sundt!!!
onsdag den 14. august 2019
Bøn "til senere brug"!
Jeg oplevede for nylig, at jeg meget tydeligt kunne huske, at min søn havde lånt min trappestige, og den havde jeg så brug for, da mine tagrender skal renses. Han mindedes ikke at have lånt den. Men jeg var temmelig insisterende, for jeg kunne TYDELIGT huske, hvor han stod, hvor jeg sad osv. da han ville låne den.
Men et par dage efter fandt jeg den i mit redskabsskur. Til min store undren, for jeg HAVDE kigget alle vegne, også der. Der var jo intet andet at gøre, end at give ham min uforbeholdne undskyldning. Men jeg undrer mig stadig. For hvordan kan jeg huske noget, der IKKE er sket. Jeg kan bedre forstå det, hvis jeg ikke kan huske ting, der ER sket.
Så - det er på tiden med denne bøn, skrevet af en nonne eller munk:
Men et par dage efter fandt jeg den i mit redskabsskur. Til min store undren, for jeg HAVDE kigget alle vegne, også der. Der var jo intet andet at gøre, end at give ham min uforbeholdne undskyldning. Men jeg undrer mig stadig. For hvordan kan jeg huske noget, der IKKE er sket. Jeg kan bedre forstå det, hvis jeg ikke kan huske ting, der ER sket.
Så - det er på tiden med denne bøn, skrevet af en nonne eller munk:
tirsdag den 13. august 2019
Ingrids provoblog: Om at sige undskyld.
Ingrids provoblog: Om at sige undskyld.: Så blev ordet sagt fra landets statsminister, efter at flere af de foregående IKKE ville udtale det: UNDSKYLD! Hvorfor er det/har det være...
Om at sige undskyld.
Så blev ordet sagt fra landets statsminister, efter at flere af de foregående IKKE ville udtale det: UNDSKYLD!
Hvorfor er det/har det været en omstridt sag? Ikke kun i denne, men også i en del andre sager, f. eks. Thulesagen, og sagen om Danmarks rolle på De Vestindiske Øer.
Overfladisk set kan man sige: Når nu ofrene - og i dette tilfælde oveni købet nogle nulevende - åbenbart ønsker en undskyldning, skal de så ikke have det? Hvad kan der være i vejen for det?
Men hvad betyder UNDSKYLD? Ja, det handler jo om begreberne skyld, tilgivelse og ansvar. Da jeg var barn, forlangte min far engang, hvor jeg havde gjort noget forkert overfor min lillebror, at jeg skulle sige: Om forladelse. Ikke at man kunne få mig til at sige det. Og det var slet ikke, fordi jeg ikke erkendte min egen fejl. Nej, det var selve ordene "om forladelse". For det var så fremmedartede ord, som jeg heller ikke helt forstod, så sådanne ord kunne jeg da umuligt tage i min mund.
Hvad så med undskyld? Hurdelen ligger for mig i, at ordet bruges i personlige relationer, - det ene menneske overfor det andet. At den enkelte kan bede skadevolderen om en undskyldning, for dermed at få fastslået skadevolderens ansvarlighed, og hans indrømmelse heraf. Eller at skadevolderen med ordet undskyld kan bede offeret om tilgivelse for den ugerning, der er begået imod ham, eller den uret, han har lidt.
Og det er også en af argumenterne for IKKE at kunne give en undskyldning, at "staten" ikke kan undskylde på andres vegne. Det bliver så blot en udvendig manifestation.
Men i sagen om godhavnsdrengene, hvem er da den skyldige? Når vi går videre fra forstandere, lærere, pædagoger, tilsynsførende osv osv - ja, så ER det i sidste ende staten, som bærer ansvaret. Det ville langt have været at foretrække, at de krænkere, som stadig lever, havde været dem, som sagde undskyld. Om nogen har gjort det, ved jeg ikke. Og det ville næppe heller komme til offentlighedens kendskab.
Men det er jo ikke nok, for i denne sag er der MANGE krænkere - som i sidste ende fører til staten, som ikke har forvaltet sit ansvar ordentligt.
Hvis staten, med sit undskyld, udtalt af statsminister Mette Frederiksen, virkelig MENER sit undskyld, så må "den" også mene, at den skal føre sagen til dørs. Der ville være substans i dette undskyld, hvis Mette Frederiksen så i samme ombæring ville udtale, at staten selvfølgelig gør, hvad den har pligt til, når/hvis de skadelidte efterfølgende ville stille retslige krav om erstatning - nemlig at imødekomme disse krav, efter rettens anbefalinger.
Der har været talt meget om, at en af grundene til det hidtil manglende undskyld er, at dette ville kunne danne præcedens. Hertil er der kun at sige: Nå - men hvis det er det rigtige at gøre, så må det være sådan. Også selv om man aldrig med økonomi vil kunne læge de sår, som mange års krænkelser har medført. Men det ville være et substantielt bevis på, at staten MENER dette UNDSKYLD - mere end at det blot bliver en udvendig manifestation, som ser godt ud!
Hvorfor er det/har det været en omstridt sag? Ikke kun i denne, men også i en del andre sager, f. eks. Thulesagen, og sagen om Danmarks rolle på De Vestindiske Øer.
Overfladisk set kan man sige: Når nu ofrene - og i dette tilfælde oveni købet nogle nulevende - åbenbart ønsker en undskyldning, skal de så ikke have det? Hvad kan der være i vejen for det?
Men hvad betyder UNDSKYLD? Ja, det handler jo om begreberne skyld, tilgivelse og ansvar. Da jeg var barn, forlangte min far engang, hvor jeg havde gjort noget forkert overfor min lillebror, at jeg skulle sige: Om forladelse. Ikke at man kunne få mig til at sige det. Og det var slet ikke, fordi jeg ikke erkendte min egen fejl. Nej, det var selve ordene "om forladelse". For det var så fremmedartede ord, som jeg heller ikke helt forstod, så sådanne ord kunne jeg da umuligt tage i min mund.
Hvad så med undskyld? Hurdelen ligger for mig i, at ordet bruges i personlige relationer, - det ene menneske overfor det andet. At den enkelte kan bede skadevolderen om en undskyldning, for dermed at få fastslået skadevolderens ansvarlighed, og hans indrømmelse heraf. Eller at skadevolderen med ordet undskyld kan bede offeret om tilgivelse for den ugerning, der er begået imod ham, eller den uret, han har lidt.
Og det er også en af argumenterne for IKKE at kunne give en undskyldning, at "staten" ikke kan undskylde på andres vegne. Det bliver så blot en udvendig manifestation.
Men i sagen om godhavnsdrengene, hvem er da den skyldige? Når vi går videre fra forstandere, lærere, pædagoger, tilsynsførende osv osv - ja, så ER det i sidste ende staten, som bærer ansvaret. Det ville langt have været at foretrække, at de krænkere, som stadig lever, havde været dem, som sagde undskyld. Om nogen har gjort det, ved jeg ikke. Og det ville næppe heller komme til offentlighedens kendskab.
Men det er jo ikke nok, for i denne sag er der MANGE krænkere - som i sidste ende fører til staten, som ikke har forvaltet sit ansvar ordentligt.
Hvis staten, med sit undskyld, udtalt af statsminister Mette Frederiksen, virkelig MENER sit undskyld, så må "den" også mene, at den skal føre sagen til dørs. Der ville være substans i dette undskyld, hvis Mette Frederiksen så i samme ombæring ville udtale, at staten selvfølgelig gør, hvad den har pligt til, når/hvis de skadelidte efterfølgende ville stille retslige krav om erstatning - nemlig at imødekomme disse krav, efter rettens anbefalinger.
Der har været talt meget om, at en af grundene til det hidtil manglende undskyld er, at dette ville kunne danne præcedens. Hertil er der kun at sige: Nå - men hvis det er det rigtige at gøre, så må det være sådan. Også selv om man aldrig med økonomi vil kunne læge de sår, som mange års krænkelser har medført. Men det ville være et substantielt bevis på, at staten MENER dette UNDSKYLD - mere end at det blot bliver en udvendig manifestation, som ser godt ud!
Abonner på:
Opslag (Atom)